Små terrorister i Bamako

Jeg har før skrevet om terrorister i Mali, og vi har dem også i Bamako. De er bare af en lidt anden størrelse, men slår faktisk flere ihjel end de jihadister, der opfører sig tosset andre steder i landet. Jeg taler selvfølgelig om myg!

Som tidligere nævnt er regntiden forbi og det nærmer sig to måneder, hvor vi ikke har set regn. Vi håbede så på, at det også betød farvel til myggene, men det modsatte har vist sig at være tilfældet. Vi sprøjter huset flere gange om ugen og har fluesmækkere liggende i alle værelser i vores kamp mod de små bæster, men lige lidt hjælper det. Understreger nødvendigheden af at huske at tage sin forebyggende medicin.

Fredag i sidste uge var der stor parade til ære for den danske general, Lollegaard, der i halvandet år har været øverstkommanderende for den internationale militærstyrke. Han har nu overstået sin periode og vender næsen hjem mod Danmark.

Generalen overrækker FN-fanen til Head of Mission som
tegn på afgivelse af posten som Force Commander

Som dansk kontingentleder var jeg inviteret med til seancen og det var hyggeligt nok. Fin parade, men måske ikke med militær disciplin. Flere kom for sent til ceremonien, herunder også flere soldater. Men det var især civile, der kom slaskende 25-30 minutter efter vi havde fået besked på at være på plads. Alle indbudte gæster skulle sidde på deres plads senest kl. 09.45. Da jeg stod der kl. 09.42, var jeg den eneste af gæsterne, der var kommet!
Men det hele kom da i gang og fine taler og gode gaver blev uddelt.

I sidste indlæg skrev jeg lidt om den aflyste medaljeparade og min lette tilgang til det. Men som også antyder, er det ikke alle der mener, at det bare er for sjov. I tirsdags blev alle kontingentledere kaldt til møde for at planlægge medaljeparaden. Der blev nedsat et udvalg, der skal arbejde videre med det og fastsat tre (3!) dage til øvelse af paraden. Generalprøven bliver med orkester og med Police Commissioner, så intet går "galt" den 7. januar, hvor medaljerne skal uddeles.
Vi nordeuropæer har spurgt, om vi ikke bare kan få udleveret medaljen og så passe vores arbejde, men den går ikke!

Nå, der skal også være plads til en god nyhed. Svend har, ganske pludseligt, fået nyt job, oven i købet et job, han har spurgt om han måtte få, men blev afvist i første omgang. Han skal skrive artikler til internt brug og tage fotos til samme. Derudover skal han også have styr på alt, der vedrører protokol, så lige der er der noget, han skal læse op på.

Siden onsdag har jeg været i Gao for at deltage i en efterforskning. En soldat kom til at skyde varselsskud mod nogle internationale politifolk, og de er selvfølgelig ikke enige om hændelsesforløbet, der førte op til dette. Af forskellige årsager blev jeg bedt om at deltage, sammen med lederen af Internal Investigation. Sidder i skrivende stund (fredag eftermiddag) og venter på et fly, der forhåbentlig bringer os tilbage til Bamako i dag. Det næste fly går nemlig først på tirsdag. De har nu taget min bagage, så mon ikke vi kommer afsted igen.

Og til slut: det lykkedes at komme afsted til Bamako, så nu (lørdag) er jeg på vej hjem for at skifte tøj og derefter skal jeg ud til de danske soldater, der er tilbage. De har inviteret på and og flæskesteg, så lidt jul bliver det alligevel.

Jeg vil ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Tilbage til Mali

Efter en rigtig dejlig leave i Danmark er jeg nu tilbage i Mali igen. I skrivende stund ikke til at forstå, at det kun er 8 dage siden, jeg kom retur. Føles som meget længere tid siden!

Mens jeg var væk, fik de 3 danskere, der kom 30. oktober, at vide, hvor de skal være de næste 11 måneder. 2 kom til Timbuktu og 1 til Gao. De havde selv bedt om at komme til regionen, så de ønsker blev heldigvis indfriet.

Gao viste sig desværre fra sin uheldige side, da et par køretøjer, fyldt med sprængstof, kørte ind på lufthavnsområdet. De franske soldater var heldigvis vågne og fik dem standset, inden de nåede flyene eller andet essentielt, men terroristerne i det ene køretøj sprængte alligevel sig selv i luften.

Lufthavnen i Gao efter sprængningen

Det andet køretøj blev efterfølgende undersøgt og tømt for en hel del sprængstof. Det forlyder ikke, hvad der skete med chaufføren på det køretøj, der ikke eksploderede, men han er næppe spadseret ud af hovedingangen!
Heldigvis skete der kun material skade og har i øvrigt medført en tiltrængt oprydning på lufthavnsområdet. Dog mangler terminalbygninen stadig at blive renoveret. Den ser ud, som om den blev hårdt ramt at eksplosionen, men bortset fra endnu flere knuste ruder så den også sådan ud inden da. Her kan man virkelig, uden at overdrive, tale om en bygning, der hænger i laser.
Heldigvis viser episoden også, at sikkerheden omkring lufthavnen virker. Lufthavnsbygningen er bevogtet af bevæbnede soldater og der er adgangskontrol for alle køretøjer, længe før man når hen til bygningen.

Den 14. december har der længe været planlagt en medaljeparade for de, der har været i missionen i mere end 4 måneder. Tanken var, at Svend og jeg skulle deltage i denne, sammen med flere andre lande.
Det var egentlig ikke noget, jeg havde tillagt så stor opmærksomhed, men jeg er blevet bragt på andre tanker. Der skal inviteres en hel masse honoratiores og efterfølgende serveres en eller anden form for bespisning m.v. for at fejre dette. Og her gik jeg og troede, at vi fik vores medalje, der blev spillet lidt musik, hvorefter vi gik tilbage for at passe vores arbejde.
Anyway, det blev aflyst for 14 dage siden, eller rettere udsat til den 7. januar. I næste uge skal vi til et møde, hvor det skal planlægges nærmere. Desværre ser det ud til, at rigtigt mange, som vi gerne ville holde dagen sammen med, er på leave, så nu må vi se, hvad vi får planlagt.

Julestemning med ild i "pejsen"

Og så er det jo snart jul! Bliver mærkeligt at holde jul i Afrika, omend "kulden" har indfundet sig. Det er ikke mere end 18-20 grader om morgenen og den sidste uges tid ikke mere end 25-28 grader om dagen. Jeg havde et lille "juletræ" med herned, og Svend havde allerede hængt en guirlande med lys op i stuen, så lidt julestemning er der.
Og der var et par overraskelser i kufferten, da jeg pakkede ud. En stor lakrids-julekalender, som pynter i enhver stue. Der er to stykker lakrids/chokolade bag hver låge, så Svend er også godt tilfreds med kalenderen. Derudover havde Lisbeth sneget en lille julegave ned i kufferten, som jeg glæder mit til at åbne - juleaften!
Vores gode venner i forsvaret har også sørget for nødder, peberkager, brunkager, gløgg og andre lækkerier til os, så vi skal nok mærke julen alligevel.
Og så er det kun et ekstra tvist, at der nu er kommet blomster på vores courgetter i haven og at vi lige har sået tomater og chili.

Vi har nu ikke fået regn i halvanden måned, hvilket virkelig kan mærkes.Forureningen hænger som en dyne over byen, godt pakket ind i det røde støv, der er overalt. Som regel kører man med recirkulation på aircondition, når man kører rundt i byen, men vi har også køretøjer, der ikke har (fungerende) aircondition. Det er noget af prøvelse at køre i de biler.
Til gengæld er det som sagt køligt morgen og aften i øjeblikket, hvilket er ganske behageligt.

Le Grande Marché

Forleden havde vi besøg af Henrik fra Gao, der var på vej til Danmark. Han havde to dage i Bamako, før han skulle flyve nordpå, så han boede hos os.
Vi benyttede lejligheden til at komme lidt ud at se byen og kom igen forbi "Le Grande Marché", som er en lille bydel i Bamako, hvor handlende udbyder al mulig skrammel. Der er faktisk ikke voldsomt meget, man får lyst til at købe dér, men det er meget sjovt at gå rundt i det kaos, det er og øve sig i at undgå alle de, der lige vil vise den den forretning, han har lige i nærheden.

Henrik og Svend på en gangbro, hvor der er god
udsigt over markedet

Besøg fra Danmark

For nogle uger siden fik jeg kontakt med nogle danskere, der er ansat i en EU-mission her i Mali. Det var faktisk ambassadøren, der skulle spise middag med dem, og derfor ringede til mig, da hun mente, at vi kunne have glæde af kontakt med hinanden.
Det blev til en meget hyggelig middag på et hotel i Bamako og aftale om at vi skulle ses igen. Den klarede Ivan faktisk med det samme. Ivan er en af danskerne og bor meget tæt på hotellet, hvor vi spiste. Han inviterede til grillaften i hans meget store hus med meget store swimmingpool.

Den holdt vi så forrige lørdag, hvor vi var 12-15 stykker til en særdeles hyggelig aften med rigeligt god mad og også en enkelt øl og vin........
Da han også var indehaver en noget, der mest af alt minder om en hjemmebiograf, så vi "Blinkende lygter", så det var en meget vellykket aften. Tror måske der var nogle colibakterier i vandet i swimmingpoolen. Jeg var i hvert fald ikke helt frisk søndag.

Lørdag aften udbrød der brand i den lejr, hvor jeg arbejder. Der er et par restauranter, der i øvrigt ikke er meget værd, men de eneste der er. De har begge et udendørsområde, hvor der i loftet hænger ventilatorer, primært for at blæse fluer væk. De er alle tilknyttet samme eltavle, hvor der angiveligt skete en kortslutning.

Skaderne efter branden

På trods af, at der er stråtag, blev skaden minimal. Branden blev hurtigt opdaget og slukket. Det har så bare betydet, at eltavler og ventilatorer er blevet fjernet fra begge restauranter, så der nu er en million fluer omkring hvert eneste bord, der er sat op udendørs. Så man skal virkelig passe på, hvad man putter i munden!

Hele sidste uge fik med besøg fra Danmark. Mandag aften ankom en delegation på 4 personer, fra rigspolitiet, politiforbundet, psykologtjenesten og fra min egen politikreds. Formålet var, at de skulle ned at se, hvordan vi bor og arbejder og hvordan vi befinder os i en mission som den her i Mali.

Vores gode venner fra forsvaret var heldigvis i lufthavnen, så de blev hurtigt hjulpet gennem paskontrollen. Jeg kørte dem til deres hotel, hvor de skulle bo de næste par dage.
Tirsdag morgen var der afgang til lejren, hvor jeg arbejder. Her gav jeg en kort orientering om UNPOL (UN Police), hvorefter vi kørte til den modsatte ende af byen, hvor EU-missionen EUCAP SAHEL holder til. Via et par danske ansatte i missionen, Ivan og Nicolaj, jeg kender fra tidligere, havde vi aftalt et møde med Head of Mission og Deputy Head of Mission, der fortalte om deres mission og samarbejde med FN. De lagde ikke skjul på, at de meget gerne så danske politifolk i deres mission. De har også et krav til franskkundskaber, men har lempet lidt på det, så man skal kunne noget fransk, hvor man så forventer at de vil lære mere, når de kommer herned.

Møde med afsnitslederne

Det var nu udenfor vores beslutningskompetence, men rigspolitiet tog da opfordringen med hjem.

Eftermiddagen tilbragte vi i lejren, hvor delegationen skulle møde alle afsnitsledere i politiet. Head of Police var desværre i New York, men øvrige ledere var der. De fortalte lidt om egne afdelinger og hvad de foretager sig.
Om aftenen var vi inviteret til middag hos ambassadøren, hvilket som altid var meget hyggeligt med forrygende god mad.

Onsdag fløj vi så nordpå til Mopti, hvor vi skulle besøge de to danske kollegaer, der er stationeret dér.

Spændende at flyve med gamle, russiske fly

De stod klar i lufthavnen og kørte os til deres lejr, hvor vi fik en sikkerhedsbriefing. Det var nu hurtigt overstået, så derefter til møde med Regional Commander. Hun fortalte lidt om Mopti og hvor glad hun var for de danske politifolk. Hun talte hele tiden om "sin store familie" i Mopti.
Efter frokost skulle vi på patrulje. Det foregik i et pansret køretøj, der blev beskyttet af to biler med FPUere (Formed Police Unit), som er en slags politisoldater.

Moskeen i Mopti

Spændende at se området, der var præget af vand og rismarker. Vi besøgte "The Great Mosque of Mopti", som er en moske, der er ca. 100 år gammel. Den er af Unesco optaget på listen over verdensarv. Den var spændende at besøge, også lidt for spændende efter FPU-commanders opfattelse. Der var nogle meget pågående handelsfolk, der efter commanders mening blev for pågående, så han bad os alle sætte os i køretøjerne og forlade området. Jeg følte mig nu på ingen måde truet, men vi gjorde selvfølgelig, som han sagde.

Torsdag gentog vi programmet, denne gang i Gao, ca. 1200 km nordøst for Bamako. Vi blev igen fint modtaget i lufthavnen og kørt til sikkerhedsbriefing.

Børnene var glade for at se os og stillede gerne op til fotos

Også her fik vi lov til at hilse på Regional Commander, som var en særdeles levende karakter. Stor og brovtende, nogle gange også alt for meget. Det så vi nu ikke.

Da der skulle en patrulje ud at køre, fik vi lov til at køre med. Det var helt klart, at vi nu var kommet til ørkenområde, og at levestandarden var faldet betydeligt. Ikke desto mindre var befolkningen generelt glade for at se os, ikke mindst børnene, der flokkedes om os, da vi standsede bilerne.

Fredag kom vi, med ca. 10 timers forsinkelse, tilbage til Bamako. Det var heldigvis det eneste kiks, der skete under besøget, så det var nådigt sluppet.

Fisker på floden Niger i Gao

Men stadig irriterende. Det betød så, at det blev nærmest til natmad, da vi mødtes med alle de andre, danske politifolk. Vi var først færdige med middagen lidt før midnat.

Lørdag startede så heldigvis med et afslappende punkt på programmet, nemlig besøg på Badalodge, med lækre drinks (alkoholfri!), liggestole under palmerne og en kølig swimmingpool. Lækkert.
Vi skulle dog til lejren lørdag eftermiddag, hvor jeg havde en aftale med Force Commander, der er dansker. Han fortalte om militærets indsats i Mali og hvor han ser fremtiden for landet. Optimistisk på visse områder og pessimistisk på andre.

Efter mødet var der så kontingentmøde for de danske politifolk. Her får vi formelt drøftet forskellige ting, der vedrører kontingentet, samt vendt nyheder hjemmefra.

Så er der snart kød til gryden

Søndag havde vi så tid til en lang gåtur i Bamako, hvor gæsterne fik set noget af det autentiske i byen, herunder slagtningen af en ko midt på gaden.
Søndag aften var det så farvel og tak, da delegationen fløj tilbage til Danmark. Hyggeligt besøg og dejligt afbræk i dagligdagen.

Nu skal jeg så bare have et par dage til at gå. Onsdag aften er det nemlig også "farvel og tak" for mit vedkommende, da jeg flyver til Danmark på velfortjent (jo, det er!) ferie. Det bliver dejligt at komme hjem, selv om jeg går fra 37 grader til dansk efterår og vinter.

Der vil derfor også være en pause i opdateringer på min blog. Jeg er tilbage i Bamako igen den 5. december.

Elefanterne i Mali

I søndags kørte Svend og jeg til lufthavnen for at tage pænt imod 3 nye, danske kollegaer, som nu er kommet til missionen.
Efter at have fået al deres bagage, kørte vi dem til Niuma Beleza, hvor de skal bo den næste måned. Og ja, der er samme hotel, som vi boede på, da vi kom herned.
De havde, særdeles venligt, taget en pakke rugbrød og en spegepølse med til os, så vi har spist rugbrød flere aftener i træk til aftensmad :-). Dejligt.

Udover at have travlt med arbejdet (ja, det har jeg faktisk fået), har jeg også været fuldt beskæftiget med at planlægge kontingentbesøg. I næste uge kommer 4 fra Rigspolitiet på besøg en uges tid. Selv om jeg selvfølgelig godt vidste, at det ville medføre noget arbejde, havde jeg ikke drømt om det administrative arbejde, der har medført. Ikke nok med, at 50-60 stykker papirer skal udfyldes, så skal du underskrives af forskellige personer, i den rigtige rækkefølge. Og det er ikke alle, der holder til i den lejr, hvor jeg arbejder.
Men nu ser det heldigvis ud til, at jeg er kommet igennem det meste, så jeg kan tage imod delegationen på mandag.

Ørkenelefant fra Mali

Efterhånden som man kommer til at lære organisationen at kende, har jeg opdaget, at Minusma er involveret i mange forskellige projekter i Mali. En af projekterne er kampen for elefanterne i Mail.
Mali har en bestand af Gourma Elefanter, som er en elefant, der har tilpasset sig ørkenen og lever i grænseområdet mellem det grønne og Sahara.
12% af elefantbestanden i Vestafrika lever i det nordlige Mali og bestanden er kun på ca. 250 elefanter. Det går stærkt med at slå dem i hjel. For bare 3 år siden var der 400. Det er "almindelige" krybskytter og især terrorister, der dræber elefanterne, selvfølgelig for at sælge elfenben, der går til at finansiere terror.
Minusma er gået sammen med Wild Foundation og Malis regering i et forsøg på at redde de sidste elefanter i Mali.
Du kan her se en lille film om projektet (kræver bare lige at man kan fransk.....) https://www.youtube.com/watch?v=6bShdStrWHQ

Vi har efterhånden fået etableret os rigtigt godt i vores hus, som vi er glade for. Det ligger i et stille område og med rimeligt frisk luft. Eneste ulempe er, at det ligger langt fra vores lejr, hvilket medfører nogle praktiske problemer i forbindelse med transporten. Men skal vi flytte tættere på lejren, kommer vi formentlig til at bo i byen med tæt trafik, og det har vi ikke meget lyst til.
Vi har også fået lidt gang i havearbejdet. Har nu 4 courgetteplanter, som vi forventer meget af. Desværre er det ikke lykkedes at få tomatfrø til at spire, men vi har ikke opgivet endnu. Basilikum har vi også.

Dagens høst

Og så har vi jo vores bananpalmer. De bugner så meget, at den ene palme næsten ligger på jorden, så vi er begyndt at høste de grønne bananer. De skal bare ligge et par dage, så er de helt modne og smager pragtfuldt. En uvidende ville sige, at de "bare" smager af bananer, men der tager de fejl :-)

But who's counting.....

Sport i lejren

Mandag bød på endnu en ceremoni for en død soldat fra Bangladesh. Denne gang var det dog ikke en forbrydelse, men et færdselsuheld nordpå, der slog ham ihjel. Men kedeligt er det stadig at sende en ung mand på 29 hjem i en kiste, uanset hvor meget stads der så bliver gjort ud af det.

Huset var fyldt op i weekenden, da også Svend vendte tilbage. Han havde en kuffert med, der var pakket i bedste tetris-stil. Han havde blandt mange ting også fundet plads til en grill i kufferten. Enestående, hvad han havde fundet plads til.
Michael og Henrik skulle egentlig afsted til deres respektive regioner mandag, men begge deres fly var aflyst, så de fik en dag mere i Bamako.

Jeg er alene på kontoret de næste par uger. Maria tog på leave mandag aften, så jeg er nu eneste planning officer. Da Maria havde meget travlt før sin leave, sammenholdt med at det ikke lykkedes os at få et fælles drev på vores pc, gjorde at vi ikke fik lavet en egentlig overdragelse af opgaverne. Jeg er derfor kastet ud i totalt ukendte opgaver med en næsten ukendt personkreds, jeg skal indhente forskellige oplysninger fra. For første gang føler jeg mig lidt presset i missionen - arbejdsmæssigt. På en gang både spændende og frustrerende at kaste sig ud i.

Svend er endnu ikke helt så begejstret for sin nye stilling, men vi håber begge, at det bliver mere spændende, efterhånden som han kommer mere ind i jobbet. Det lyder til at kunne blive det, men indholdet skal selvfølgelig svare til indpakningen.

UNPOL i volleyball kamp

Tirsdag den 25. oktober er det den Internationale FN-dag. For at festligholde den, var lørdagen sat af til forskellige aktiviterer, primært fodbold, volleybold, basket og vægtløftning. For dem (!) der deltog, blev det en særdeles varm affære, men tror nu det var sjovt nok. Dog var der nogle, der gik mere seriøst til tingene end andre. Tydeligt, at ikke alle har det lige godt med at tabe en kamp, der i bund og grund kun var for sjov. Holdene blev sammensat på dagen, så ingen havde trænet på forhånd. Det skulle bare være en hyggelig dag, men det var desværre ikke alle, der havde den indstilling.

Musikalsk ledsagelse til aktiviteterne

Nogle afrikanere havde sat sig for at peppe stemningen op, hvilket de gjorde med musik, sang og dans. Et festligt indslag.

Alle aktiviteter sluttede ved 12-tiden, og da der ikke er badefaciliteter i lejren, var det nødvendigt at køre hjem. Vores chauffør var en af dem, så jeg var "desværre" så også nødt til at køre tidligt hjem.

Det betød fri lørdag eftermiddag og god tid til at lave aftensmad. Svend stod i køkkenet og den nye grill blev taget i anvendelse til et par gode bøffer, som blev skyllet ned med lidt god vin. Senere kom en hollænder, der bor i nærheden, på besøg med en flaske rom under armen, så Preben og sengen havde rigtigt godt af hinandens selskab kl. 01.00. Jeg skulle jo også op og møde på arbejde igen kl. 09.00!

Igen ramt af Afrika!

Der har faktisk været nogenlunde stille nordpå i Mali de sidste par uger. Det er som om man har koncentreret sig om andre ting. I sidste uge var der således et angreb i Niger, ca. 35 kilometer fra grænsen til Mali, hvor 22 soldater, der bevogtede en flygtningslejr med flygtninge fra Mali, blev dræbt.

Fra Minusma FB

Fra  Minusma FB

I forrige uge gik det så igen ud over Minusma, hvor to soldater blev dræbt i forbindelse med et angreb på Minusma Camp i Kidal.
Soldaterne var fra Tchad. De blev mandag fløjet til Bamako, hvor der i den lejr, hvor jeg arbejder, var en mindehøjtidlighed for dem. Den varede en halv times tid med få, korte taler, afspilning af nationalmelodi og æresvagter. Kisterne blev båret ind under ceremonien, hvorefter de blev kørt til lufthavnen og fløjet til Tchad.

Omend det var varmt at stå stille i en halv time i solen, var det en meget fin ceremoni.

Ellers er jeg ved at finde mig til rette i mine nye omgivelser. Noget af det første, der skulle på plads, var en ny emailkonto, da jeg ikke har en personlig email, men funktionsbestemt. I forlængelse af dette skulle vi have oprettet et fælles drev, så både Maria og jeg har adgang til alle dokumenter. Ja, vi er (nu) to i strategic planning, så der er vist nok at lave.
Desværre er der ikke rigtigt sket noget her en uge efter mit skifte, men det kommer vel?

En anden god nyhed er, at jeg har fået privatlærer til fransk, i hvert fald til Svend er tilbage, så er vi to. Anna, en sprogofficer fra hæren, har tilbudt at være vores fransklærer, så jeg har fået en hulens masse verber at læse på. Virkelig fornemt at kunne udfylde frokostpausen med undervisning. Vi har nemlig to timers frokostpause, som virkelig er dræbende at komme igennem. Der er intet at foretage sig i lejren, så folk sidder rundt omkring og sover, læser eller på anden måde får tiden til at gå.
Efter sigende er det ikke muligt at skære en time af frokosten og så gå hjem kl. 17 i stedet for kl. 18. De to timer er indført, så muslimerne kan nå at bede i frokostpausen. Al respekt for det, men.........
Nå, må enten indordne mig eller forsøge at ændre det bestående. Jeg vil prøve det sidste, men det er vist en håbløs kamp.

Vejret har ændret sig hernede. Hvor det for en måned siden regnede næsten hver dag, er det efterhånden sjældent. Tror vi har fået regn 3 gange de sidste 14 dage, så det er vist ved at være slut med det indtil maj måned næste år. Tingene er allerede begyndt at se tørre ud og det grønne er så småt på retur. Til gengæld kommer varmen, som i nogle dage nærmer sig 40 grader. Det er næsten værre om aftenen, når det er 30 grader kl. 22 eller for den sags skyld kl. 08 om morgenen. Tør dårligt tænke et par måneder frem, når den får 5-6 grader ekstra på kviksølvstermometret. Så skal de fede nok svede!

Huset blev fyldt op i løbet af weekenden. To danskere, Henrik og Michael, kom retur fra leave fredag aften og lørdag kom Svend tilbage igen. Jeg havde planlagt at kokkere til den store guldmedalje, men i stedet måtte jeg lørdag morgen lægge mig på langs og melde afbud til arbejdet.

Det lokale hospital

Jeg havde tilbragt hele natten på toilettet. Mine to gæster gik overtalt mig til at kontakte lægen, der sendte mig ud på et fransk hospital, som Minusma bruger. Da jeg tog derfra igen, havde jeg ikke mindre end 5 forskellige medikamenter, som jeg skulle fylde mig med for at nedbringe feber og slå infektionen ihjel - og ikke mindst standse min diarre. Som lægen smilende sagde til mig: "This is Africa".
Også det må jeg vænne mig til på et tidspunkt.

Fra den ene ende af skalaen........

Det er ikke kun det franske, der ind i mellem giver anledning til misforståelser. Og når det indebærer email, skal man være ekstra vagtsom.
Forleden skulle jeg bruge nogle oplysninger fra en hollandsk kollega, jeg kun lige havde hilst på en gang. Han bad mig sende ham en mail, så han havde min email-adresse. Hans mailadresse fik jeg fra en anden hollænder, der for sjov sagde: "Send him lots of kisses". Det gjorde jeg så. Problemet var bare, at jeg havde hørt forkert med et tal i mailadressen, så i stedet for at skrive til ham, sendte jeg mailen til hans chef!
Kort tid efter fik jeg så denne mail fra hollænderen:

You have just send a lot of kisses to my chief PIO Patrice…

He asked me “ Who is Preben” …. I told him that I dont know. After that he said…” I ‘m receiving a lot of kisses??”

I told him … "lucky you!"....

Det fik vi grinet en del af den formiddag. Jeg tror stadig ikke, han ved, hvem jeg er.

Er nu alene i huset og det er da lidt kedeligt. Svend er på leave i Danmark, så indkøb, aftensmad m.v. må jeg selv sørge for. Kan godt være et problem, især hvis man er nødt til at køre med FNs shuttlebusser. Så går jeg hjemmefra kl. 06.50 og er først hjemme om aftenen kl. 19.15. Det sker, at nogle kører ud i frokostpausen og handler, hvor jeg så kan være med. Så er det da klaret.
Biler er et meget stort problem i missionen. Nogle mener, at de udleverede biler er til helt personlig brug, og beholder nøglerne i lommen. Det kan være svært at få vristet bilerne ud af dem. Endnu mere irriterede er det så at se mange køre hjem kl. 18.00 alene i bilerne, mens andre må tage shuttlebusser, som er særdeles ukomfortable og tager lang tid.

En af mine opgaver i Operations var at kontrollere FPU (Formed Police Units), som er en slags militære politistyrker, der alle består af 140 folk fra samme land. I øjeblikket er der 7 FPU i Mali.
I mandags var en hollandsk kollega og jeg hos FPU fra Bangladesh for at kontrollere, om de har styr på administration, udstyr m.v.
Bangladesh'erne er utrolig venlige, men også meget nervøse overfor autoriteter, og da vi kommer for at kontrollere dem, er de tæt på grænsen til panik.

Inspektion af administration

De starter meget venligt med at byde på te i officersmessen. De foregår ved, at vi får en kop te, mens 5-6 officerer sidder og kigger på os, mens vi drikker den.
Efter teen var det så tid til inspektion. Vi startede med det administrative. Der er en del krav, de skal leve op til og have styr på. Det havde de - sådan nogenlunde. Der kom dog et par bemærkninger i vores rapport, og min hollandske kollega måtte hæve stemmen, da de for 3. måned i træk ikke havde fået oversat nogle papirer, som de havde fået besked på.

Efterfølgende var der så inspektion af materiel og udrustning. Det er alt fra våben, hjelme og køretøjer.
Disse inspektioner gennemføres en gang hver måned hos alle FPU for at sikre, at de er up to date. Vi sluttede inspektionen af med at sige til commanderen, at en gruppe demonstranter var ved at trænge ind i hovedkvarteret og at vi derfor skulle bruge deres udrykningsstyrke (QRF).

Kontrol af at vandkanonen virker som den skal

Han slog alarm og to minutter efter stod der 20 mand på række, iført vest og hjelm og bevæbnede. Et minut efter sad de i bilerne og klar til at rykke ud. Ganske imponerende, så vi afbrød øvelsen og gav den fortjente ros.
Da vi var færdige, blev vi inviteret på frokost. Som jeg tidligere har beskrevet, laver de rigtig god mad, så det ville vi da gerne. Det foregår så på samme måde som da vi fik te. Vi spiste, mens 5-6 officerer sad og så på og sikrede, at vi ikke manglede noget.
Hyggelig dag sammen med dem.

Da jeg kom hjem om aftenen, lå der en email i min private outlook. Det fremgik af denne, at jeg fra og med tirsdag morgen var re-deployeret fra FPU Operations til Police Commissioners Office, Strategic Planning. Kort varsel, må jeg sige, men alt andet lige mere begavet arbejde end at køre natpatrulje.
Spændende at komme i gang med. Og noget af et spring at gå fra Patrol Officer til pludselig at være med til strategimøder med Police Commissioner!

Festlig koncert i Bamako

Det viste sig selvfølgelig om fredagen, at ingen vidste, at chefen havde givet Svend og mig fri om torsdagen, så vi kunne deltage i programmet med kronprinsen, så de rapporter, jeg sidder og laver dagligt, var ikke lavet. Nå, ikke mit problem. En anden leder måtte til at lave dem, så fredagen blev noget mere stille for mit vedkommende.
Lørdag blev til gengæld lidt anderledes. To kollegaer fra Benin inviterede hele kontoret (ca. 20 i alt) på frokost ude i byen. Anledningen var, at vi skulle "takke Gud", som nok er en anden Gud en min, men frokosten var rigtig god og en fin gestus.
Jeg sad overfor den ene af værterne, en glad lille fyr, som pludselig gerne ville lære dansk. Jeg lærte ham nogle danske gloser, som han straks indtalte på sin telefon. Han ville blandt andet også have oversat et arabisk ord for "elskede", hvilket han selvfølgelig også fik. Det var dog en fejl. Nu siger han "min elskede" til mig, hver gang vi mødes.

Koncert i Institut Francais

Lørdag aften tog vi på "Institut Francais", hvor der var en koncert med en musikgruppe, der bestod af trommer, guitarer, orgel m.v., men hvor bandlederen spillede på en Kora, der er en harpe, der især bruges i Vestafrika. Det viste sig under koncerten, at han også havde fødselsdag, så det vi troede var en koncert, udviklede sig til en fest på scenen.

Amadou og Mariam på scenen

Gruppen havde inviteret en masse gæster til at komme for at spille og synge sammen med dem, og det blev en fantastisk aften. Der var masser af god musik og sang, og masser af dansen på scenen. Helt uvant fra Europa var det helt almindeligt, at også publikum sprang op på scenen for at danse til musikken og med musikerne. Det var vildt sjovt, selv om jeg godt kunne holde mig fra at deltage aktivt.

Et af mange højdepunkter var, da Amadou og Mariam kom på scenen. Det er et ægtepar, der begge er blinde og som mødte hinanden på en blindeskole. De er utroligt populære, også udenfor Mali. De giver blandt andet koncert i både Stockholm og Oslo her i efteråret.

Alle er på scenen - både store og små

Jeg lyttede meget til dem, før jeg rejste herned, og de har også været et fast musikindslag i vores hus i Bamako.
Orkestret og gæster spillede i 3 timer i træk, og det var helt fantastisk.

Svend optog en masse fotos og videoer fra koncerten. Desværre er videoerne for store til denne blog, så I må nøjes med fotos fra en skøn aften.

Efter koncerten fortsatte vi vores tur i byen sammen med de andre danskere. Vi gik videre til et lokalt dansested med levende musik.

I samtale med ministeren

Vi kunne dog godt mærke, at trætheden var begyndt at indfinde sig, så da de andre ville videre til et helt tredje sted i byen, tog Svend og jeg hjem.


Svend blev hjemme om søndagen, da vi ventede på en blikkenslager. Vores rengøringspige havde påpeget, at vandet piblede ud fra væggen. Det var desværre også det varme vand, hvilket gav os en forklaring på, hvorfor vi brugte så meget strøm, som vi gjorde.

Orientering om politiets rolle i Mali

Jeg tog selv på arbejde søndag eftermiddag for at lave et par rapporter. Det viste sig heldigvis, at hollænderen, der plejer at lave dem, var kommet tilbage, så jeg fik i stedet tid til at køre ud til den danske militærlejr.

Her fik jeg udleveret ikke mindre end godt 1500 fotos fra dagen i torsdags.
En fotograf fra forsvaret havde til opgave at tage en masse billeder, hvilket han da også havde gjort.

Det krævede nogen oprydning i billederne for at få dem ned på et mere menneskeligt antal, men nu har jeg da en lille samling - og anledning til at bringe nogle flere billeder fra kronprinsens besøg hernede.


Samling under rundvisningen i lejren

Mandag aften var det så igen tid til at få gæster i huset. To danske kollegaer fra henholdvis Mopti og Gao er på vej til deres første leave, så de lavede stop-over hos os i vores hus.

Onsdag aften tager Svend på leave og i næste uge de to sidste danskere. Så må jeg holde skansen alene hernede. Jeg kan, på grund af min korte leave i august, ikke tage hjem endnu, men må vente til November.

(Husk at klikke på billederne, hvis du vil se dem i større udgave)

Fornemt besøg hjemmefra

"Hovedgaden" i FN-lejren

Vores arbejdsplads, når vi altså ikke kører patrulje, ligger i en lejr udenfor byen, ude ved lufthavnen. Det er en meget stor lejr, der består af en masse hvide containere og som stadig er ved at blive udbygget. Der ligger i alt 3 FN-lejre i Bamako, placeret så langt fra hinanden, som det overhovedet er muligt. Det er dog tanken, at den ene lejr skal nedlægges og flyttes ud til os ved lufthavnen.

Indgangen til vores kontor (dør 4)

Man er derfor i fuld gang med at udvide lejren, der er mellem 4 og 5 kilometer i omkreds. Nu håber vi alle sammen, at det også betyder, at der kommer en restaurant mere herude. Den vi bruger til frokost, trænger i den grad til noget konkurrence, både på kvalitet og på prisen. Jeg har flere gang haft dem under mistanke for årsagen til dårlig mave, som hver gang opstår 4-6 timer efter jeg har spist der.
Og fredag i denne uge måtte en kollega gå tilbage med den "kylling", hun havde købt på spyd, og fortælle dem, at det var oksekød og ikke kylling. Det kom som en overraskelse for dem!

Jeg deler kontor med et par hollændere, en tuneser og en fra Benin. De to hollændere taler heldigvis primært engelsk, hvilket ham fra Benin ikke gør. Han har været meget reserveret, men er de sidste par dage begyndt at tø lidt op og forsøger at tale lidt engelsk, mens jeg forsøger mig på fransk.

Kontoret, hvor jeg p.t. arbejder (bagest til højre)

Det er vi nok lige dårlige til begge to, men vi får da kommunikeret og forstået hinanden.

Det er faktisk spændende, om jeg skal fortsætte på dette kontor, eller skal flyttes til andet arbejde. En svensker, der var med til at inverviewe mig før jeg fik min stilling hernede, vil meget gerne, at jeg kommer til hendes afdeling, hvor der arbejdes med strategisk planlægning for UN Police - hvilket hun kunne røbe var meningen fra starten.

De sidste par dage har jeg arbejdet med hende om planlægning af UNPOLs budget for 2017/2018 og om de indsatser og målepunkter, der skal sættes op for politiet i missionen.

Det er Chief of Staff, der har det sidste ord i forbindelse med en eventual re-deployment, og han er på leave og først tilbage i næste uge

Onsdag fik vi så besøg, denne gang af kollegaerne fra Mopti, der af deputy police commissioner fik tilladelse til at flyve til Bamako. Heldigvis kom de begge to. Dennis havde igen lagt sig på langs, denne gang på hospitalet, fordi man frygtede, at han for anden gang havde pådraget sig malaria. Det viste sig heldigvis at være falsk alarm.

Vi havde en hyggelig onsdag aften i vores hus.

Torsdag formiddag skulle vi så ud til den danske militærlejr, der ikke ligger så langt fra vores FN-lejr.
Anledningen var, at vi i går aftes fik fornemt besøg hjemmefra, nemlig af forsvarsministeren og af HKH kronprins Frederik. De er hernede på et to-dages besøg for at se, hvordan forsvaret og politiet har det i Mali.


Tid til kolde vand og colaer

Vi tilbragte eftermiddagen hos forsvaret, hvor der også var tid til lidt hyggesludder både med ministeren og med kronprinsen. Til frokost kom jeg til at sidde overfor kronprinsen, og han spurgte intereseret til vores arbejde i missionen. Også ministeren var meget interesserede i, hvordan politiet har det i missionen og hvad vi laver.

Det var ikke meningen, at jeg skulle have en aktiv rolle i programmet, men efter frokosten kom en major, der havde ansvaret for programmet, og spurgte om jeg kunne give et lille foredrag om politiets rolle og indsats i Mali. Kronprinsen var interesseret i at høre mere.
Det kunne jeg selvfølgelig, så da vi var samlet i et stort telt, brugte jeg små 10 minutter til at fortælle lidt om processen før vi kom herned og hvad vi beskæftiger os med hernede.
En stor del af eftermiddagen gik med rundvisning i lejren og forklaring på, hvad man laver dér. Det var rigtigt interessant.

Vi kørte hjem ved 16-tiden, så vi kunne nå at smide fødderne op på sofaen og hvilket lidt, før det tid til endnu et bad og tøjskifte.
Kl. 18.00 var der stående taffel hos ambassadøren. Hun havde forberedt en masse afrikanske specialiteter, herunder helstegt lam. Det var fantastisk mad og en uformel og meget hyggelig stemming, hvor vi gik rundt og talte med hinanden i haven med en øl eller gin/tonic i hånden.

Kl. 20.00 var det så slut for den dag. Kronprinsen skulle tilbage til militærlejren, hvor han skulle overnatte indtil fredag morgen kl. 04.00, hvor han og delegationen skulle til lufthavnen for at flyve til Gao for at møde militæret og de to danske politifolk, der er stationeret der.

Selvfølgelig skulle vi have et gruppebillede

En spændende dag, der også for vores vedkommende sluttede tidligt. Svend skulle køre vores gæster til lufthavnen kl. 04.15 (!), mens jeg snuppede dagens 4. Imodium og gik tidligt i seng.

Eid al-Adha

Vi kæmper stadig med at vænne os til vejret hernede. Nok mest fordi vi har besluttet at bruge aircondition så lidt så muligt, netop for at vænne kroppen til omgivelserne. Det er især luftfugtigheden, der kræver tilvænning. Varmegrader på 30-34 grader er til at holde ud, men ikke når luftfugtigheden samtidig er mellem 80 og 95%, hvilket den er her i regntiden. Samtidigt har solen et UV-indeks på 12, når det er "værst", så man skal virkelig passe på. Vi går mod slutningen af regntiden, så forhåbentlig falder luftfugtigheden i takt med, at dagtemperaturen stiger mod de 40 grader.

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan forureningen er ganske massiv hernede. Bilerne og motorcyklerne oser i en grad, så man nogle gange kan se røgslør ligge en kilometer efter køretøjet. Jorden er også synlig forurenet. Svend og jeg er på jagt efter bare nogenlunde ren jord, som vi kan så nogle tomat- og courgettefrø i, men det er ikke lykkedes endnu. Jorden er fyldt med store plastikstykker, barberblade, knogler og en hel masse andet, jeg ikke vil vide hvad er! Men det skal nok lykkes os at få sået frøene, så vi kan få vores egen lille køkkenhave.

De sidste par dage har i Bamako været præget af Eid al-Adha (eller Eid el Kebir). Det er en islamisk eid-fest, der fejrer profeten Ibrahims villighed til at ofre sin førstefødte søn Ishmael (og ikke Isak, som I den jødiske fortælling). Festen varer gerne 3-4 dage.
Hver familie ofrer et dyr på størrelse med en ged eller mindre ved denne højtid og deler kødet med familie, naboer og de fattige.

Denne geds skæbne er vist beseglet

Det har betydet et meget stort indhug i antallet af geder i Bamako, som der ellers er rigtigt mange tusinder af. I weekenden så vi mange, der enten gik med en enkelt ged, eller kørte med dem især på motorcyklerne. Ufatteligt, at man i det ragnarok af trafik i Bamako, også kan styre en motorcykel med en ged mellem benene.
Mandag morgen var så store slagtedag. Overalt, hvor vi kom rundt i byen, var man i færd med at partere den ged, man lige havde slagtet foran sit hus. Ja, selv lige udenfor vores hoveddør var naboens vagtmand i gang med at partere en ged. Vi håber så, at det er den selvsamme ged, der den sidste uge har stået et eller andet sted i nærheden og bræget fra tidlig morgen.
Svend og jeg nøjedes med at købe en bov fra en ged og stege den i vores gasovn. Det smagte dejligt! Det er ikke så let at bruge en gasovn, men vi (især Svend) har sat sig for at kontrollere den. Der er mange spændende og velsmagende eksperimenter i vente!

PS: det var dèn ged :-)

Flagdag

Fredag i sidste uge fik vi besøg fra Gao. Det var Henrik og Alex, der af deres leder havde fået lov til at tage til Bamako i forbindelse med flagdagen mandag. Da der ikke er FN-fly i weekenden, mente deres chef, at det var bedst, at de rejste fredag.
Det blev en hyggelig weekend med 4 i huset. Det faldt så sammen med, at vi lørdag aften var inviteret til en restaurant i anledning af, at to svenske kollegaer fejrede fødselsdag. Det blev en rigtig hyggelig aften i både svensk og fransk selskab.



Afslapning under palmerne med
sandbåde i baggrunden

Søndag kørte vi en tur til Badalodge for at komme lidt ud af Bamako og nyde dette fristed. Det er lidt grotesk at ligge i dette luksusområde, mens bådene med sand, som de lokale dykker ned i floden efter, sejler forbi kun 30 m fra, hvor vi ligger på strandstole og soler os. De 30 m adskiller to helt forskellige verdener.

Søndag aften gik med endnu en fest, denne gang hos hollænderne, som næsten er vores naboer. Der var ingen special anledning, udover lysten til at samle forskellige gode mennesker, hvor vi heldigvis var blandt :-).

Det er i øvrigt slut med nattjeneste i denne omgang. Stort set alle på kontoret er på leave, hvilket i øvrigt kom bag på de, der planlægger vores tjeneste.......! Selv efter de havde forladt kontoret for at tage hjem, blev jeg spurgt om ikke jeg kunne tage nattjeneste igen. Igen måtte jeg fortælle dem, at det kunne jeg da godt, men så var der bare ingen på kontoret, der kunne skrive de daglige og ugentlige rapporter, der skal sendes til New York. Så lige nu sidder jeg på dagtjeneste fra kl. 08.00 til kl. 18.00. En lang arbejdsdag, især fordi vi er tvunget til 2 timers frokostpause, hvor der stort set intet er at foretage sig. Det er heller ikke, fordi jeg er bebyrdet med arbejde på kontoret. Har ansvaret for at udarbejde en daglig rapport, som i virkeligheden er klippe/klistre fra 6 forskellige rapporter, der hver eftermiddag bliver sendt til vores kontor. Derudover 2 ugentlige rapporter, som igen er klippe/klistre fra de rapporter, jeg laver hver dag. Endelig har jeg ansvaret for at dokumentere et par andre ting, som nok fylder nogle timer ud, men ikke øger arbejdsbelastningen væsentligt.

Men jeg slår mig til tåls med, at det stadig er en ung mission, der arbejder på at finde egne fødder at stå på. Missionen har været her i 3 år, men det er en kæmpe organisation med omkring 20.000 ansatte, der skal på plads, så meget mangler endnu.



Også i Nr. Dalby var flaget hejst :-)

Parade i haven.

