A bientôt Mali

Vi kan godt mærke, at regntiden er ved at være på vej. Toppen er taget af temperaturerne (i hvert fald de fleste dage), så vi nu ikke er over 40 grader, og der er så småt begyndt at falde regn. Det styrter ned i en kortere tid, hvorefter solen igen skinner. Luftfugtigheden har så til gengæld fået et nyk opad, men det renser luften og får støvet til at lægge sig, så det er ganske behageligt.
Hvad der til gengæld ikke er så behageligt, er de mange strømafbrydelser. Senest i forgårs, kort tid efter vi var kommet hjem, havde vi en strømafbrydelse på halvanden time. Varmen bliver helt ulidelig, og der er desværre ikke meget at gøre ved det. Lørdag nat i sidste uge forsvandt strømmen også, og det blev nødvendigt for mig at tage mit myggetelt ud i haven og lægge mig til at sove der. Der var da i det mindste lidt bevægelse i luften, men man driver alligevel af sved. Afbrydelsen varede ca. 12 timer, så vi fik i det mindste afrimet vores fryseboks.

En lille grønthandler....

Efter dårlig søvn natten til søndag, skulle Svend og jeg mødes med ambassadøren og nogle danskere fra andre organisationer i forbindelse med, at en af dem skulle rejse hjem. Vi nåede dog ikke langt, for i et af de første sving faldt venstre forhjul af bilen, så vi kurede videre på bremseskiven. Det skete vel at mærke kun 3 dage efter, vi havde bilen til mekaniker, hvor de havde begge forhjul af.
Heldigvis var der straks flere venlige afrikanere, der stødte til for at hjælpe, og én kendte en mekaniker i nærheden, der blev hidkaldt. Efter halvanden time var vi køreklare igen, omend karroseriet havde taget nogen skade.
Mandag kørte vi selvfølgelig tilbage til vores sædvanlige mekaniker, der ærligt sagde, at han faktisk godt var klar over, at boltene til hjulene var for korte, men de havde ikke skiftet dem, da de satte hjulene på igen. Han lovede derfor at betale for skaderne på bilen!

Desværre var der igen i denne uge et angreb mod Supercamp i Timbuktu. Det andet på kun 12 dage. Flere morterer blev sendt ind i lejren og sårede 4 UN-folk, mens 3 maliske soldater udenfor lejren kom til skade. Heldigvis ingen dræbte denne gang. Og heldigvis ingen danskere i lejren under angrebet.

Hos os i Bamako er der efterhånden "hverdag" over det. Vi møder hver morgen kl. 8 og efter at have kontrolleret indboksen i Outlook er det tid til kaffe. Det foregår som regel sammen med vores gode, hollandske kollegaer. Resten af formiddagen er det så kontorarbejde med udarbejdelse af rapporter, forberedelse af møder og lignende. Og så selvfølgelig kontingentarbejde.

Jo, der er også cyklister i Bamako :-)

Vi er "velsignet" med 2 timers frokostpause, så når salaten (!) er indtaget, sidder vi i halvanden time og venter på at genoptage arbejdet kl. 14. Vi har undersøgt, om det dog ikke er muligt at skære pausen ned til én time, og så til gengæld køre hjem kl. 17.00, men det vil visse chefer ikke være med til. De sover nemlig til middag, så de er godt tilfredse med to timers pause.
Resten af eftermiddagen foregår som regel også bag skærmen, kun afbrudt af endnu en kaffepause, indtil kl. 18.00, hvor vi kører hjem. Derudover kan der være møder eller andre arrangementer at deltage i.
Vi er til gengæld blevet rigtigt glade for vores Hash-ture. De er et dejligt afbræk fra dagligdagen hver lørdag og herligt at komme ud af byen og opleve naturen på nært hold.

Den næste store afbrydelse af ovenstående finder sted fra i morgen aften, hvor jeg vender snuden hjem til Danmark for at holde godt 3 ugers leave. Det bliver skønt. Så forvent ingen opdateringer her på bloggen før om godt en måned :-).