Farvel til Afrika

Sikken dejlig fornemmelse! Mødte ind mandag morgen og gik straks ned til check out kontoret. Efter instruktion derfra kunne vi så starte med de 21 punkter,  vi skulle igennem for at blive"løsladt" fra missionen.  Og her blev vi positivt overraskede. Hele processen blev styret elektronisk og vi skulle kun møde på få kontorer for at afslutte et punkt. Og hele tiden blev vi med e- mail orienteret om, hvor vi var i processen.

Da der var god tid til denne proces, kørte vi mandag eftermiddag til den danske militærlejr. Lægen, Claus, havde hørt om min dårlige mave og mit sygdomsforløb, så han tilbød en konsultation.
Efter at have hørt lidt om mine symptomer og sygdomsforløb i øvrigt, var han ikke i tvivl om at jeg havde en infektion i maven, så jeg blev straks sat i behandling. Dette skete, og skulle resten af ugen ske, intravenøst to gange dagligt. Mens jeg sad og indtog medicinen, kunne han så behandle Dennis store vabler på begge fødder, som han havde pådraget sig til Danconmarchen.

Claus foran sit felthospital

De næste mange dage kørte jeg to gange dagligt til lejren for at få min medicin. Men intet er så slemt at det ikke er godt for noget. Det viste sig hurtigt, at Claus og hans to medhjælpere var nogle herlige gutter at være sammen med. Søde, rare, hjælpsomme og ikke mindst sjove at være i stue med. Det var næsten helt trist, da behandlingen var overstået.

Fredag var det tid til mere officielt farvel til missionen. Om eftermiddagen kørte Svend, Alex, Dennis og jeg ud til MINUSMA-lejren for sidste gang. Efter at have afleveret skydevåben til depot, mødtes vil i Police Commissioners mødelokale. Der var dækket fint op med mad og drikke, og der var mødt en del gæster. Afskeden var for Svend og mig samt yderligere en afrikansk kollega. De øvrige danskere havde haft deres afsked i regionerne. Som sædvanligt blev der holdt taler om hvor god og uundværlig vores indsats i missionen havde været. Derefter var det vores tur til, på fransk naturligvis, at fortælle om hvor glade vi var for at have tjent i missionen, men også at vi var glade for at vende hjem igen. Endelig kunne kan så kaste sig over maden.
Det sidste gjorde vi nu ikke. Vi havde travlt med at komme afsted, fordi ambassadøren, Winnie, havde inviteret os til afskedsmiddag i recidensen. Det blev som altid en rigtig hyggelig aften i selskab med Winnie og hendes mand, samt chef og næstkommanderende for de danske soldater i Mali.

Lørdag kørte vi ud til Ivan, som jeg tidligere har omtalt. Vi nød eftermiddagen i hans selskab, og nød samtidigt er par flasker vin og nogle afstikkere i hans swimmingpool. Det var til at holde ud. Ivan har lovet at tage sig at at sælge vores bil. Så er det problem også løst.
Om aftenen mødtes vil med nogle hollændere, tyskere og svenskere på er hotel, hvor vi i gårdhaven havde afskedsmiddag. Rigtigt hyggeligt. Vi blev fremragende underholdt at en afrikansk musik- og dansegruppe, der lavede de vildeste afrikanske danse til trommemusik. Det var vildt og enestående.

Søndag gik med at pakke. Det er en dejlig fornemmelse! Kan dog også se tilbage på er meget spændende år i Afrika. Har især nydt landet og den lokale befolkning, som er utroligt venlige, nysgerrige og hjælpsomme.

Smuk ung pige fra Mopti

Vi læste inden vi kom herned, at malierne er et stolt folkefærd, og det lyser ud ad dem. De er smukke og ranke, samtidigt med at de er nysgerrige og spørgende overfor os. Det har været en fornøjelse at bevæge sig rundt i Bamako og møde de lokale.
Men det er slut nu. Klokken 19.30 kommer MINUSMA transport for at køre os til lufthavnen, og klokken 00.30 er der afgang først mod Istanbul og derefter København, hvor vi lander 17.40 mandag aften. Så nu er missionen slut og dermed også slut med opdateringer på bloggen i denne omgang.
Tak fordi I læste med. Til jer og missionen siger jeg nu: