(Klik på de enkelte billeder/fotos for stor udgave)

tirsdag den 20. september 2011

Foreløbig er der ro

Fredag morgen var vi alle spændte på at se, hvordan man ville reagere i nord på at Kosovo Politi og toldvæsen placerede egne politi- og toldpersonale på de to berygtede grænseovergange, 1 og 31. Det er godt nok EULEX og KFOR, der passer grænserne, men personale fra Kosovo er også til stede. Fredag var der så bygget et hav af vejspærringer nord for Mitrovica og masser af serbere på barrikaderne. Personalet til grænseovergangene måtte flyves ind med helikopter. Men siden er der ikke sket noget som helst (stort set). Situationen i dag tirsdag er den samme som i fredags. Nu er det så spændende, hvornår situationen udvikler sig. Det kan i hvert fald ikke fortsætte som nu, da indbyggerne i nord, som primært er serbere, ikke kan få dagligvarer og andre fornødenheder kørt til regionen.

Lasse og jeg brugte den fredelige søndag til at køre en tur ud af byen. Vi besøgte en stor drypstenshule i Gadimë, syd for Pristina. Hulen, der er halvanden kilometer lang, blev først fundet ved et tilfælde i 1969 og hører nu til en af de helt store turistattraktioner i Kosovo.








Og det er forståeligt. Fantastisk at gå rundt i de smukke huler og se de forskellige stalakitter og stalagmitter, der dannede de mest fantastiske figurer. Stalakitter er drypsten, der vokser fra loftet og ned, mens slalagmitter går fra gulvet og opad. I de tilfælde, hvor de mødes, danner de en søjle.


Der var en guide, der viste os rundt og som udpegede drypsten, der lignede Kosovo, engle, familier - og også et par sjofle figurer. Det morede han sig meget med!

I morgen onsdag skulle jeg egentlig sidde i kommandorummet i vores operationsrum, men det er heldigvis ændret til at jeg er "on-call", hvis situationen udvikler sig. Så kan vi endelig få evalueret vores Fokus Point tur, så jeg kan få produceret en rapport til EULEX og til Kosovo politi, så jeg har noget at tale med min counterpart om.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar