Induction Training fortsatte i dag med "Use of Force" og køretest om eftermiddagen. "Use of Force" var en gennemgang af den basale træning, vi fik paa politiskolen for meget længe siden. Køretesten var også til at overse. Vi skulle lave en baglæns parkering ind i en bås med en Nissan Patrol, uden at ramme nogle kegler, og derefter en parallelparkering. Efter dette en tur ud i trafikken i Pristina, hvilket virkelig er en oplevelse og en udfordring. Det er vitterligt ikke til at se, at der er en færdselslov her i landet. Folk kører over for rødt, skifter vognbane når det passer dem (du maa bare bremse!), svinger til venstre fra banerne til ligeudkørsel (så slipper du for den lange kø af venstresvingende), maser sig ud i trafikken fra sideveje og lignende - og intet af dette er overdrevet!
Tilbage til lejligheden onsdag aften, hvor jeg fik smækket mig ude, da jeg ville se til min kommende lejlighed og hvordan det går med at få den færdig. Min landlord, som var der, lovede at den vil blive klar torsdag og at internettet ville komme "in one day..........or in two"! Han havde heldigvis en ekstra nøgle, så han kunne hjælpe mig tilbage til min midlertidige.
Kl. 19 mødtes jeg med 4 andre danske kollegaer. Det er en tradition at mødes onsdag til fællesspisning. Fik en rigtig god lasagne og en kop øl. Efter kaffen gik jeg hjem til mig selv. Har reddet mig en ordentlig forkølelse og fik desværre ikke meget søvn.
Nordpaa går det vildt for sig! Omkring 1000 serbere fra den nordlige del af Kosovo angreb den ene grænseovergang og jog EULEX folk og Kosovo politi på flugt, hvorefter de satte ild til grænsbygningerne. Nogle af grænsepatruljerne måtte flygte ind i Serbien, hvor de blev hjulpet af myndighederne til en anden og mere fredelig grænseovergang. Der var ret heftige kampe mellem KFOR og de serbiske banditter, men tilsyneladende ingen dræbte!
Næsten grotesk at gå på gaderne i Pristina her onsdag aften. Ca. 70 km nordpå er landet på randen af en borgerkrig, mens der i Pristina intet er at mærke! Det ligner enhver anden sydeuropæisk by en dejlig sommeraften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar