(Klik på de enkelte billeder/fotos for stor udgave)

mandag den 5. september 2016

Tubabu

Vores nattevagter kørte til og med fredag, hvorefter vi havde fri i weekenden, vist nok mest fordi ingen anede, hvad de ellers skulle sætte os til.
Ok, nattevagter er måske at sætte det lidt for hårdt op. Vi kører patrulje indtil Malis politi kører tilbage til stationen og meddeler, at det nu er slut for natten. Det længste, jeg har kørt hidtil, er til kl. 0215, så værre er det ikke.
Forrige lørdag gik med indkøb, Svend bagte brød og vi lavede aftensmad. Har fundet ud af, at en lækker oksemørbrad koster ca. 50 kr. pr. kilo hernede, så det vil vi nok spise nogle gange. Vi besluttede at tage en tur i byen, da Svend havde hørt om et diskotek ikke langt fra, hvor vi bor. Forunderligt at gå fra gaden, der er præget af støv, larm og fattigdom og direkte ind i et topmoderne diskotek med masser af unge mennesker. Tror at vi trak gennemsnitsalderen op med mindst 2 år, da vi kom ind.
Jeg fik selvfølgelig bare bekræftet, hvad jeg vidste i forvejen, at jeg er for gammel til diskoteker med elendig musik, masser af blinkende lys og mange mennesker, der sidder i lokalet og ryger. Men så fik vi da prøvet det.

Et par børn fra gaden i Bamako
Søndagen gik så med tøjvask og afslapning efter nattens strabadser.
Da vi stadig ikke vidste, hvad vi skulle lave om mandagen, ringede vi til lederen af kontoret, der oplyste, at Svend skulle køre morgenpatrulje, mens jeg skulle møde på kontoret kl. 0800.
Dette gjorde jeg så. Halvanden time senere kom selvsamme leder hen til mig og spurgte, hvorfor jeg var der, når jeg skulle køre natpatrulje??
Han kunne i dag ikke huske, at han dagen forinden havde sagt anderledes, så jeg måtte ringe til Svend, der kom ud til lejren for at hente mig.
Forinden havde jeg dog en snak med Chief of Staff. Anledningen er, at vi mandag den 5. september er inviteret til flagdag på den danske ambassade, en invitation jeg havde sendt til kollegaerne med et engelsk sammendrag, som de kunne vise deres ledere. Det var dog ikke nok for en af lederne, der ville have tilladelse fra CoS. Det kunne/ville han dog ikke umiddelbart give, men ville undersøge, hvordan proceduren for dette er. Det fik jeg så at vide onsdag, hvor han ringede til mig. Den danske ambassadør skulle sende invitationen til New York, der via FNs hovedkvarter ville anmode Head of Mission hernede om at videresende til Head of Police, der så (eventuelt) ville give tilladelse.
Tingene er meget bureaukratiske i FN, og da det allerede var onsdag, var det ikke muligt at nå dette gennem de officielle kanaler. Så kollegaerne i Mopti kommer ikke til flagdagen.
Man får virkelig testet sin tålmodighed i dette system.

Natpatruljerne foregår dog stille og roligt. Det er dog en sproglig udfordring, da stort set alle kun taler fransk. Der er heldigvis flere, der forsøger at tale med mig på engelsk, så det går nogenlunde. Forleden nat talte jeg lidt med en politimand fra Mali, der gerne ville øve sit engelske. Han var meget venlig og imødekommende. Han fortalte, at han ville kalde mig "Tubabu", som er Bambara for "hvid europæisk mand".
Bambara er det lokale sprog, som 80% af befolkningen taler.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar