Da jeg skrev, at der intet skete på min 12 timers vagt i Command Center, var det nok en sandhed med modifikationer. Vi fik nemlig en melding om skyderier i Mitrovica, hvor der blev skudt med pistol hen over nogle arbejdere, der var i gang med at at rense floden Ibar. Arbejderne var en multietnisk gruppe, men det er et USAID program, og da amerikanerne ikke er populære i nord på grund af aktionen tirsdag, blev disse arbejdere altså angrebet. 3-4 af dem blev lettere såret, dog ingen af pistolskud men af de slag, de fik af overfaldsmændene. Kosovo Politi har anholdt en person i forbindelse med episoden. Ja, selv skyderier kan blive så meget hverdag hernede, at man hurtigt glemmer om dem igen.
I øvrigt har det efterfølgende vist sig, at det muligvis alligevel ikke er på grund af at det er er amerikansk projekt, men kan have noget at gøre med, at man har hyret et firma til at stå for opgaven og at angrebet skyldes en konkurrende virksomhed.......Jep, konkurrencen kører på et andet niveau hernede.
Et par EULEX biler er indtil nu blevet angrebet med sten og har måtte flygte, den ene gang med hjælp af Kosovo Politi. På trods af det forsøger vi at opretholde en vis normalitet i nord. Stationsrådgiverne tager så vidt muligt på arbejde og de, der bor i det nordlige område, er ved at flytte tilbage. Men sikkerhedssituationen vurderes selvfølgelig hele tiden.
For mit vedkommende har jeg udsigt til en ganske fornuftig weekend. I formiddags var jeg ude på vores Transportation Center for at hente en bil, vi har lejet. Om få minutter kører jeg så hjem, skifter tøj og ud til en militærlejr, hvor jeg skal mødes med 3 andre. Herefter sætter vi kursen mod Sofia (Bulgarien), hvor vi skal igennem minimum to runder golf. Og måske en kop øl eller to på hul 19. Det bliver herligt!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar