Igen ramt af Afrika!

Der har faktisk været nogenlunde stille nordpå i Mali de sidste par uger. Det er som om man har koncentreret sig om andre ting. I sidste uge var der således et angreb i Niger, ca. 35 kilometer fra grænsen til Mali, hvor 22 soldater, der bevogtede en flygtningslejr med flygtninge fra Mali, blev dræbt.

Fra Minusma FB

Fra  Minusma FB

I forrige uge gik det så igen ud over Minusma, hvor to soldater blev dræbt i forbindelse med et angreb på Minusma Camp i Kidal.
Soldaterne var fra Tchad. De blev mandag fløjet til Bamako, hvor der i den lejr, hvor jeg arbejder, var en mindehøjtidlighed for dem. Den varede en halv times tid med få, korte taler, afspilning af nationalmelodi og æresvagter. Kisterne blev båret ind under ceremonien, hvorefter de blev kørt til lufthavnen og fløjet til Tchad.

Omend det var varmt at stå stille i en halv time i solen, var det en meget fin ceremoni.

Ellers er jeg ved at finde mig til rette i mine nye omgivelser. Noget af det første, der skulle på plads, var en ny emailkonto, da jeg ikke har en personlig email, men funktionsbestemt. I forlængelse af dette skulle vi have oprettet et fælles drev, så både Maria og jeg har adgang til alle dokumenter. Ja, vi er (nu) to i strategic planning, så der er vist nok at lave.
Desværre er der ikke rigtigt sket noget her en uge efter mit skifte, men det kommer vel?

En anden god nyhed er, at jeg har fået privatlærer til fransk, i hvert fald til Svend er tilbage, så er vi to. Anna, en sprogofficer fra hæren, har tilbudt at være vores fransklærer, så jeg har fået en hulens masse verber at læse på. Virkelig fornemt at kunne udfylde frokostpausen med undervisning. Vi har nemlig to timers frokostpause, som virkelig er dræbende at komme igennem. Der er intet at foretage sig i lejren, så folk sidder rundt omkring og sover, læser eller på anden måde får tiden til at gå.
Efter sigende er det ikke muligt at skære en time af frokosten og så gå hjem kl. 17 i stedet for kl. 18. De to timer er indført, så muslimerne kan nå at bede i frokostpausen. Al respekt for det, men.........
Nå, må enten indordne mig eller forsøge at ændre det bestående. Jeg vil prøve det sidste, men det er vist en håbløs kamp.

Vejret har ændret sig hernede. Hvor det for en måned siden regnede næsten hver dag, er det efterhånden sjældent. Tror vi har fået regn 3 gange de sidste 14 dage, så det er vist ved at være slut med det indtil maj måned næste år. Tingene er allerede begyndt at se tørre ud og det grønne er så småt på retur. Til gengæld kommer varmen, som i nogle dage nærmer sig 40 grader. Det er næsten værre om aftenen, når det er 30 grader kl. 22 eller for den sags skyld kl. 08 om morgenen. Tør dårligt tænke et par måneder frem, når den får 5-6 grader ekstra på kviksølvstermometret. Så skal de fede nok svede!

Huset blev fyldt op i løbet af weekenden. To danskere, Henrik og Michael, kom retur fra leave fredag aften og lørdag kom Svend tilbage igen. Jeg havde planlagt at kokkere til den store guldmedalje, men i stedet måtte jeg lørdag morgen lægge mig på langs og melde afbud til arbejdet.

Det lokale hospital

Jeg havde tilbragt hele natten på toilettet. Mine to gæster gik overtalt mig til at kontakte lægen, der sendte mig ud på et fransk hospital, som Minusma bruger. Da jeg tog derfra igen, havde jeg ikke mindre end 5 forskellige medikamenter, som jeg skulle fylde mig med for at nedbringe feber og slå infektionen ihjel - og ikke mindst standse min diarre. Som lægen smilende sagde til mig: "This is Africa".
Også det må jeg vænne mig til på et tidspunkt.