Farvel til Afrika

Sikken dejlig fornemmelse! Mødte ind mandag morgen og gik straks ned til check out kontoret. Efter instruktion derfra kunne vi så starte med de 21 punkter,  vi skulle igennem for at blive"løsladt" fra missionen.  Og her blev vi positivt overraskede. Hele processen blev styret elektronisk og vi skulle kun møde på få kontorer for at afslutte et punkt. Og hele tiden blev vi med e- mail orienteret om, hvor vi var i processen.

Da der var god tid til denne proces, kørte vi mandag eftermiddag til den danske militærlejr. Lægen, Claus, havde hørt om min dårlige mave og mit sygdomsforløb, så han tilbød en konsultation.
Efter at have hørt lidt om mine symptomer og sygdomsforløb i øvrigt, var han ikke i tvivl om at jeg havde en infektion i maven, så jeg blev straks sat i behandling. Dette skete, og skulle resten af ugen ske, intravenøst to gange dagligt. Mens jeg sad og indtog medicinen, kunne han så behandle Dennis store vabler på begge fødder, som han havde pådraget sig til Danconmarchen.

Claus foran sit felthospital

De næste mange dage kørte jeg to gange dagligt til lejren for at få min medicin. Men intet er så slemt at det ikke er godt for noget. Det viste sig hurtigt, at Claus og hans to medhjælpere var nogle herlige gutter at være sammen med. Søde, rare, hjælpsomme og ikke mindst sjove at være i stue med. Det var næsten helt trist, da behandlingen var overstået.

Fredag var det tid til mere officielt farvel til missionen. Om eftermiddagen kørte Svend, Alex, Dennis og jeg ud til MINUSMA-lejren for sidste gang. Efter at have afleveret skydevåben til depot, mødtes vil i Police Commissioners mødelokale. Der var dækket fint op med mad og drikke, og der var mødt en del gæster. Afskeden var for Svend og mig samt yderligere en afrikansk kollega. De øvrige danskere havde haft deres afsked i regionerne. Som sædvanligt blev der holdt taler om hvor god og uundværlig vores indsats i missionen havde været. Derefter var det vores tur til, på fransk naturligvis, at fortælle om hvor glade vi var for at have tjent i missionen, men også at vi var glade for at vende hjem igen. Endelig kunne kan så kaste sig over maden.
Det sidste gjorde vi nu ikke. Vi havde travlt med at komme afsted, fordi ambassadøren, Winnie, havde inviteret os til afskedsmiddag i recidensen. Det blev som altid en rigtig hyggelig aften i selskab med Winnie og hendes mand, samt chef og næstkommanderende for de danske soldater i Mali.

Lørdag kørte vi ud til Ivan, som jeg tidligere har omtalt. Vi nød eftermiddagen i hans selskab, og nød samtidigt er par flasker vin og nogle afstikkere i hans swimmingpool. Det var til at holde ud. Ivan har lovet at tage sig at at sælge vores bil. Så er det problem også løst.
Om aftenen mødtes vil med nogle hollændere, tyskere og svenskere på er hotel, hvor vi i gårdhaven havde afskedsmiddag. Rigtigt hyggeligt. Vi blev fremragende underholdt at en afrikansk musik- og dansegruppe, der lavede de vildeste afrikanske danse til trommemusik. Det var vildt og enestående.

Søndag gik med at pakke. Det er en dejlig fornemmelse! Kan dog også se tilbage på er meget spændende år i Afrika. Har især nydt landet og den lokale befolkning, som er utroligt venlige, nysgerrige og hjælpsomme.

Smuk ung pige fra Mopti

Vi læste inden vi kom herned, at malierne er et stolt folkefærd, og det lyser ud ad dem. De er smukke og ranke, samtidigt med at de er nysgerrige og spørgende overfor os. Det har været en fornøjelse at bevæge sig rundt i Bamako og møde de lokale.
Men det er slut nu. Klokken 19.30 kommer MINUSMA transport for at køre os til lufthavnen, og klokken 00.30 er der afgang først mod Istanbul og derefter København, hvor vi lander 17.40 mandag aften. Så nu er missionen slut og dermed også slut med opdateringer på bloggen i denne omgang.
Tak fordi I læste med. Til jer og missionen siger jeg nu:

Sidste arbejdsdag

Vi har talt med vores landlord og nogenlunde aftalt, hvordan vi kommer ud af huset den 23. juli om aftenen. Det var egentlig meningen, at hans 2. hustru skulle bo i huset efter os, men det skal hun ikke alligvel, så vi hører os lidt omkring, om nogen leder efter et godt hus at bo i.
Normalt er han også rimelig hurtig til at reparere diverse skader, men i snart to uger  har vi levet uden vand i køkkenet. Vi har måtte lukke på hovedhanen udenfor køkkendøren, da vi ikke kan lukke på armaturet. Til gengæld er der masser af vand i vaskemaskinen. Den holder faktisk ikke op med at lukke vand ind, ikke engang hvis vi slukker for maskinen. Så tøjvask må klares ved at åben og lukke for vandet på hanen. Må se om han når at reparere det, inden vi forlader huset.

Efter at bilen (igen) er velkørende, har vi nu sat den til salg. Vi vil selvfølgelig prøve at få så meget som muligt for den, men det er svært, da vi er tvunget til at komme af med den. Bliver nok med pænt tab, men bare vi får den solgt. Så må vi glæde os over, at vi ikke har kørt shuttlebus i mange måneder nu. Det er dog ikke mange henvendelser, vi har fået indtil videre.

Søndag morgen var egentlig dér, hvor den ultimative test skulle være. Vi var 5 danske politifolk, der havde meldt os til Dancon-marchen. Det er en march, som det danske militær arrangerer, og som er en tur på 25 km med 10 ekstra kilo på ryggen. Men jeg blev igen ramt af dårlig mave og skal ikke være længere væk fra et toilet en ca. 5 m, så jeg måtte melde afbud. Jesper og Svend går lige nu rundt i huset på meget ømme stænger, men de gennemførte.
Dagen i dag (søndag) er så officielt også vores sidste arbejdsdag i missionen. I morgen skal Svend, Alex, Dennis og jeg i gang med udchekning af missionen. Det bliver en stille og rolig uge hen mod næste søndag, hvor vi forlader vores hus og kører til lufthavnen.

Ferie i Bamako

Landsby lige udenfor Siby

Da jeg havde en del leavedage til gode, som jeg ikke kunne nå at tage i Europa, tog jeg leave i sidste uge, som jeg afviklede her i Bamako. Det faldt sammen med, at Svend var kommet tilbage fra sin leave sammen med sin kæreste.

Markarbejdere på vejen mod Siby

Min ferie blev primært brugt til at slappe af og gå nogle ture i Bamako. Lørdag i sidste uge blev dog også brugt til den ugentlige hash-gåtur. Den var lagt bag lufthavnen, så vi skulle igennem et par sikkerhedscheck, før vi kom frem, så vi vurderede, at det var sikkert at gå turen. Der var desværre kun 1/4 af de sædvanlige deltagere, der dukkede op. Mange havde fravalgt det af sikkerhedsmæssige årsager. Arrangørerne har efterfølgende aflyst alle hash-ture, foreløbigt indtil september måned.

Tirsdag kørte vi alle 3 en tur til Siby, der ligger ca. 50 km vest for Bamako. Der skulle være et flot vandfald. Turen derned var rigtig fin, men vi havde noget besvær med at finde vejen til vandfaldet, da vi endelig nåede Siby. Da vi endelig fandt det, fik vi at vide, at vi ikke kunne komme dertil, da det krævede en 4-hjultrækker. Men en dejlig tur alligevel.

Heldigvis kender æslet turen til lossepladsen

Fredag gik jeg en tur i Bamako for at tage nogle fotos og i øvrigt nyde stemningen i byen, der som altid er hektisk, men også fuld af venlige mennesker. Havde besluttet mig for, at jeg måtte have fotos af de lokale renovationsvogne. Renovationen i Bamako virker - på en måde. Vi stiller vores affaldsposer ud på gaden, hvilket er en fest for byens rotter, som der er millioner af. Ud på natten eller tidligt morgen kommer skraldemanden i en en æseltrukket vogn forbi og samler affald sammen. De er faktisk gode til også at samle det affald, som rotterne har spredt ud over et større område.

Andre var mere friske

Når vognen er fuld, kører de ud af byen til nogle meget store lossepladser, hvor de smider affaldet.
Hver morgen kører vi forbi flere karavaner af skraldevogne på vej ud til lossepladsen. På trods af et formentlig ikke særligt eftertraget job, ser de egentlig ud til at hygge sig med hinanden. Og de var helt friske på at blive fotograferet - dem der altså var vågne og som jeg kunne spørge.

Byen er i det hele taget blevet synligt renere, end da vi kom herned for et år siden. Da flød affaldet i meterhøje bunker og rækker langs vejene. Det er blevet væsentligt bedre, og langs de større veje i byen er der hver dag masser af

Gadefejer i Bamako - helt tilfældigt udvalgt.....

gademedarbejdere, der fejer vejen for sand og støv.
Det betyder også, at vejene her i regntiden ikke er helt så fedtede, når det har væltet ned med regn.

Fredag aften havde Svend og jeg inviteret Maria ud at spise. Hun skulle på leave i Sverige søndag, så det var min sidste chance til at sige ordentligt farvel til hende, da hun først er tilbage igen, efter jeg er taget hjem.
Hun kendte en hyggelig restaurant nede ved floden, som lå helt fantastisk. Til gengæld var betjeningen fodslæbende og langsom, men vi fik da spist og sagt farvel til hinanden.

Lørdag var der kontingentdag for de danske politifolk. På nær én var alle i Bamako, og vi mødtes på hotel Onomo, hvor vi holdt vores møde. Også her var det sidste mulighed for at ses, i hvert fald for nogle af os, så mødet blev primært brugt til at se tilbage på det år, vi har haft sammen i Mali. Spændende at høre alles beretninger om deres oplevelser og opfattelse af Mali og missionen.
Mødet varede heldigvis ikke længere end nødvendigt, så vi fik også tid til at besøge et andet hotel, som har en stor swimmingpool. Dejligt at slappe af hele eftermiddagen.

Så gik den ikke længere i trafikken

For de fleste politifolk hernede virker det utroligt, at Malis politi endnu ikke har en opgørelse over, hvad terrorangrebet kostede af menneskeliv. Lige nu er der nogenlunde enighed om, at 10 blev dræbt, herunder 5 terrorister, mens en kvinde fortsat savnes. Af sårede har vi hørt mellem 10 og 20, men det er heller ikke helt fastlagt.
En gruppe, der kalder sig Al Qaeda in the Islamic Maghreb, har taget ansvaret for angrebet. De fik desærre fuldstændigt ødelagt La Campement, der er brændt helt ned. 41 blev efter flere timers kampe reddet ud fra området.
Angrebet har selvfølgelig medført skærpede sikkerhedskrav også til os danskere, men det er jo en relativ billig pris at betale.

Her er det ikke tandstangen, men hjulet, der faldt af under kørslen

Tiden under ramadanen har været en god tid hvad trafikken angår. Normalt holder vi i kø flere steder, især når vi kører hjem om aftenen, men også trafikken har "fastet", så det er gået let at køre frem og tilbage mellem hus og job. Dejligt.
Et problem har til gengæld været, at tandstangen på Mercedes er gået i stykker, så det kræver armkræfter at dreje forhjulene. I det hele taget har vi ikke været heldige med vores Mercedes. Der er snart ikke den ting, der ikke har været i stykker på den, så den har været et dyrt bekendskab. Svend forhørte sig om prisen på en tandstang her i Mali, og de forlangte næsten 20.000 kroner for en ny. Så han har bestilt en i Danmark i stedet for og tog den med tilbage til Mali, da han kom retur fra leave i onsdags. Nu er den lavet igen, og holder så forhåbentlig vores tid her i Mali.

Ramadanen sluttede forrige søndag, og der lugtede af grill over hele byen, da jeg kørte hjem fra arbejde. Kort tid efter, jeg var kommet hjem, dukkede naboens datter op ved porten. Hun havde en tallerken med kød, som lige var taget af grillen. Gætter på det var gedekød. Smagte i hvert fald helt fantastisk!

Kan i øvrigt godt mærke, at missionen er ved at være slut for mit vedkommende. Er begyndt at rydde op i papirerne og pc. Samtidigt er hollænderne, vi har brugt en del tid sammen med, rejst hjem, da de chekkede ud den 3. juli. Trist at skilles, men det er jo betingelserne. De inviterede til middag i sidste uge, som blev deres farewell-party.
De næste i rækken bliver så os.

I lørdags skete så det, vi har undgået. Vi blev involveret i et færdselsuheld. Jeg har tidligere beskrevet, hvordan motorcyklisterne kører som sindssyge hernede. De overhaler højre om, venstre om, kører foran bilen, bag bilen og gerne mod færdselsretningen. I lørdags holdt jeg og skulle dreje til venstre og afventede modkørende. Da de var forbi, drejede jeg, men alligevel var der en motorcyklist, der mente at han kunne nå at overhale venstre om, hvis han bare havde fart nok på. Det kunne han ikke! Men det skete heldigvis ikke så meget - kun en lille ridse i forskærmen. Men lidt forskrækket blev man jo.
Nårh, motorcyklisten? Jo, jo, han kom til skade, men det var hans egen skyld! Heldigvis slog han ikke hovedet, og sårene på armen og benet heler på et tidspunkt. Der er rigtigt mange motorcyklister, der kommer til skade hver dag i Bamako, især fordi de kører vanvittigt. Nogen mener at vide, at der er 16 fatale uheld om dagen i Bamako.
Vi håber at klare os igennem de sidste 3 uger.

Terrorangreb i Bamako

Foto optaget under angrebet

Søndag eftermiddag skete det, alle har ventet på siden angrebet på Hotel Radisson i november 2015, nemlig et nyt terrorangreb i Bamako. 6 bevæbnede jihadister angreb Le Campement i Bamako. Jeg har tidligere beskrevet Le Campement her på bloggen, senest i forbindelse med Lisbeths besøg i april måned, hvor vi havde en dejlig dag. Det er et resort, der især i weekenden er velbesøgt at internationale, ikke mindst europæerere.
Terroristerne var bevæbnede med rifler og hjemmelavede bomber og de skød og dræbte en vagt, da de stormede området.
Til stede var også nogle europæiske soldater, der tog kampen op mod terroristerne. Flere

Armeret køretøj på vej til hovedindgangen til Campement

vurderer, at det i høj grad har reddet en hel del liv! Alligevel lykkedes det jihadisterne at tage ca. 20 gidsler, som blev befriet igen, da forskellige redningsstyrker særdeles hurtigt ankom til stedet og foretog et modangreb i området. Det tog dog flere timer, før angrebet var nedkæmpet.
I skrivende stund er der modstridende oplysninger om, hvor mange blev dræbt og af hvem. Der er dog nogenlunde enighed om, at 5 personer, heraf en portugiser og to franske statsborgere, blev dræbt af terroristerne. Derudover blev 4 Minusma ansatte lettere såret. Angiveligt blev også 3 terrorister dræbt, mens 2 eller 3 blev anholdt, men de tal er stadig usikre.
En svensk officer blev meldt savnet, men han blev heldigvis fundet dagen efter, med mindre skader.
Kommer desværre nok til at revurdere programmet for vores næste kontingentdag, som finder sted den 8. juli.

I ugen op til jeg kom tilbage fra leave, var der også koordinerede terrorangreb i Kidal, hvor man først angreb lejren med morterer og derefter lavede et baghold på den patrulje, der kørte ud for at finde affyringsstedet. Det kostede i alt 4 soldater fra Ghana livet. Torsdag i sidste uge var der så højtidlighed i Supercamp her i Bamako for at ære soldaterne.
Det er en flot ceremoni, hvor kisterne bliver båret ind under fuld honnør og der er taler fra forskellige mennesker, herunder deres kontingentleder. Det er en varm omgang at stå stille en hel time, og en soldat faldt også besvimet om midt under en tale. Desværre har vi deltaget i lidt for mange af disse højtidligheder, i den tid vi har været hernede.

Lidt mere fredeligt er det, at regntiden har indfundet sig. Det betyder, at temperaturen er faldet til ca. 32-35 grader, men luftfugtigheden er til gengæld tårnhøj. Det var noget mere behageligt med højere temperaturer og tør luft. Til gengæld renser det luften, når regnen høvler ned i en halv times tid.
Det er desværre ikke kun regntiden, der er vendt tilbage. Også fluerne har indfundet sig - i millionvis. Det er en prøvelse at sidde udenfor at drikke kaffe om morgenen, når hundrevis af fluer sætter sig på dig og på bordet, du sidder ved.
Ja, ja, vi har skam både store og små problemer hernede.

Ham her synes godt nok, der var mange hvide,
der gik forbi hans hus

Ellers har det været en stille uge, efter jeg kom herned igen for en uge siden. Svend rejste på leave fredag aften, så jeg er alene i huset. 3 danskere fra Gao og Mopti rejste på leave søndag aften, men kom til Bamako allerede torsdag. Havde derfor et par hyggelig aftenener i deres selskab.
Lørdag var de med på at tage en Hash-tur. Den fandt denne gang sted lige omkring resortet Badalodge, da der var stor fest samme sted samme aften. Den deltog vi nu ikke i, men gik faktisk og talte om, at det da egentlig var et oplagt terrormål!
Normalt er ruterne, vi enten går eller løber, fint afmærkede, men denne gang havde de sjusket

En stolt mor ville gerne, at jeg tog et foto af hendes søn

gevaldigt med afmærkningen. Det betød, at mange gik og løb forkert, og selv kom Henrik og jeg forbi samme sted flere gange, før jeg til sidst måtte tage telefonen frem og finde tilbage igen ved hjælp af kort. Det betød også, at selv om turen angivelig var ganske kort, på grund af aftenens fest, gik vi i næsten 7 kvarter, før vi var tilbage til udgangspunktet.
Men en dejlig gåtur, og jeg fik taget en hel del fotos, da turen gik igennem flere landsbyer.

A bientôt Mali

Vi kan godt mærke, at regntiden er ved at være på vej. Toppen er taget af temperaturerne (i hvert fald de fleste dage), så vi nu ikke er over 40 grader, og der er så småt begyndt at falde regn. Det styrter ned i en kortere tid, hvorefter solen igen skinner. Luftfugtigheden har så til gengæld fået et nyk opad, men det renser luften og får støvet til at lægge sig, så det er ganske behageligt.
Hvad der til gengæld ikke er så behageligt, er de mange strømafbrydelser. Senest i forgårs, kort tid efter vi var kommet hjem, havde vi en strømafbrydelse på halvanden time. Varmen bliver helt ulidelig, og der er desværre ikke meget at gøre ved det. Lørdag nat i sidste uge forsvandt strømmen også, og det blev nødvendigt for mig at tage mit myggetelt ud i haven og lægge mig til at sove der. Der var da i det mindste lidt bevægelse i luften, men man driver alligevel af sved. Afbrydelsen varede ca. 12 timer, så vi fik i det mindste afrimet vores fryseboks.

En lille grønthandler....

Efter dårlig søvn natten til søndag, skulle Svend og jeg mødes med ambassadøren og nogle danskere fra andre organisationer i forbindelse med, at en af dem skulle rejse hjem. Vi nåede dog ikke langt, for i et af de første sving faldt venstre forhjul af bilen, så vi kurede videre på bremseskiven. Det skete vel at mærke kun 3 dage efter, vi havde bilen til mekaniker, hvor de havde begge forhjul af.
Heldigvis var der straks flere venlige afrikanere, der stødte til for at hjælpe, og én kendte en mekaniker i nærheden, der blev hidkaldt. Efter halvanden time var vi køreklare igen, omend karroseriet havde taget nogen skade.
Mandag kørte vi selvfølgelig tilbage til vores sædvanlige mekaniker, der ærligt sagde, at han faktisk godt var klar over, at boltene til hjulene var for korte, men de havde ikke skiftet dem, da de satte hjulene på igen. Han lovede derfor at betale for skaderne på bilen!

Desværre var der igen i denne uge et angreb mod Supercamp i Timbuktu. Det andet på kun 12 dage. Flere morterer blev sendt ind i lejren og sårede 4 UN-folk, mens 3 maliske soldater udenfor lejren kom til skade. Heldigvis ingen dræbte denne gang. Og heldigvis ingen danskere i lejren under angrebet.

Hos os i Bamako er der efterhånden "hverdag" over det. Vi møder hver morgen kl. 8 og efter at have kontrolleret indboksen i Outlook er det tid til kaffe. Det foregår som regel sammen med vores gode, hollandske kollegaer. Resten af formiddagen er det så kontorarbejde med udarbejdelse af rapporter, forberedelse af møder og lignende. Og så selvfølgelig kontingentarbejde.

Jo, der er også cyklister i Bamako :-)

Vi er "velsignet" med 2 timers frokostpause, så når salaten (!) er indtaget, sidder vi i halvanden time og venter på at genoptage arbejdet kl. 14. Vi har undersøgt, om det dog ikke er muligt at skære pausen ned til én time, og så til gengæld køre hjem kl. 17.00, men det vil visse chefer ikke være med til. De sover nemlig til middag, så de er godt tilfredse med to timers pause.
Resten af eftermiddagen foregår som regel også bag skærmen, kun afbrudt af endnu en kaffepause, indtil kl. 18.00, hvor vi kører hjem. Derudover kan der være møder eller andre arrangementer at deltage i.
Vi er til gengæld blevet rigtigt glade for vores Hash-ture. De er et dejligt afbræk fra dagligdagen hver lørdag og herligt at komme ud af byen og opleve naturen på nært hold.

Den næste store afbrydelse af ovenstående finder sted fra i morgen aften, hvor jeg vender snuden hjem til Danmark for at holde godt 3 ugers leave. Det bliver skønt. Så forvent ingen opdateringer her på bloggen før om godt en måned :-).

Mulighed for forlængelse......

Selv om Svend er på leave, er det synd at sige, at jeg har været alene. På 10 dage har jeg haft 8 overnattende danskere, enten i forbindelse med kontingentmødet eller på til eller fra leave. Nu har jeg så et par dage alene, indtil sidst på ugen, hvor de igen begynder at ankomme. Det er nu hyggeligt at få lov til at tale med dem om hvordan det går i regionerne. Heldigvis har vi også fundet ud af, at FNs transportafdeling både henter og bringer i forbindelse med kørsel til og fra lufthavn, uanset tidspunktet. Det har været fint, da nogle af dem skulle afsted kl. 04 om morgenen!

Supercamp i Timbuktu efter angrebet

Der har desværre igen været et raketangreb mod FN-lejren i Timbuktu, heldigvis ikke samme lejr, hvor danskerne bor. Angrebet skete onsdag ved frokosttid, hvor 8 morterer/raketter ramte lejren, henholdsvis den militære del og den civile del. En blev dræbt (Liberianer) og 8 såret, blandt andet en svensk soldat. Selv om de to danske kollegaer i Timbuktu kommer i lejren regelmæssigt, var de der heldigvis ikke, da angrebet fandt sted. Som jeg tidligere har skrevet på facebook, blev det igen i den danske presse totalt ignoreret, at der er danske politifolk i Mali. Jeg synes faktisk, at det er respektløst både overfor kollegaerne her i Mali og overfor pårørende og venner i Danmark.

Da vi rejste herned for snart et år siden, var det med den klare politik fra rigspolitiet, at forlængelse af vores ophold ikke ville komme på tale. Den holdning har nu ændret sig, så det alligevel er muligt at søge forlængelse i 6 måneder. Det gav selvfølgelig anledning til nogle overvejelser, men beslutningen er nu truffet: jeg tager hjem som planlagt den 25. juli. To kollegaer har søgt om forlængelse, og vil formentlig også få det.

Lørdag i sidste uge var det igen tid til Hash. En dejlig gåtur i skøn natur. I går skulle jeg igen afsted, og havde en aftale om at mødes med nogle franskmænd og køre med dem. Desværre blev jeg fastlåst i trafikken, der stod helt stille, så da jeg endelig slap fri, kunne jeg bare vende om og køre hjem igen. Tiden var forpasset. Til gengæld kunne jeg så hygge mig med Alex (fra Gao), der lige var vendt tilbage til Mali efter sin leave.

Nyt kontingentbesøg og kontingentmøde

Ja, det er jo ikke blevet koldere, siden jeg kom tilbage forrige tirsdag. Dagtemperaturen ligger fortsat på 40-42 grader og nattemperaturen kommer ikke meget under 35 grader. Det er selvfølgelig til at holde ud, fordi vi har aircondition, men strøm er meget dyrt hernede, så vi forsøger at bruge det så lidt som muligt. Det er så heller ikke altid muligt at bruge AC. Netop fordi så mange mennesker køler huse af, har vi relativt ofte strømafbrydelser på én til to timer dagligt, primært om aftenen. Så gælder det om at sidde helt stille og bare holde varmen ud!

Har fået fuld fart på jobbet. Vi er normalt fire personer på kontoret, men det er lykkedes de tre at drage på leave samtidigt, så lige nu keder jeg mig på ingen måde. Foruden at følge op på nogle af deres projekter, kommer der hele tiden nye til, så man skal holde tungen lige i munden. Heldigvis er der en god special assistant til Police Commissioner, der kender hele missionen og dens arbejdsgange, så han assisterer i høj grad.

På anden vis måtte jeg konstatere, at jeg er tilbage i Afrika. Da Svend og jeg lørdag var ved at gøre klar til at køre hjem for at deltage i Hash, kunne jeg godt mærke på maven, at der var andet, der pressede sig på. Det endte med, at Svend måtte deltage alene i gåturen, mens jeg tilbragte det meste af lørdagen på toilet. Irriterende, men faktisk første gang på et par måneder, så mon ikke maven har tilvænnet sig alligevel.

Siden jeg kom tilbage fra Danmark, har jeg mest af alt haft fokus på planlægning af en ny delegation fra Rigspolitiet, der kom på besøg i missionen. Det var igen Rigspolitiet, Politiforbundet og en psykolog, der ville hilse på os. De ankom torsdag eftermiddag i sidste uge (med den efterhånden sædvanlige forsinkelse fra Air France), hvorefter jeg kørte dem til deres hotel. Da de var indkvarteret gik vi en tur i nabolaget, så de kunne få indtryk af Bamako. Det fik de så, ikke mindst af varmen og forureningen fra de mange biler og motorcykler. Da vi skulle have kontingentmøde lørdag, var kollegaerne fra regionerne også begyndt at ankomme til byen, så vi endte alle på Bafing, en afrikansk restaurant, der heldigvis er bedre end den umiddelbart ser ud.
Fredag var helliget møder med ledelsen i UNPOL (United Nations Police) og med den danske ambassadør på ambassaden. Ikke mindst det sidste møde var både hyggeligt og informativt. Da ambassadøren hørte, at alle danske politifolk i Mali var i Bamako i weekenden, inviterede hun straks på en drink i hendes residens søndag, så hun kunne møde os alle. Det tog jeg selvfølgelig imod!

Fredag aften var der kontingentmiddag, hvor Rigspolitiet står for maden og Politiforbundet for drikkevarerne. Det blev en hyggelig aften, der heldigvis ikke sluttede alt for sent.
Svend gik desværre glip af den del, da han fredag aften rejste på leave.

Lørdag havde vi et møde med Chief of Staff (COS). For godt to måneder siden fik vi en ny COS, hvor en tysker blev skiftet ud med en anden tysker. Uden at jeg her behøver at beskrive den tidligere COS, er den nye særdeles venlig, nærmest rar, imødekommende og forstående. Han var meget åben under mødet og lagde ikke skjul på hvad han mente om missionen og de udfordringer, der er med at få visse folk til at lave noget og indfri de kompetencer, de i deres ansøgning påstod at have.

Tale og overrækkelse af medaljer

Efter at jeg som den sidste havde en snak med psykologen, var det tid til kontingentmødet, hvor forskellige emner blev vendt. Mødet sluttede med overrækkelse af medaljer til to kollegaer. Hvor vi andre tidligere havde fået overrakt vores medaljer i forbindelse med medaljeparade, var der to, der "bare" havde fået dem udleveret mod kvittering. Det mente vi nok kunne gøre en anelse mere højtidligt, så efter en kort tale af mig og en chefpolitiinspektør (Søren) fra Rigspolitiet, fik de overrakt medaljerne af Søren. Det var en fin måde at afslutte kontingentmødet og fint at de fik deres medaljer under lidt mere højtidlige former.

Delegationen og "yours truly"

Så var det tid til delegationens sidste måltid i Afrika i denne omgang. Vi kørte ind til byen og besøgte en populær restaurant, der især er kendt for deres gode pizzaer.
Efter dette var det retur til lufthavnen for at sætte delegationen på flyet mod Europa og Danmark igen.

Da der var planlagt strømafbrydelse i lejren søndag, havde jeg min pc med hjem, så jeg kunne arbejde hjemmefra. Det var ikke ubehageligt.
Inden mødet med ambassadøren måtte jeg lige en tur til lufthavnen for at hente Jesper, der kom tilbge fra leave. Selvfølgelig var Air France forsinket, så det blev vi så også til ambassadøren. Men igen et rigtigt hyggeligt besøg hos hende, hvor der blev talt om mange forskellige ting, både tjenestelig og private forhold.
Jesper skulle overnatte hos mig, før han næste dag skulle til Timbuktu, så vi besluttede at gå på en fransk restaurant for at få klaret aftensmaden. Det blev den så med frølår og pizza, alt skyllet ned med et par kolde fadøl. God weekend!

Efter at have sat Jesper af i lufthavnen fik jeg en opringning fra Henrik, der efter kontingentmødet var på vej tilbage til Gao. Han var imidlertid smidt af flyet, da en stor delegation var presset ind foran dem, og dermed taget hans plads. Han måtte så overnatte i vores hus, hvilket kun var hyggeligt. Han kom heldigvis til Gao tirsdag, så nu er der to dage, før de næste overnattende gæster kommer (de to medaljemodtagere).

Lisbeth på besøg

Jeg har flere gange skrevet om varmen, og den er stadig for opadgående. Det er samtidigt meget tørt, og støvet i Mali. Vi er selvfølgelig også langt fra regnssæsonen, men alligevel kan vejret overraske. Omkring 20. marts blev det meget overskyet og luftfugtigheden steg, og pludselig begyndte det at regne. Kun få dråbet men alligevel. I løbet af natten fik vi et ordentligt regnskyl, så det var helt frisk at komme udenfor næste morgen, hvor vandet stadig løb i nogle af gaderne. Det er langt fra hvert år, at det sker i tørken, men er på den anden side heller ikke helt usædvanligt. Dejligt var det i hvert fald.

Lørdag den 25. marts tog jeg ud til lufthavnen. Lisbeth havde taget beslutningen om at besøge mig i Mali for at se, hvordan vi bor og lever hernede. Det blev en rigtig hyggelig uge. Jeg havde taget leave fra om søndagen, så vi kunne være sammen hernede.
Søndag morgen havde vi møde på kontoret, hvilket var blevet henlagt til et hotel, der ligger lige op ad floden. Her sad vi så og fik morgenmad, hvor Lisbeth kunne hilse på alle mine kollegaer, jeg arbejder med til dagligt. Det var faktisk et arbejdsmøde, men under hyggelige former. Efter mødet kørte vi så hjem. Eftermiddagen blev brugt til at gå en tur i nabolaget og lave en dejlig lammekølle til aftensmad.

Frisk mango til morgenmad på terrassen

Mandag brugte vi meget passende på at køre en tur til Le Campement, som ligger i byens udkant. Det er et fint sted, med flere swimmingpools, hiking områder og forskellige sportsbaner - og restauranter. Ren afslapning ved poolen. Svend havde halv fridag, så vi tog afsted alle 3.
Aftensmaden blev indtaget på byens mest populære italienske restaurant.

Kan godt røbe, at denne mus ikke har mange sekunder tilbage

Tirsdag kørte Lisbeth og jeg til en nationalpark, der ligger i Bamako. Et rigtigt hyggeligt sted, hvor der er helt fred fra byens konstante larm. I parken ligger også landets nationalmuseum. Det er ikke særligt stort, men absolut et besøg værd.
Efter frokost gik vi en tur i zoo, der ligger lige op ad parken. Den er ikke særlig stor, men overraskende pæn og velholdt. Det var midt på dagen, så de fleste dyr var ikke særligt aktive, bortset fra de slanger, der blev fodret med levende mus, mens vi stod og så på.

Svend havde en fotoopgave i Timbuktu, så han forlod os allerede kl. 04.00 om morgenen for at nå sit fly.

Onsdag blev brugt på en tur ud af byen. Foregik mest i bilen, hvor der var aircondition. Havde en fin tur, hvor vi fandt en (for mig) ukendt vej tilbage til Bamako. På den måde vi fik begge set noget helt nyt.

Samme aften var Lisbeth og jeg inviteret til middag hos ambassadøren. Hun havde meget venligt inviteret til en hyggelig "familiemiddag" med hende og hendes mand. Det var rigtigt hyggeligt og blev halvsent, før vi gik hjem. Ambassaden ligger kun 20 minutters gang fra vores hus. Det kom til at foregå i mørke, da strømmen i bydelen forsvandt, netop da vi var ved at gå fra ambassadøren. Normalt varer en strømafbrydelse under en time, men ikke den aften. Den varede ved i flere timer, så det var stinkende varmt at lægge sig til at sove. 35 grader i soveværelset! Efter et par timer kom strømmen tilbage, kun for kort tid efter at forsvinde igen. Og sådan fortsatte det hele natten. Godt man ikke skulle på arbejde dagen efter.

Udsigt fra liggestolen

Torsdag kørte vi til Badalodge. Det er ren luksus at ligge i en solseng og slappe af i skyggen af palmerne. Efter tjeneren havde været forbi med menukortet, så vi kunne bestille frokost, bestod vores aktivitet primært i at springe i poolen.
Badalodge ligger i udkanten af byen, helt nede ved floden, og er et refugium for især internationale, der vil væk fra Bamako i weekenden. Til hverdag bliver det heldigvis dog også brugt af de lokale (der har råd til det).

En del af ruten lå under mangotræerne

Fredag var så sidste dag i Bamako (troede vi). Vi havde billetter til fly hjem om aftenen, så en del af dagen blev brugt til diverse indkøb, herunder ca. 20, solmodne mangoer, som vi ville have med hjem. Vi havde planlagt gæster om søndagen i Nr. Dalby, så vi regnede med at cocktails med frisk mango ville falde i god jord.

De er altså sjove og spændende, sådanne hvide mennesker...

For at forberede os på flere timer i et fly, besluttede vi at køre ud af byen og gå en tur. Vi gik samme rute, som Hash House Harriers havde lagt til os ugen forinden. Det var varmt, men dejligt at gå turen, hvor en del af ruten lå i skyggen af mangotræer. Det vakte som altid opmærksomhed, når to hvide kommer gående i sådanne områder, men primært i form af venlighed og nysgerrighed. Man føler sig helt tryg, også selv om vi er langt fra byen og mobildækning.

Efter at have pakket, kørte Svend os til lufthavnen, hvor vi tog afsked med ham. Det gik mistænkeligt let med at chekke ind, så ikke lang tid efter sad vi i afgangshallen, klar til afgang.
Lisbeth gik for at hente noget vand, hvor hun overraskende mødte en tidligere kollega fra Cowi, som hun har arbejdet meget sammen med. Det var meget hyggeligt at møde ham igen. Han er oprindeligt franskmand, og opfattede derfor straks, hvad der pludselig blev sagt i højtaleren: "Air France flyet til Paris er desværre aflyst"!
Det blev selvfølgelig kun sagt på fransk og uden yderligere forklaring. Det korte af det lange er, at jeg måtte ringe efter Svend, der hentede os tilbage til huset. Vi fik at vide, at et andet fly ville komme til Bamako og tage os med lørdag kl. 13.00, så lørdag morgen var vi igen i lufthavnen. Det betød 2,5 timer i kø, før vi endelig var tilbage i afgangshallen. Vi nåede ikke vores flyforbindelse til København fra Paris, så igen i kø til Air France for at få hotelovernatning, så vi dog kunne få 3,5 timers søvn i en rigtig seng. 24 timer forsinket kom vi så endelig til København søndag formiddag, hvor jeg skulle på leave de næste 10 dage (nå, nej, 9 dage.....).
Og ja, vi havde gæster søndag, en time efter vi kom hjem. De dejlige mennesker havde sørget for indkøb, bagning m.v., så vi skulle stort set bare sørge for mango-cocktails. Rigtigt hyggeligt.

Så fik jeg også prøvet hash...

For et par opslag siden skrev jeg om tilbuddet om et andet hus, med swimmingpool, som vi blev stillet i udsigt. Det bliver desværre ikke til noget alligevel. Det lød rigtigt godt, men desværre var sikkerheden omkring huset ikke helt samme standard, som det vi bor i i dag, og som vi grundlæggende er glade for, så vi lod det fare. Så må vi bare tage et ekstra brusebad engang imellem :-).

Det er blevet ganske varmt hernede. Temperaturen kommer kun under 30 grader tidligt om morgenen og omkring 40 om dagen. April og maj skulle efter sigende være endnu værre. En fordel har det dog. Det er for varmt selv for myggene, så selv om de ikke er helt forsvundet, er problemet med dem drastisk reduceret. Vi kan nu holde døren åben om aftenen, så vi får lidt "frisk" luft ind i huset uden samtidigt at lukke hundrevis af myg ind.

Flere hernede har opfordret mig til at prøve hash, som åbenbart er meget almindeligt både i Mali og andre steder, hvor internationale er udstationeret. Efter sigende skulle det virke både trættende men samtidigt også opløftende og i de fleste tilfælde bringe en ud af dagligdagens rutiner og virke stimulerende på sind og tankevirksomhed.

Man får varmen, men omgivelserne er dejlige

Selv om jeg aldrig har prøvet det før, besluttede jeg at prøve det. Der skal jo være en første gang for alting. Jeg fik oven i købet lokket Svend med på ideen, så jeg ikke var alene om det.
Lørdag eftermiddag kørte vi ud af Bamako til et øde sted, hvor vi parkerede bilen og mødtes med alle andre, der også var med på den. Da vi var nye i selskabet, blev vi placeret i midten af flokken og skulle meget kort præsentere os selv. Derefter blev vi sendt ud på en vandretur, som denne dag var noget kort, kun lige under 4 km. Ruterne ligger normalet på 5-6 km, så det var en blid start. Man kunne selvfølgelig også have valgt en løbetur, der var lidt længere....

Unge piger (og Svend) på ruten, der gerne stillede op til foto

Hash er i øvrigt den korte udgave af "Hash House Harriers" (HHH). Det er navnet på en organisation, bestående af frivillige, der første gang så dagens lys i 1950 og som eksisterer i mange af de lande i verden, der har internationale udstationeret. Frivillige arrangerer hver lørdag eftermiddag en gå- og løbetur et eller andet sted udenfor byen, og HHH har det gode erklærede formål, at

- fremme fysisk træning blandt medlemmerne,
- kurere tømmermænd,
- skabe en god tørst og tilfredsstille den i øl, og
- overbevise ældre medlemmer om at de ikke er så gamle, som de føler sig!
(hvem dét så end er?)

Ankomst til endestationen 

Meget smukt formål.

Der er gå- eller løbetur hver lørdag eftermiddag et eller andet sted udenfor byen, så det er ikke sidste gang, vi er med på denne.