Ugens store begivenhed var selvfølgelig flagdagen den 5. september. Den danske ambassadør havde inviteret alle danskere i Mali til at deltage i en ceremoni i hendes recidens, der ligger meget tæt på ambassaden og helt ned til floden Niger. På grund af trafikken og en lidt for sen afgang fra lejren, kom Svend og jeg desværre for sent. Vi måtte vente på en officer, der først skulle vente på en godkendelse af en rapport, hvilket desværre trak ud. Vi skulle have været der i "god tid inden kl. 17.00", men kom først ind kl. 17.10. Der stod alle linet op og kiggede på os, så vi kunne ikke bare snige os ind. Heldigvis var den øverstkommanderende for militæret i Minusma, som er dansker, også blevet forsinket af samme årsager, så vi fik alle lov til at vente 10 minutter mere.
Da han var ankommet, var der flaghejsning, fulgt af nogle fine taler fra henholdsvis ambassadøren og Force Commander. Derefter var der reception og lejlighed til at hilse på nogle af de andre danskere i Mali og høre, hvad de forskellige laver hernede.

Ambassadørens bolig ligger helt ned til floden Niger

Pindemadderne, som ambassadøren havde sørget for, vakte almindelig lykke. De bestod af små stykker rugbrød med sild, frikadeller, leverpostej og andre danske lækkerier.
En rigtig hyggelig aften.

Tubabu

Vores nattevagter kørte til og med fredag, hvorefter vi havde fri i weekenden, vist nok mest fordi ingen anede, hvad de ellers skulle sætte os til.
Ok, nattevagter er måske at sætte det lidt for hårdt op. Vi kører patrulje indtil Malis politi kører tilbage til stationen og meddeler, at det nu er slut for natten. Det længste, jeg har kørt hidtil, er til kl. 0215, så værre er det ikke.
Forrige lørdag gik med indkøb, Svend bagte brød og vi lavede aftensmad. Har fundet ud af, at en lækker oksemørbrad koster ca. 50 kr. pr. kilo hernede, så det vil vi nok spise nogle gange. Vi besluttede at tage en tur i byen, da Svend havde hørt om et diskotek ikke langt fra, hvor vi bor. Forunderligt at gå fra gaden, der er præget af støv, larm og fattigdom og direkte ind i et topmoderne diskotek med masser af unge mennesker. Tror at vi trak gennemsnitsalderen op med mindst 2 år, da vi kom ind.
Jeg fik selvfølgelig bare bekræftet, hvad jeg vidste i forvejen, at jeg er for gammel til diskoteker med elendig musik, masser af blinkende lys og mange mennesker, der sidder i lokalet og ryger. Men så fik vi da prøvet det.

Et par børn fra gaden i Bamako

Søndagen gik så med tøjvask og afslapning efter nattens strabadser.
Da vi stadig ikke vidste, hvad vi skulle lave om mandagen, ringede vi til lederen af kontoret, der oplyste, at Svend skulle køre morgenpatrulje, mens jeg skulle møde på kontoret kl. 0800.
Dette gjorde jeg så. Halvanden time senere kom selvsamme leder hen til mig og spurgte, hvorfor jeg var der, når jeg skulle køre natpatrulje??
Han kunne i dag ikke huske, at han dagen forinden havde sagt anderledes, så jeg måtte ringe til Svend, der kom ud til lejren for at hente mig.
Forinden havde jeg dog en snak med Chief of Staff. Anledningen er, at vi mandag den 5. september er inviteret til flagdag på den danske ambassade, en invitation jeg havde sendt til kollegaerne med et engelsk sammendrag, som de kunne vise deres ledere. Det var dog ikke nok for en af lederne, der ville have tilladelse fra CoS. Det kunne/ville han dog ikke umiddelbart give, men ville undersøge, hvordan proceduren for dette er. Det fik jeg så at vide onsdag, hvor han ringede til mig. Den danske ambassadør skulle sende invitationen til New York, der via FNs hovedkvarter ville anmode Head of Mission hernede om at videresende til Head of Police, der så (eventuelt) ville give tilladelse.
Tingene er meget bureaukratiske i FN, og da det allerede var onsdag, var det ikke muligt at nå dette gennem de officielle kanaler. Så kollegaerne i Mopti kommer ikke til flagdagen.
Man får virkelig testet sin tålmodighed i dette system.

Natpatruljerne foregår dog stille og roligt. Det er dog en sproglig udfordring, da stort set alle kun taler fransk. Der er heldigvis flere, der forsøger at tale med mig på engelsk, så det går nogenlunde. Forleden nat talte jeg lidt med en politimand fra Mali, der gerne ville øve sit engelske. Han var meget venlig og imødekommende. Han fortalte, at han ville kalde mig "Tubabu", som er Bambara for "hvid europæisk mand".
Bambara er det lokale sprog, som 80% af befolkningen taler.

Første nattevagt i 20 år

Mandag aften i sidste uge landede jeg så i Bamako, oven i købet lidt før tid, så jeg var hurtigt ude af lufthavnen og i taxa på vej til huset. Svend var på vagt, så han kunne ikke hente mig. Mens jeg var hjemme, havde han sørget for forskellige praktiske ting, herunder indkøb og ansættelse af en rengøringshjælp. Hun hedder Guma og kommer 3 gange ugentligt for at gøre rent,vaske tøj, klare lettere indkøb og andet forefaldende arbejde.

Hun er "kun" 18 år, men helt klart vant til at gøre rent. Det bliver gjort grundigt, så det er fint.

Svend havde endvidere arrangeret, at jeg skulle med på natpatrulje resten af ugen, hvilket passede mig fint. Måtte dog en tur til lejren tirsdag formiddag for at få opsat min PC, så jeg kan modtage email m.v.

Tirsdag aften var det så endelig i gang med en del af det arbejde, jeg tilsyneladende skal lave hernede. Lidt før kl. 2200 mødte Svend og og jeg op på en politistation i Bamako, hvorfra vi skulle følge politiets patrulje. Med os var en gruppe politisoldater fra Senegal, som skulle passe på os, mens vi fulgte politet. Det gør de så fra en stor, pansret mandskabsvogn, med maskingeværskytte på taget og 8 mand til at bevogte os, når vi stander bilen og stiger ud. For mig virker det noget overdrevet, men det er altså sådan, man gør det.

Første nattevagt i over 20 år

Vi kunne hurtigt konstatere, at politiet hernede arbejder på en anden måde, end vi gør det. De er høflige nok overfor borgerne, men omvendt bliver de anholdt nærmest i flæng, stort set udelukkende fordi de ikke har ID-papirer på sig. Det samme gælder, hvis de ikke har papirer på deres motorcykler. Så bliver den beslaglagt og kørt til politistationen, hvor de så kan hente den mod at betale en bøde.
Dette er så også, hvad politiet laver - eller i hvert fald dem, vi følger. Standser køretøjer eller personer og kontrollerer deres papirer. Så jeg kan næppe påstå, at arbejdet er vanskeligt hernede. Til gengæld kan det blive kedeligt at følge i et helt år, men lad os se, om ikke jeg kan møve mig ind på andet arbejdet, når der er gået et par måneder.

Så er vi flyttet "hjem"

Allerede mandag var der bid med hensyn til bolig. En hollænder hørte tilfældigvis om et ledig hus mandag morgen, som Svend og jeg så på samme eftermiddag.

Indgangspartiet fra haven

Det er et hus, der ligger i et stille område, langt fra biler og langt til nærmeste Moske. så man ikke bliver vækket kl. 04.30, når der kaldes til dagens første bøn.

Huset er med 3 værelser, stor stue og fint køkken. Dertil en lille have og en stor tagterrasse.
Det er omkranset af en høj mur med pigtråd på toppen og låst dør, så det er ganske godt sikret.

Med egne bananer i haven

Helt perfekt, så vi skyndte os at slå til.
Skønt at komme væk fra hotellet og ind i "vores eget", da vi flyttede tirsdag eftermiddag.

Det største problem var at skaffe en bil, så vi kunne flytte. Selv om vi er tilknyttet patrol-team, er det ikke bare sådan at få en bil. De, der sidder på kontorerne, har for længe siden beslaglagt en bil, så de kan køre frem og tilbage til arbejdet. Så må resten klare sig så godt, vi kan. Èn af de ting, vi skal have lavet om på!
Ellers var det bare at gøre klar til min første leave fra missionen, da jeg onsdag aften kl. 23.00 satte mig ind i flyet mod København via Paris.

Er de ikke smukke :-

Anledningen var selvfølgelig brylluppet mellem Rasmus og Pernille, som forhåbentlig ikke har noget imod at de også optræder her på bloggen :-)

Endelig nogen vished

Mens vi venter...

Hele ugen gik med det samme, som vi lavede mandag og tirsdag, nemlig ingenting! Vi blev hver morgen hentet foran vores hotel kl. 07.30 og kørt ud til lejren, hvor vi sad til kl. 17.45, hvor bussen kørte tilbage. Rimeligt kedeligt, men vi da læst noget og øvet en del fransk.
Fredag aften, lige før bussen kørte, blev vi så kaldt til møde med Chief of Staff, der ville fortælle os, hvor vi skulle gøre tjeneste i vores tid i Mali.
Henrik og Alex skal til Gao, Michael og Dennis til Mopti, mens Svend og jeg skal blive i Bamako. Og mit job var en gedigen overraskelse. Jeg skal være en del af et nyt patruljeteam, der sammen med politiet i Bamako skal køre patrulje. Den må jeg erkende, at jeg ikke havde set komme.
CoS sagde, at da vi generelt ikke kan fransk, kunne han ikke give os andre opgaver, herunder en lederopgave til mig, da personalet som udgangspunkt kun taler fransk.
Da vi skulle nå dagens sidste bus til hotellet, var der ikke tid til uddybende spørgsmål.

Traditionelt afrikansk hus, her på ø i floden Niger

Nå, indtil videre kaster jeg mig ud i opgaven og ser, hvordan det går. Lørdag rykkede vi så ud til vores enheder (Svend er samme sted som mig), men da chefen ikke var der, var der ikke nye oplysninger. Dog var der nogen der påstod, at patruljeteamet kun arbejder om natten? Det håber jeg ikke er rigtigt, men lad os se på mandag, hvor vi forhåbentlig får meget mere information.

Det betød så, at Svend og jeg brugte en stor del af søndagen på at lede efter et sted at bo. Desværre er jeg tilbage på Imodium, så jeg var ikke helt på mærkerne, men vi fik da set et par lejligheder. Ingen, der fik os op at ringe i begejstring, så forhåbentlig kan vi fortsætte jagten mandag.

Søndag aften havde vores "hotelmutter" inviteret os alle ud til et andet hotel, som hun er ved at restaurere. Det er langt fra færdigt, men allerede nu af betydeligt bedre standard, end det vi bor i nu.
Hun serverede kylling og kartofler, som blev indtaget på afrikansk maner, nemlig med fingrende - men heldigvis med eget fad/tallerken. Egentlig ville jeg helst blive hjemme på grund af mine maveproblemer, men da 3 andre også havde lagt sig, ja så tog jeg med. Håber det går alligevel - ellers er der kontant afregning i løbet af natten.

Vi venter og vi venter

Så skyder det danske kontingent

Lørdag var så tid til den afsluttende test, før vi er "fuldbårne" FN-politier, nemlig skydetesten. Noget af det første der skete, da vi kom i missionen, var at vores pistoler blev inddraget. Man må nemlig ikke gå med pistol, før man har bevist, at man kan finde ud af at betjene den og nogenlunde ramme dét, man skyder efter.

Det er vel et eller andet sted meget rimeligt, selv om man som dansker synes det burde være rigeligt at være uddannet politimand. Men vi er flere gange blevet mindet om, at dette er en "multidimentional mission" med mange forskellige kompetencer, som det hedder, så ok at teste, også selv om man er dansk politimand.

Undervisning i det fri

Skydningen foregik på den nationale politiskole, og efter at have set denne, skal vi nok ikke klage over vores egen. 

Ved ankomsten gik en hel flok politirekrutter og fejede kørebanen, mens andre øvede i at gå i takt i grupper.

Andre igen, måske 50-60 mand, var i gang med klasseundervisning. Denne foregik i det fri, i skygge af træerne. Det var ikke fordi de var trukket udenfor i varmen, men fordi der simpelthen ikke er klasselokaler til alle. 

Resten af lørdagen (fra kl. 11.00) gik med at vente i vores egen lejr til vi havde fri kl. 17.00. I FN er regler nemlig til for at blive overholdt. Selv om vi intet skulle lave, skal man være på arbejdspladsen indtil kl. 17.00, hvor man har fri. Ren spild af tid, men det skulle kun blive værre.

Søndag havde vi igen fået ekstraordinært fri, og heldigvis for det. Frederik, vores major fra sidste uge, havde denne søndag arrangeret at vi skulle se Bamako igen, men denne gang fra floden Niger, der går gennem Bamako.

Nogle af os bænket i båden

Det var en stor båd, som vi havde fået for os selv. Vejret var, i hvert fald i starten, overskyet men dejligt varmt.

 Efter at have sejlet lidt rundt i en halv times tid, lagde vi til ved en lille ø, der ligger midt i floden. Her på øen bor en lille stamme, der har boet der i flere hundrede år. Især børnene var glade for at se os, og stillede gladeligt op til fotografering.
Det var både spændende, men også lidt grænseoverskridende. Vi gik nærmest som gæster i en zoo og tog billeder af de mennesker, der bor der.

Ok, denne lille fyr (?) var ikke helt tryg ved de
 mærkelige mennesker, der kom gående ned
ad stien, hvor han sad

Vi forsøgte at gøre det så diskret som muligt, og kun efter aftale, men alligevel.

Efter dette besøg satte vi kursen vestpå mod Badalodge. Undervejs var det tydeligt, at søndag er lig med vaskedag i Bamako. Næsten overalt, hvor vi kom frem, stod folk og vaskede ved flodbredden. Og overraskende nok var det ikke kun kvinder, der stod for vasketøjet. Rigtigt mange mænd deltog i denne begivenhed.
Når man ser vandet i floden, kan man godt blive lidt i tvivl om, hvor rent tøjet bliver, men vasket bliver det i hvert fald.

Der vaskes til den store guldmedalje

Samdigt var det desværre begyndt at regne og det blev forholdsvist koldt (ja, koldt). Heldigvis sad vi i tørvejr i båden, da vi skulle sejle et par timer endnu.

Vi lagde endelig til ved et resort, der ligger 12-14 km vest for Bamako. Det er et fristed, primært for udlændinge, hvor der er stor swimmingpool, bar, god restaurant og et stort område, hvor man bare kan slappe af. På trods af heftig regn, sprang vi i poolen og hyggede os i øvrigt med god mad og godt selskab.

Mandag var det så tilbage til arbejdet, men kun for at være der! Vi havde intet at give os til, men da vi som tidligere nævnt skal være til stede, skulle vi altså slå tiden mellem kl. 8 og 18 ihjel i en lejr, hvor der intet er at foretage sig. Derudover er internettet så dårligt, at vi ikke kan regne med at bruge det.

Også tirsdag var (næsten) spild af tid. Dog havde vi et møde med Chief of Staff kl. 14.00, hvor vi håbede, at han ville løfte sløret for, hvor vi skal arbejde og med hvad, men desværre ikke i dag.

Vi venter videre......

Dog var jeg så heldig, at jeg kender Chief of Staff personligt fra min tid i Kosovo. Det kom mig virkelig til gavn, da det viste sig, at min første leave, som jeg SKAL have i næste uge, faktisk er imod reglerne. Jeg klagede derfor min nød til ham, og i løbet af en halv time havde han klaret dette lille problem.
Det er godt med netværk :-)