Festlig koncert i Bamako

Det viste sig selvfølgelig om fredagen, at ingen vidste, at chefen havde givet Svend og mig fri om torsdagen, så vi kunne deltage i programmet med kronprinsen, så de rapporter, jeg sidder og laver dagligt, var ikke lavet. Nå, ikke mit problem. En anden leder måtte til at lave dem, så fredagen blev noget mere stille for mit vedkommende.
Lørdag blev til gengæld lidt anderledes. To kollegaer fra Benin inviterede hele kontoret (ca. 20 i alt) på frokost ude i byen. Anledningen var, at vi skulle "takke Gud", som nok er en anden Gud en min, men frokosten var rigtig god og en fin gestus.
Jeg sad overfor den ene af værterne, en glad lille fyr, som pludselig gerne ville lære dansk. Jeg lærte ham nogle danske gloser, som han straks indtalte på sin telefon. Han ville blandt andet også have oversat et arabisk ord for "elskede", hvilket han selvfølgelig også fik. Det var dog en fejl. Nu siger han "min elskede" til mig, hver gang vi mødes.

Koncert i Institut Francais

Lørdag aften tog vi på "Institut Francais", hvor der var en koncert med en musikgruppe, der bestod af trommer, guitarer, orgel m.v., men hvor bandlederen spillede på en Kora, der er en harpe, der især bruges i Vestafrika. Det viste sig under koncerten, at han også havde fødselsdag, så det vi troede var en koncert, udviklede sig til en fest på scenen.

Amadou og Mariam på scenen

Gruppen havde inviteret en masse gæster til at komme for at spille og synge sammen med dem, og det blev en fantastisk aften. Der var masser af god musik og sang, og masser af dansen på scenen. Helt uvant fra Europa var det helt almindeligt, at også publikum sprang op på scenen for at danse til musikken og med musikerne. Det var vildt sjovt, selv om jeg godt kunne holde mig fra at deltage aktivt.

Et af mange højdepunkter var, da Amadou og Mariam kom på scenen. Det er et ægtepar, der begge er blinde og som mødte hinanden på en blindeskole. De er utroligt populære, også udenfor Mali. De giver blandt andet koncert i både Stockholm og Oslo her i efteråret.

Alle er på scenen - både store og små

Jeg lyttede meget til dem, før jeg rejste herned, og de har også været et fast musikindslag i vores hus i Bamako.
Orkestret og gæster spillede i 3 timer i træk, og det var helt fantastisk.

Svend optog en masse fotos og videoer fra koncerten. Desværre er videoerne for store til denne blog, så I må nøjes med fotos fra en skøn aften.

Efter koncerten fortsatte vi vores tur i byen sammen med de andre danskere. Vi gik videre til et lokalt dansested med levende musik.

I samtale med ministeren

Vi kunne dog godt mærke, at trætheden var begyndt at indfinde sig, så da de andre ville videre til et helt tredje sted i byen, tog Svend og jeg hjem.


Svend blev hjemme om søndagen, da vi ventede på en blikkenslager. Vores rengøringspige havde påpeget, at vandet piblede ud fra væggen. Det var desværre også det varme vand, hvilket gav os en forklaring på, hvorfor vi brugte så meget strøm, som vi gjorde.

Orientering om politiets rolle i Mali

Jeg tog selv på arbejde søndag eftermiddag for at lave et par rapporter. Det viste sig heldigvis, at hollænderen, der plejer at lave dem, var kommet tilbage, så jeg fik i stedet tid til at køre ud til den danske militærlejr.

Her fik jeg udleveret ikke mindre end godt 1500 fotos fra dagen i torsdags.
En fotograf fra forsvaret havde til opgave at tage en masse billeder, hvilket han da også havde gjort.

Det krævede nogen oprydning i billederne for at få dem ned på et mere menneskeligt antal, men nu har jeg da en lille samling - og anledning til at bringe nogle flere billeder fra kronprinsens besøg hernede.


Samling under rundvisningen i lejren

Mandag aften var det så igen tid til at få gæster i huset. To danske kollegaer fra henholdvis Mopti og Gao er på vej til deres første leave, så de lavede stop-over hos os i vores hus.

Onsdag aften tager Svend på leave og i næste uge de to sidste danskere. Så må jeg holde skansen alene hernede. Jeg kan, på grund af min korte leave i august, ikke tage hjem endnu, men må vente til November.

(Husk at klikke på billederne, hvis du vil se dem i større udgave)

Fornemt besøg hjemmefra

"Hovedgaden" i FN-lejren

Vores arbejdsplads, når vi altså ikke kører patrulje, ligger i en lejr udenfor byen, ude ved lufthavnen. Det er en meget stor lejr, der består af en masse hvide containere og som stadig er ved at blive udbygget. Der ligger i alt 3 FN-lejre i Bamako, placeret så langt fra hinanden, som det overhovedet er muligt. Det er dog tanken, at den ene lejr skal nedlægges og flyttes ud til os ved lufthavnen.

Indgangen til vores kontor (dør 4)

Man er derfor i fuld gang med at udvide lejren, der er mellem 4 og 5 kilometer i omkreds. Nu håber vi alle sammen, at det også betyder, at der kommer en restaurant mere herude. Den vi bruger til frokost, trænger i den grad til noget konkurrence, både på kvalitet og på prisen. Jeg har flere gang haft dem under mistanke for årsagen til dårlig mave, som hver gang opstår 4-6 timer efter jeg har spist der.
Og fredag i denne uge måtte en kollega gå tilbage med den "kylling", hun havde købt på spyd, og fortælle dem, at det var oksekød og ikke kylling. Det kom som en overraskelse for dem!

Jeg deler kontor med et par hollændere, en tuneser og en fra Benin. De to hollændere taler heldigvis primært engelsk, hvilket ham fra Benin ikke gør. Han har været meget reserveret, men er de sidste par dage begyndt at tø lidt op og forsøger at tale lidt engelsk, mens jeg forsøger mig på fransk.

Kontoret, hvor jeg p.t. arbejder (bagest til højre)

Det er vi nok lige dårlige til begge to, men vi får da kommunikeret og forstået hinanden.

Det er faktisk spændende, om jeg skal fortsætte på dette kontor, eller skal flyttes til andet arbejde. En svensker, der var med til at inverviewe mig før jeg fik min stilling hernede, vil meget gerne, at jeg kommer til hendes afdeling, hvor der arbejdes med strategisk planlægning for UN Police - hvilket hun kunne røbe var meningen fra starten.

De sidste par dage har jeg arbejdet med hende om planlægning af UNPOLs budget for 2017/2018 og om de indsatser og målepunkter, der skal sættes op for politiet i missionen.

Det er Chief of Staff, der har det sidste ord i forbindelse med en eventual re-deployment, og han er på leave og først tilbage i næste uge

Onsdag fik vi så besøg, denne gang af kollegaerne fra Mopti, der af deputy police commissioner fik tilladelse til at flyve til Bamako. Heldigvis kom de begge to. Dennis havde igen lagt sig på langs, denne gang på hospitalet, fordi man frygtede, at han for anden gang havde pådraget sig malaria. Det viste sig heldigvis at være falsk alarm.

Vi havde en hyggelig onsdag aften i vores hus.

Torsdag formiddag skulle vi så ud til den danske militærlejr, der ikke ligger så langt fra vores FN-lejr.
Anledningen var, at vi i går aftes fik fornemt besøg hjemmefra, nemlig af forsvarsministeren og af HKH kronprins Frederik. De er hernede på et to-dages besøg for at se, hvordan forsvaret og politiet har det i Mali.


Tid til kolde vand og colaer

Vi tilbragte eftermiddagen hos forsvaret, hvor der også var tid til lidt hyggesludder både med ministeren og med kronprinsen. Til frokost kom jeg til at sidde overfor kronprinsen, og han spurgte intereseret til vores arbejde i missionen. Også ministeren var meget interesserede i, hvordan politiet har det i missionen og hvad vi laver.

Det var ikke meningen, at jeg skulle have en aktiv rolle i programmet, men efter frokosten kom en major, der havde ansvaret for programmet, og spurgte om jeg kunne give et lille foredrag om politiets rolle og indsats i Mali. Kronprinsen var interesseret i at høre mere.
Det kunne jeg selvfølgelig, så da vi var samlet i et stort telt, brugte jeg små 10 minutter til at fortælle lidt om processen før vi kom herned og hvad vi beskæftiger os med hernede.
En stor del af eftermiddagen gik med rundvisning i lejren og forklaring på, hvad man laver dér. Det var rigtigt interessant.

Vi kørte hjem ved 16-tiden, så vi kunne nå at smide fødderne op på sofaen og hvilket lidt, før det tid til endnu et bad og tøjskifte.
Kl. 18.00 var der stående taffel hos ambassadøren. Hun havde forberedt en masse afrikanske specialiteter, herunder helstegt lam. Det var fantastisk mad og en uformel og meget hyggelig stemming, hvor vi gik rundt og talte med hinanden i haven med en øl eller gin/tonic i hånden.

Kl. 20.00 var det så slut for den dag. Kronprinsen skulle tilbage til militærlejren, hvor han skulle overnatte indtil fredag morgen kl. 04.00, hvor han og delegationen skulle til lufthavnen for at flyve til Gao for at møde militæret og de to danske politifolk, der er stationeret der.

Selvfølgelig skulle vi have et gruppebillede

En spændende dag, der også for vores vedkommende sluttede tidligt. Svend skulle køre vores gæster til lufthavnen kl. 04.15 (!), mens jeg snuppede dagens 4. Imodium og gik tidligt i seng.

Eid al-Adha

Vi kæmper stadig med at vænne os til vejret hernede. Nok mest fordi vi har besluttet at bruge aircondition så lidt så muligt, netop for at vænne kroppen til omgivelserne. Det er især luftfugtigheden, der kræver tilvænning. Varmegrader på 30-34 grader er til at holde ud, men ikke når luftfugtigheden samtidig er mellem 80 og 95%, hvilket den er her i regntiden. Samtidigt har solen et UV-indeks på 12, når det er "værst", så man skal virkelig passe på. Vi går mod slutningen af regntiden, så forhåbentlig falder luftfugtigheden i takt med, at dagtemperaturen stiger mod de 40 grader.

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan forureningen er ganske massiv hernede. Bilerne og motorcyklerne oser i en grad, så man nogle gange kan se røgslør ligge en kilometer efter køretøjet. Jorden er også synlig forurenet. Svend og jeg er på jagt efter bare nogenlunde ren jord, som vi kan så nogle tomat- og courgettefrø i, men det er ikke lykkedes endnu. Jorden er fyldt med store plastikstykker, barberblade, knogler og en hel masse andet, jeg ikke vil vide hvad er! Men det skal nok lykkes os at få sået frøene, så vi kan få vores egen lille køkkenhave.

De sidste par dage har i Bamako været præget af Eid al-Adha (eller Eid el Kebir). Det er en islamisk eid-fest, der fejrer profeten Ibrahims villighed til at ofre sin førstefødte søn Ishmael (og ikke Isak, som I den jødiske fortælling). Festen varer gerne 3-4 dage.
Hver familie ofrer et dyr på størrelse med en ged eller mindre ved denne højtid og deler kødet med familie, naboer og de fattige.

Denne geds skæbne er vist beseglet

Det har betydet et meget stort indhug i antallet af geder i Bamako, som der ellers er rigtigt mange tusinder af. I weekenden så vi mange, der enten gik med en enkelt ged, eller kørte med dem især på motorcyklerne. Ufatteligt, at man i det ragnarok af trafik i Bamako, også kan styre en motorcykel med en ged mellem benene.
Mandag morgen var så store slagtedag. Overalt, hvor vi kom rundt i byen, var man i færd med at partere den ged, man lige havde slagtet foran sit hus. Ja, selv lige udenfor vores hoveddør var naboens vagtmand i gang med at partere en ged. Vi håber så, at det er den selvsamme ged, der den sidste uge har stået et eller andet sted i nærheden og bræget fra tidlig morgen.
Svend og jeg nøjedes med at købe en bov fra en ged og stege den i vores gasovn. Det smagte dejligt! Det er ikke så let at bruge en gasovn, men vi (især Svend) har sat sig for at kontrollere den. Der er mange spændende og velsmagende eksperimenter i vente!

PS: det var dèn ged :-)

Flagdag

Fredag i sidste uge fik vi besøg fra Gao. Det var Henrik og Alex, der af deres leder havde fået lov til at tage til Bamako i forbindelse med flagdagen mandag. Da der ikke er FN-fly i weekenden, mente deres chef, at det var bedst, at de rejste fredag.
Det blev en hyggelig weekend med 4 i huset. Det faldt så sammen med, at vi lørdag aften var inviteret til en restaurant i anledning af, at to svenske kollegaer fejrede fødselsdag. Det blev en rigtig hyggelig aften i både svensk og fransk selskab.



Afslapning under palmerne med
sandbåde i baggrunden

Søndag kørte vi en tur til Badalodge for at komme lidt ud af Bamako og nyde dette fristed. Det er lidt grotesk at ligge i dette luksusområde, mens bådene med sand, som de lokale dykker ned i floden efter, sejler forbi kun 30 m fra, hvor vi ligger på strandstole og soler os. De 30 m adskiller to helt forskellige verdener.

Søndag aften gik med endnu en fest, denne gang hos hollænderne, som næsten er vores naboer. Der var ingen special anledning, udover lysten til at samle forskellige gode mennesker, hvor vi heldigvis var blandt :-).

Det er i øvrigt slut med nattjeneste i denne omgang. Stort set alle på kontoret er på leave, hvilket i øvrigt kom bag på de, der planlægger vores tjeneste.......! Selv efter de havde forladt kontoret for at tage hjem, blev jeg spurgt om ikke jeg kunne tage nattjeneste igen. Igen måtte jeg fortælle dem, at det kunne jeg da godt, men så var der bare ingen på kontoret, der kunne skrive de daglige og ugentlige rapporter, der skal sendes til New York. Så lige nu sidder jeg på dagtjeneste fra kl. 08.00 til kl. 18.00. En lang arbejdsdag, især fordi vi er tvunget til 2 timers frokostpause, hvor der stort set intet er at foretage sig. Det er heller ikke, fordi jeg er bebyrdet med arbejde på kontoret. Har ansvaret for at udarbejde en daglig rapport, som i virkeligheden er klippe/klistre fra 6 forskellige rapporter, der hver eftermiddag bliver sendt til vores kontor. Derudover 2 ugentlige rapporter, som igen er klippe/klistre fra de rapporter, jeg laver hver dag. Endelig har jeg ansvaret for at dokumentere et par andre ting, som nok fylder nogle timer ud, men ikke øger arbejdsbelastningen væsentligt.

Men jeg slår mig til tåls med, at det stadig er en ung mission, der arbejder på at finde egne fødder at stå på. Missionen har været her i 3 år, men det er en kæmpe organisation med omkring 20.000 ansatte, der skal på plads, så meget mangler endnu.



Også i Nr. Dalby var flaget hejst :-)

Parade i haven.

Ugens store begivenhed var selvfølgelig flagdagen den 5. september. Den danske ambassadør havde inviteret alle danskere i Mali til at deltage i en ceremoni i hendes recidens, der ligger meget tæt på ambassaden og helt ned til floden Niger. På grund af trafikken og en lidt for sen afgang fra lejren, kom Svend og jeg desværre for sent. Vi måtte vente på en officer, der først skulle vente på en godkendelse af en rapport, hvilket desværre trak ud. Vi skulle have været der i "god tid inden kl. 17.00", men kom først ind kl. 17.10. Der stod alle linet op og kiggede på os, så vi kunne ikke bare snige os ind. Heldigvis var den øverstkommanderende for militæret i Minusma, som er dansker, også blevet forsinket af samme årsager, så vi fik alle lov til at vente 10 minutter mere.
Da han var ankommet, var der flaghejsning, fulgt af nogle fine taler fra henholdsvis ambassadøren og Force Commander. Derefter var der reception og lejlighed til at hilse på nogle af de andre danskere i Mali og høre, hvad de forskellige laver hernede.

Ambassadørens bolig ligger helt ned til floden Niger

Pindemadderne, som ambassadøren havde sørget for, vakte almindelig lykke. De bestod af små stykker rugbrød med sild, frikadeller, leverpostej og andre danske lækkerier.
En rigtig hyggelig aften.

Tubabu

Vores nattevagter kørte til og med fredag, hvorefter vi havde fri i weekenden, vist nok mest fordi ingen anede, hvad de ellers skulle sætte os til.
Ok, nattevagter er måske at sætte det lidt for hårdt op. Vi kører patrulje indtil Malis politi kører tilbage til stationen og meddeler, at det nu er slut for natten. Det længste, jeg har kørt hidtil, er til kl. 0215, så værre er det ikke.
Forrige lørdag gik med indkøb, Svend bagte brød og vi lavede aftensmad. Har fundet ud af, at en lækker oksemørbrad koster ca. 50 kr. pr. kilo hernede, så det vil vi nok spise nogle gange. Vi besluttede at tage en tur i byen, da Svend havde hørt om et diskotek ikke langt fra, hvor vi bor. Forunderligt at gå fra gaden, der er præget af støv, larm og fattigdom og direkte ind i et topmoderne diskotek med masser af unge mennesker. Tror at vi trak gennemsnitsalderen op med mindst 2 år, da vi kom ind.
Jeg fik selvfølgelig bare bekræftet, hvad jeg vidste i forvejen, at jeg er for gammel til diskoteker med elendig musik, masser af blinkende lys og mange mennesker, der sidder i lokalet og ryger. Men så fik vi da prøvet det.

Et par børn fra gaden i Bamako

Søndagen gik så med tøjvask og afslapning efter nattens strabadser.
Da vi stadig ikke vidste, hvad vi skulle lave om mandagen, ringede vi til lederen af kontoret, der oplyste, at Svend skulle køre morgenpatrulje, mens jeg skulle møde på kontoret kl. 0800.
Dette gjorde jeg så. Halvanden time senere kom selvsamme leder hen til mig og spurgte, hvorfor jeg var der, når jeg skulle køre natpatrulje??
Han kunne i dag ikke huske, at han dagen forinden havde sagt anderledes, så jeg måtte ringe til Svend, der kom ud til lejren for at hente mig.
Forinden havde jeg dog en snak med Chief of Staff. Anledningen er, at vi mandag den 5. september er inviteret til flagdag på den danske ambassade, en invitation jeg havde sendt til kollegaerne med et engelsk sammendrag, som de kunne vise deres ledere. Det var dog ikke nok for en af lederne, der ville have tilladelse fra CoS. Det kunne/ville han dog ikke umiddelbart give, men ville undersøge, hvordan proceduren for dette er. Det fik jeg så at vide onsdag, hvor han ringede til mig. Den danske ambassadør skulle sende invitationen til New York, der via FNs hovedkvarter ville anmode Head of Mission hernede om at videresende til Head of Police, der så (eventuelt) ville give tilladelse.
Tingene er meget bureaukratiske i FN, og da det allerede var onsdag, var det ikke muligt at nå dette gennem de officielle kanaler. Så kollegaerne i Mopti kommer ikke til flagdagen.
Man får virkelig testet sin tålmodighed i dette system.

Natpatruljerne foregår dog stille og roligt. Det er dog en sproglig udfordring, da stort set alle kun taler fransk. Der er heldigvis flere, der forsøger at tale med mig på engelsk, så det går nogenlunde. Forleden nat talte jeg lidt med en politimand fra Mali, der gerne ville øve sit engelske. Han var meget venlig og imødekommende. Han fortalte, at han ville kalde mig "Tubabu", som er Bambara for "hvid europæisk mand".
Bambara er det lokale sprog, som 80% af befolkningen taler.

Første nattevagt i 20 år

Mandag aften i sidste uge landede jeg så i Bamako, oven i købet lidt før tid, så jeg var hurtigt ude af lufthavnen og i taxa på vej til huset. Svend var på vagt, så han kunne ikke hente mig. Mens jeg var hjemme, havde han sørget for forskellige praktiske ting, herunder indkøb og ansættelse af en rengøringshjælp. Hun hedder Guma og kommer 3 gange ugentligt for at gøre rent,vaske tøj, klare lettere indkøb og andet forefaldende arbejde.

Hun er "kun" 18 år, men helt klart vant til at gøre rent. Det bliver gjort grundigt, så det er fint.

Svend havde endvidere arrangeret, at jeg skulle med på natpatrulje resten af ugen, hvilket passede mig fint. Måtte dog en tur til lejren tirsdag formiddag for at få opsat min PC, så jeg kan modtage email m.v.

Tirsdag aften var det så endelig i gang med en del af det arbejde, jeg tilsyneladende skal lave hernede. Lidt før kl. 2200 mødte Svend og og jeg op på en politistation i Bamako, hvorfra vi skulle følge politiets patrulje. Med os var en gruppe politisoldater fra Senegal, som skulle passe på os, mens vi fulgte politet. Det gør de så fra en stor, pansret mandskabsvogn, med maskingeværskytte på taget og 8 mand til at bevogte os, når vi stander bilen og stiger ud. For mig virker det noget overdrevet, men det er altså sådan, man gør det.

Første nattevagt i over 20 år

Vi kunne hurtigt konstatere, at politiet hernede arbejder på en anden måde, end vi gør det. De er høflige nok overfor borgerne, men omvendt bliver de anholdt nærmest i flæng, stort set udelukkende fordi de ikke har ID-papirer på sig. Det samme gælder, hvis de ikke har papirer på deres motorcykler. Så bliver den beslaglagt og kørt til politistationen, hvor de så kan hente den mod at betale en bøde.
Dette er så også, hvad politiet laver - eller i hvert fald dem, vi følger. Standser køretøjer eller personer og kontrollerer deres papirer. Så jeg kan næppe påstå, at arbejdet er vanskeligt hernede. Til gengæld kan det blive kedeligt at følge i et helt år, men lad os se, om ikke jeg kan møve mig ind på andet arbejdet, når der er gået et par måneder.