Med TV2 i Timbuktu

Onsdag aften var det en tur til lufthavnen for at tage imod delegationen. Det var 2 journalister og en fotograf fra TV2, der længe har planlagt at lave en reportage om dansk politi i Mali for programmet Station 2.

Herculesflyet, der transporterede os til Timbuktu

Da de selvf'ølgelig havde en masse elektronisk udstyr, tog det nogen tid, før de kom ud af lufthavnen, men det lykkedes da. På grund af administrativt koks (mildt sagt!) havde jeg ikke fået et FN-køretøj til at transportere dem i, så to af dem, Peter og Ulf, måtte tage en taxa til hotellet, mens Anders kørte med mig i vores Mercedes. På hotellet mødte vi den tolk, TV2 havde hyret til at assistere dem.

Torsdag morgen mødtes vi kl. 07.30 i lufthavnen igen. Det viste sig, at transporten til Timbuktu skulle foregå i et Hercules fly. En lidt alternativ transportform, men det fik os da nordpå og kl. 11.40 landede vi i lufthavnen i Timbuktu, hvor Jesper tog imod os. Det var også her, vi fik et indblik i, hvordan optagelser finder sted. Der skulle gås ind og ud af lufthavnen et par gange, før optagelsen var på plads.

Foto fra HQ

Jesper kørte os alle til Headquarter, hvor vi skulle opholde os den næste uge. HQ er bygget op omkring et gammelt hotel og ligger nærmest i en sandkasse. Missionen har kun meget lidt plads til gæster i Timbuktu og alt var optaget. Heldigvis var 3 svenskere netop taget på leave, og vi havde fået lov til at bruge deres værelser.
Efter at have smagt på maden i restauranten, var det tid til at møde Regional Commander. Det er almindelig høflighed at aflægge besøg og give ham lejlighed til at fortælle lidt om missionen. Det blev til over en times foredrag, og journalisterne forsøgte forgæves at fortælle ham, at de altså var kommet for at filme danske betjente og ikke for at mødes med en masse ledere. Det lykkedes nu meget godt at undgå det i løbet af ugen.

Samtale med journalist Anders Lomholt (vært på Station 2)

Ambulance fra det lokale hospital

Fredag kørte vi på patrulje til Toye, en by der ligger en lille times kørsel fra Timbuktu. Det var noget af en kortege, der skulle til for at køre denne patrulje. Vi blev escorteret af Minusma Force (militæret) Vi blev pakket ind af ikke færre end 6 køretøjer. Forrest kørte en mandskabsvogn, derefter kom vi (Carsten, hans kollega, jeg, 3 journalister og en tolk) i et pansret køretøj og bag os endnu 5 køretøjer, 2 APV (Armed Personnel Vehicle), 2 lastbiler (til at trække os fri, hvis vi kørte fast) og en ambulance! Ikke desto mindre blev vi godt modtaget i Toye. Desværre var borgmesteren ikke hjemme, da vi aflagde høflighedsbesøg, men et besøg på det lokale hospital blev det til. Her fortalte den kvindelige læge og direktøren (samme person), at deres største problem var mangel på elektricitet. Derudover var de godt tilfredse.

Vaske- og badedag i Hondou-Bomen

Vi besluttede at gå en tur i byen, hvilket blev rigtigt hyggeligt. Vi blev inviteret indenfor i en stor, åben gård, hvor en mand boede med sine 2 koner og rigtigt mange børn. Han gav udtryk for, at han var meget glad for FN og missionen i Mali, og at vi var med til at skabe større tryghed i nærområdet. Det var jo dejligt at høre.

Lørdag var det igen på langtur, denne gang til en havneby der hedder Hondou-Bomon. Byen ligger på en ø i Niger og er derfor en havneby. Denne gang havde vi de maliske gendarmer med.
Igen blev vi godt modtaget og straks ført til byens "ældste" for at mødes med ham. Byens "ældste" er ikke nødvendigvis den ældste i byen, men en ældre herre, der ofte har mere at skulle have sagt en borgmesteren. Befolkningen respekterer den ældste og hans ord er lov.

Markedspladsen

Efter at han havde fortalt lidt om sikkerhedssituationen, gik vi en tur gennem byen og markedet nede ved vandet. Det var et fantastisk scenarie og TV2 fik vist nogle rigtigt flotte fotos, herunder også fine billeder med deres drone. Til gengæld viste det sig rigtigt svært at få de maliske gendarmer til at bestille noget. TV2 ville rigtigt gerne havde nogle skud med det lokale politi i arbejde.
De skulle såmænd bare kontrollere nogle køretøjer, men selv det fandt de mange undskyldninger for ikke at gøre. De løftede med andre ord ikke en finger på hele vores tur - sådan politimæssigt.

Lørdag aften havde Jesper og Carsten inviteret os alle til grillaften på taget af deres hus. Med vin, øl, vand, pastasalat og grillede pølser i massevis, samt aftentemperatur på omkring de 26-28 grader, blev det en rigtig hyggelig aften.

På patrulje i Timbuktu

Søndag var egentlig en afslapningsdag for os, men viste sig mere dramatisk end godt var. Et resultat af fredsprocessen i Mali er, at der skal indsættes midlertidige myndigheder/byråd i mange byer, herunder Taoudenit i den nordlige Timbuktu region. Det skulle markeres mandag, men søndag morgen var der en stor demonstration udenfor Minusma HQ, hvor mellem 500 og 1000 personer demonstrerede mod de midlertidige myndigheder. Demonstrationen var fredelig, men søndag eftermiddag angreb en bevæbnet gruppe en militær kontrolpost i udkanten af byen og jog de maliske soldater på flugt. I løbet af aftenen angreb de, med skarpe skud igen, og hele natten havde de erobret 3 kontrolposter i byens udkant.
Det betød selvfølgelig, at der mandag morgen var krisemøder, hvor det blev besluttet at fortsætte Minusma patruljer i byen, dog ikke i nærheden af de erobrede kontrolpunkter.
Det blev en god tur, hvor TV2 fik rig lejlighed til at dokumentere maliske myndigheder i gang med at kontrollere køretøjer.

Del af den berømte Djingareyber Moske

Så på trods af den skærpede situation, blev det også en god dag.

De sidste par dage blev rigtigt gode med patruljer i Timbuktu by. Vi fik set forskellige steder, blandt andet pladsen hvor jihadisterne piskede folk og huggede hænderne af dem, når de ville straffe indbyggerne. Uhyggeligt at tænke på, at det var det regime, folk levede under for bare 3-4 år siden. Ikke underligt, at de fleste gav udtryk for stor glæde over at Minusma er i landet og er med til at øge sikkerheden for den enkelte borger.

Sværd-dans til bryllup

Heldigvis mødte vi også glæde under vores tur. Vi var heldige at rende i et bryllup, der blev fejret med dans midt på gaden. Det var en traditionel tuareg-dans, hvor både mænd og kvinder dansede en sværd-dans i midten af en flok syngende og klappende bryllupsgæster. Vi blev igen modtaget fint og fik lov til at filme. Heldigvis blev vi ikke indbudt til at danse med. Vi havde heller ikke vores sværd med :-).

Onsdag morgen var det så tid til at sætte kursen mod Bamako igen. I lufthavnen mente man, at vi kom for sent til check-in, så der var lidt drama om hvorvidt vi kunne flyve eller ej, men det lykkedes heldigvis til sidst.

Den lokale slagter (ja, de sorte prikker er fluer!)

Journalisterne skulle rejse til Danmark allerede samme aften, men inden nåede vi at besøge den danske ambassadør, der over en hyggelig middag fortalte lidt om situationen og udviklingen i Mali.
Alt i alt en spændende uge.
Og tak til Peter fra Tv2 for billederne!

Farvel til Bamako - for en tid

Endelig lykkedes det at få alle papirer på plads i forbindelse med bilen. Registreringsattesten er nu i hus og også en såkaldt vignet, der viser at man har betalt for at få lov til at køre i landet, er betalt. Som I kan se på billedet, skal vignet, forsikring og bevis for sikkerhedsudstyr i bilen sidde i forruden og er det første, politiet kontrollerer, når de laver færdselskontrol i byen. Det gør de faktisk hver dag, og der skal slippes skillinger til betjenten, hvis det ikke er i orden.

