Fra plus til minus

Desværre viste det sig, at terroranslaget i Gao i sidste uge var værre end først antaget. Dødstallet steg i løbet af dagen til 77, mens antallet af sårede kom op på godt 100.

Heldigvis havde man dagen forinden kørt alle børnesoldater til en anden lejr, så der var ingen børn blandt de tilskadekomne.
Til gengæld ser det foreløbigt ud til, at de ramte grupper har besluttet at fortsætte med fredsprocessen, hvilket vil være helt fantastisk, hvis det holder. Så er der håb for fremtiden alligevel.

I lørdags var der en fredelig demonstration i Bamako, dels for at demonstrere mod terrorisme og dels for at vise sin opbakning og sympati med ofrene i Gao.

Svend og jeg har længe talt om vores transportproblem, som vi desværre selv kommer til at løse. Der er ingen vilje andre steder til at løse det, så vi bliver nødt til at købe en bil til de sidste 6 måneder, vi er i missionen. Urimelig udgift, men eneste udvej, hvis vi vil undgå de såkaldte shuttle-busser, der dels er ubehagelige og dels et oplagt terrormål, hvis nogen vil MINUSMA noget ondt i Bamako.
Vi har derfor brugt et par dage på at besøge bilforhandlere, ikke mindst for at få en ide om prisniveauet. Så må vi se, hvad vi ender med at købe.

Lejren, jeg arbejder i, er i løbet af de 6 måneder, vi har været her, blevet voldsomt udbygget. Desværre kniber det stadig med at få welfare på plads. Butikken, vi ofte handler i (PX), ligger stadig i en anden lejr, ca. 30 minutters kørsel fra vores.

Branddam, som forhåbentlig snart er klar 

Dette på trods af, at de fleste afdelinger dér nu er flyttet til vores lejr. Også motionsrum mangler stadig. Det har godt nok stået der i mange måneder, men man havde ved opførelsen glemt, at der også skal stå tunge maskiner, hvilket et blødt gulv i en containerbygning ikke kan bære. Nu er der så kommet fast gulv på, men man har så glemt at bestille de måtter, maskinerne skal stå på, så vi venter stadig.
Vi venter også på, at den lokale branddam bliver færdig. Der er lavet en stor brandam, som det officielt er, men den er lavet som swimmingpool, så vi måske kan bade i den to timer lange frokostpause, vi er tvunget til at afholde midt på dagen.

Desværre bød sidste uge på et trist farvel til gode kollegaer. Da vi kom herned for 6 måneder siden, ankom vi sammen med blandt andre nogle hollandske kollegaer, som vi har haft det rigtigt sjovt sammen med. At vi de første 4 måneder også boede næsten ved siden af hinanden gjorde, at vi så hinanden dagligt og at vi ofte kørte sammen med dem, i deres bil, til og fra arbejde.

Police Commissioner holder afskedstale for hollænderne

Nicole, en kvindelig kollega, arbejdede i personaleafdelingen, hvor hun blev meget populær, dels fordi hun arbejdede meget og dels fordi hun var særdeles hjælpsom overfor alle, der bad om hjælp. Roberto (i lyserød) er en ualmindelig rar og hyggelig kollega, der kørte natpatrulje i det halve år, han var her, og havde det rigtigt godt med det. Ærgerligt, at de skulle hjem efter 6 måneder, men det er jo betingelserne i en mission.
Billedet er fra deres afskedsreception, hvor der traditionelt er masser af taler, fine ord og god mad bagefter.

Nu vil jeg så glæde mig til min næste leave. Der var desværre nogle problemer med at få den godkendt før jul, da Maria og jeg skulle på leave samtidigt, hvilket normalt er no-go. Problemet var bare, at vi begge havde planlagt og betalt for vores ferie, før jeg kom til Strategic Planning, så vi havde et problem. Heldigvis viste Police Commissioner sig som en fornuftig mand, da vi havde sørget for afløsning på kontoret, så han godkendte min leave. Det betyder, at jeg i aften (onsdag) kl. 23.40 sætter mig i flyet mod Paris og København, så vi efterfølgende kan tage på skiferie i Norge. Bliver koldt at gå fra plus 30-32 grader til minus 10-15 grader, men det bliver fantastisk med noget frisk luft i lungerne.
Glæder mig.

Bloggen holder pause indtil jeg er tilbage i Mali igen den 6. februar.

Foto fra skiferien i 2015