Svend er tilbage i huset med friske forsyninger, så p.t. står den igen på smørrebrød til aftensmad med både leverpostej, spegepølse, roastbeef, ost og andre lækkerier. Det er også dejligt nemt, når man kommer hjem fra arbejde.

Noget andet, der også har fyldt en del på det sidste, er forberedelserne til den delegation fra Danmark, der kommer i morgen. Det er meningen, at jeg sammen med dem rejser til Timbuktu på torsdag, hvor jeg får lejlighed til at besøge de danske kollegaer der. Og selvfølgelig set en del af Mali, jeg endnu ikke har set.
Og ja, er du i tvivl om, hvor Timbuktu ligger, så læs din Anders And. Det er dér, hvor Anders And altid flygter til, når han har behov for at komme væk fra Andeby.
Ses her på bloggen om ca. 10 dage, da jeg skal være en uges tid i Timbuktu.

Nyt hus?

De sidste 10 dage har været præget af forkølelse på kontoret. Alle har haft en omgang, og ikke nødvendigvis samtidigt. Der bliver stadig hostet lidt, men heldigvis er det ved at være overstået. Tror faktisk, at det er min første forkølelse hernede, så det er vel ganske godt gået.

Der har i den forgangne uge været stille i huset. Svend er på leave, så jeg er alene, hvilket selvfølgelig kan være meget rart - men er også lidt kedeligt! Godt at vi har Netflix!
Dog har jeg haft besøg både fra Timbuktu og fra Mopti med kollegaer på vej til eller fra leave, så lidt selskab har jeg da haft.
Jeg har også fået godt gang i rugbrødssurdejen, som jeg tog med, da jeg rejste herned for 14 dage siden. Svend og jeg bager stort set al brød selv, både rugbrød og det hvide, hvilket er en stor forbedring af de flutes, man normalt spiser her i landet. Totalt intetsigende.

Vi har fået en ny kollega på kontoret, en franskmand. Det passer mig fint, for vi har lovet at hjælpe hinanden med vores sprog, så mit franske og hans engelske bliver bedre.
Jeg har haft rigtig god gavn af ham i forbindelse med at få diverse papirer i orden i forbindelse med vores bil. Tre gange har vi nu været på "motorkontoret" for at få en ny registreringsattest, men det er et administrativt helvede at få denne. Sidste gang skruede min nye kollega bissen på og fik fremskyndet processen, efter trusler om alle muligt ulykker, så onsdag skulle den være klar. Håber jeg!
Det er en kæmpe forbedring af vores daglige transport, at vi nu har eget køretøj.

Vores landlord (udlejer) kom forleden og sagde, at han har et andet hus i nærheden, som vi gerne måtte leje, hvis vi havde lyst til at skifte. I søndags var jeg så forbi huset for at se på det. Det er næsten dobbelt så stort, som det vi har og med swimmingpool!
Derudover sagde han, at han var meget tilfreds med os som lejere, så selv om huset normalt koster mere end 50% mere i leje, så kunne vi bo i det til samme pris som i dag.
Jeg slog selvfølgelig til, men der er dog et udestående problem. Det er nemlig helt uden inventar af nogen slags, så jeg skal lige have aftalt med ham, at vi tager alle møbler m.v. med fra det nuværende hus og at han arrangerer flytningen. Nu må jeg se, hvad jeg kan få aftalt med ham.

I øvrigt en interessant udvikling, at han er tilfreds med os som lejere. Da vi i august indgik aftale med ham, var han meget skeptisk, da han fandt ud af, at vi arbejder for MINUSMA. Faktisk var det ikke sikkert, at han ville leje huset til os, hvis han havde vidst det på forhånd. Han var nemlig tidligere blevet snydt af nogle kollegaer, der arbejdede i missionen. Så vi må jo have opført os nogenlunde ordentligt :-).

Transportproblemet løst - af os selv!

Så er vinteren ved at være forbi. Bare i løbet af de 10 dage, hvor jeg var på leave, er der sket en mærkbar stigning i varmegraderne, både dag og nat. Udsigten for denne uge siger små 40 grader i dagtimerne, så skyggen er velbesøgt ☀

Svend og jeg fortsatte vores jagt efter et køretøj, og var ud at både se og prøvekøre nogle stykker i ugen efter jeg kom tilbage. Det endte med, at vi kørte tilbage til en af de første biler, vi så på og bad om en ny prøvetur. Efter den var vi enige om, at vi nu skulle være ejere af vores første Mercedes Benz 200 CDI. Forhandleren forsøgte selvfølgelig at presse prisen op, men vi var standhaftige og fik den for den pris, vi havde bestemt os for vi ville betale.

Til gengæld viste det sig, at man ikke bare kan gå i en bank og hæve et relativt stort beløb. Det betød, at vi hver dag i 4-5 dage måtte hæve penge i en pengeatutomat for at få nok til at betale forhandleren. Og det er selvfølgelig heller ikke bare lige at få omregistreret, få forsikring, betalt vejskat med videre, så den proces fortsætter.
Men vi er rigtigt glade for vores bil og for at vi ikke længere behøver at køre i shuttle-busser!

Lørdag stod den på afskedsfest for nuværende Chief of Staff. Han havde inviteret masser af kollegaer hjem til sig til mad og drikke, hvilket var ganske hyggeligt. Sluttede relativt tidligt, så mens andre drog videre ud i byen, kørte nogle hollandske kollegaer mig hjem. Ikke for at være kedelig, men jeg kunne mærke, at jeg ikke havde det specielt godt, så jeg havde brug for en god nats søvn.
Søndag havde jeg lidt feber og ondt i halsen, så nattens beslutning var øjensynlig fornuftig. I skrivende stund, mandag, har jeg det noget bedre, så formentlig bare en forkølelse.

Derudover er jeg igen i gang med at planlægge endnu et besøg hjemmefra, denne gang en delegation, der primært vil besøge Timbuktu. Det giver mig forhåbelig anledning til at besøge kollegaerne i Timbuktu i en lille uges tid. Det bliver spændende.
Jeg havde egentlig også planlagt et kontingentmøde i marts måned, hvor kollegaerne kunne komme til Bamako en weekend, men den netop afgåede Chief of Staff nægtede at godkende, på trods af reglerne egentlig siger, at vi har lov til et sådant møde hver 3. måned. Han sagde, at der er lavet en "intern" regel, der siger hver 6. måned, så det må desværre lade vente på sig.

At MINUSMA er en stor og ind i mellem tung organisation, tror jeg, jeg har beskrevet. Men selvfølgelig er der mange gode ting, der bliver lavet af eller i MINUSMA. Et lille eksempel er fra sidste uge, hvor det tyske kontingent havde fået samlet en masse tøj og legetøj, som de fordelte til en børnflok i et hjem for forældreløse.
Fantastisk initiativ - og vel næppe nødvendigt at sige, at børnene var begejstrede.

Fra plus til minus

Desværre viste det sig, at terroranslaget i Gao i sidste uge var værre end først antaget. Dødstallet steg i løbet af dagen til 77, mens antallet af sårede kom op på godt 100.

Heldigvis havde man dagen forinden kørt alle børnesoldater til en anden lejr, så der var ingen børn blandt de tilskadekomne.
Til gengæld ser det foreløbigt ud til, at de ramte grupper har besluttet at fortsætte med fredsprocessen, hvilket vil være helt fantastisk, hvis det holder. Så er der håb for fremtiden alligevel.

I lørdags var der en fredelig demonstration i Bamako, dels for at demonstrere mod terrorisme og dels for at vise sin opbakning og sympati med ofrene i Gao.

Svend og jeg har længe talt om vores transportproblem, som vi desværre selv kommer til at løse. Der er ingen vilje andre steder til at løse det, så vi bliver nødt til at købe en bil til de sidste 6 måneder, vi er i missionen. Urimelig udgift, men eneste udvej, hvis vi vil undgå de såkaldte shuttle-busser, der dels er ubehagelige og dels et oplagt terrormål, hvis nogen vil MINUSMA noget ondt i Bamako.
Vi har derfor brugt et par dage på at besøge bilforhandlere, ikke mindst for at få en ide om prisniveauet. Så må vi se, hvad vi ender med at købe.

Lejren, jeg arbejder i, er i løbet af de 6 måneder, vi har været her, blevet voldsomt udbygget. Desværre kniber det stadig med at få welfare på plads. Butikken, vi ofte handler i (PX), ligger stadig i en anden lejr, ca. 30 minutters kørsel fra vores.

Branddam, som forhåbentlig snart er klar 

Dette på trods af, at de fleste afdelinger dér nu er flyttet til vores lejr. Også motionsrum mangler stadig. Det har godt nok stået der i mange måneder, men man havde ved opførelsen glemt, at der også skal stå tunge maskiner, hvilket et blødt gulv i en containerbygning ikke kan bære. Nu er der så kommet fast gulv på, men man har så glemt at bestille de måtter, maskinerne skal stå på, så vi venter stadig.
Vi venter også på, at den lokale branddam bliver færdig. Der er lavet en stor brandam, som det officielt er, men den er lavet som swimmingpool, så vi måske kan bade i den to timer lange frokostpause, vi er tvunget til at afholde midt på dagen.

Desværre bød sidste uge på et trist farvel til gode kollegaer. Da vi kom herned for 6 måneder siden, ankom vi sammen med blandt andre nogle hollandske kollegaer, som vi har haft det rigtigt sjovt sammen med. At vi de første 4 måneder også boede næsten ved siden af hinanden gjorde, at vi så hinanden dagligt og at vi ofte kørte sammen med dem, i deres bil, til og fra arbejde.

Police Commissioner holder afskedstale for hollænderne

Nicole, en kvindelig kollega, arbejdede i personaleafdelingen, hvor hun blev meget populær, dels fordi hun arbejdede meget og dels fordi hun var særdeles hjælpsom overfor alle, der bad om hjælp. Roberto (i lyserød) er en ualmindelig rar og hyggelig kollega, der kørte natpatrulje i det halve år, han var her, og havde det rigtigt godt med det. Ærgerligt, at de skulle hjem efter 6 måneder, men det er jo betingelserne i en mission.
Billedet er fra deres afskedsreception, hvor der traditionelt er masser af taler, fine ord og god mad bagefter.

Nu vil jeg så glæde mig til min næste leave. Der var desværre nogle problemer med at få den godkendt før jul, da Maria og jeg skulle på leave samtidigt, hvilket normalt er no-go. Problemet var bare, at vi begge havde planlagt og betalt for vores ferie, før jeg kom til Strategic Planning, så vi havde et problem. Heldigvis viste Police Commissioner sig som en fornuftig mand, da vi havde sørget for afløsning på kontoret, så han godkendte min leave. Det betyder, at jeg i aften (onsdag) kl. 23.40 sætter mig i flyet mod Paris og København, så vi efterfølgende kan tage på skiferie i Norge. Bliver koldt at gå fra plus 30-32 grader til minus 10-15 grader, men det bliver fantastisk med noget frisk luft i lungerne.
Glæder mig.

Bloggen holder pause indtil jeg er tilbage i Mali igen den 6. februar.

Foto fra skiferien i 2015

Kæmpe anslag mod fredsprocessen i Mali

Lige siden vi kom til missionen, har vi hørt om et topmøde, der skulle finde sted i januar måned i år. Det er et såkaldt "French-African Summit", som består af frankofone lande og som mødes et eller andet sted i verden hvert andet år for at diskutere udvikling og samtidigt styrke det franske sprogs udbredelse. Der er ca. 3000 deltagere med den franske præsident i spidsen.
Mali har forberedt sig længe og især i Bamako har man gjort en kæmpe indsats for at forskønne byen de steder, hvor mødedeltagerne vil køre og opholde sig.

Mødet blev gennemført fredag og lørdag i sidste uge. Det betød blandt andet, at den mest trafikerede bro over floden Niger, der deler Bamako i to, blev lukket for almindelig trafik, ligesom hele vejen mellem lufthavnen og et centralt område i byen blev spærret af.
Det medførte selvfølgelig trafikale udfordringer i resten af byen i en sådan grad, at langt de fleste af os blev bedt om at arbejde hjemmefra fredag til søndag, hvilket ville sige åbne sin pc og holde telefonen tændt.
Vi var en del, der frygtede at terrorister ville benytte sig af lejligheden til at markere sig i hovedstaden, men mødet forløb uden større problemer og hændelser. Et stort cadeau til de lokale myndigheder, der har gjort et kæmpe arbejde for at det skulle gå godt.

Weekenden blev blandt andet brugt til at hygge sig med lækkerier hjemmefra. Svend vendte tilbage til Bamako og havde tasken fuld af udstyr til masser af højbelagt smørrebrød.

At han også er fantastisk til at lave dem, gjorde at jeg kunne læne mig tilbage og udfylde den smørrebrødsliste, han havde udarbejdet til lejligheden.
Vi inviterede Ivan, som jeg tidligere har fortalt om, til middag og vi havde en rigtig hyggelig aften, der sluttede en kende sent. Men hvad, der var jo også øl og gammel dansk (i mangel af snaps) til maden, så stemningen var helt som den skulle være.

Hvad vi desværre ikke har fundet en løsning på, er vores transport hernede. FN har ikke køretøjer nok, så vi har ikke eget køretøj, Der er desværre heller ikke den store lyst til at kaste sig ud i en kamp med de, der har nøgler til køretøjerne, så alle får nytte af bilerne, så indtil videre har vi måtte køre med shuttlebusser, der morgen og aften kører ad samme ruter og samler ansatte op.
Det er i virkeligheden mod FNs egne anvisninger, der netop siger, at vi af sikkerhedsgrunde bør køre ad forskellige ruter og på forskellige tidspunkter.
Jeg har klaget et par gange over forholdene, men bliver afvist med, at vi jo ikke er de eneste, der har det problem! Rigtigt godt argument.
Vi har nu givet op og har besluttet at se på brugte biler hernede. Selv om det er urimeligt, bliver vi nødt til at købe en bil, så vi ikke behøver løbe den risiko det er at køre med disse shuttlebusser.

Desværre blev Mali i går (18. januar) ramt af det måske værste terrorangreb nogensinde. Som led i fredsprocessen, er der indgået aftaler mellem nationale og internationale parter, at give frit lejde til terrorister, der vil nedlægge våbnene og i stedet indgå i nogle fælles patruljer, der skal mindske fjendskabet mellem dem og i stedet anvende deres "evner" til at skabe en form for lov og orden. En del terrorister er gået med på dette (også fordi de bliver betalt for det). Alle har henvendt sig til en militær lejr i Gao, hvor blandt andet danske politifolk har været med til at registrere dem og fratage dem deres våben.
I går kørte en bil, der lignede en lokal politibil, ind i lejren og udløste en selvmordsbombe. Endnu ikke bekræftede tal siger, at 72 blev dræbt og 134 såret. Der var heldigvis ingen internationale politifolk til stede i lejren på det tidspunkt.

Foto fra France24.com efter terrorangrebet

Der er selvfølgelig en stor efterforskning i gang, og en terroristgruppe, Al Mourabitoune, der er allieret med Al Qaida, har påtaget sig ansvaret. Det er nemlig langt fra alle, der har lyst til at få fred i Mali. Det vil ødelægge lukrative "forretninger" for dem, mens andre kæmper for at indføre sharia i hele landet, så de vil heller ikke have fred eller aftaler med nogen.
Nu håber alle, at angrebet vil få de forskellig grupper til at stå sammen, men samtidigt frygter man, at de i stedet vil have hævn og igen begynder at bekrige hinanden. Hvad der sker, vil de nærmeste dage vise.
Men det er desværre også en klart eksempel på, hvor skrøbelig hele fredsprocessen er i Mali og at der er en grund til, at FN og andre er til stede i landet.