Lørdag gik vi en lang tur i Germia Parken, som er den "grønne lunge" i Pristina. Er måske lidt misvisende at kalde det en park. For at gå parken rundt, kræver det en gåtur på mere end 20 km. Vejret var fint, så der var masser af mennesker ude at nyde naturen og restauranterne i området.
Efter at have spist god, lokal mad på restaurant Tiffany, gik vi i jazzklubben. Som led i den tyrkiske jazz-uge i Pristina, skulle et efter sigende ret godt orkester spille i klubben. Lad mig bare sige det pænt: det var ikke min smag! Til gengæld var det vanvittigt højt og jazzklubben var proppet med mennesker.
Søndag var det så tid til at tage afsked med Kasper efter en dejlig uge. Lisbeth og jeg fortsatte fra lufthavnen til Rugova Valley og til klostret i Decani. Desværre kunne Lisbeth kun være der i weekenden, så mandag formiddag endnu en tur til lufthavnen, og jeg var alene i lejligheden igen.
Tilbage på arbejdet tirsdag. Her var der på mailen en advarsel om at køre til Skenderaj de kommende dage. Skenderaj er en by vest for Mitrovica. Her boede tidligere Adem Jashari. Han er en legendarisk, stor folkehelt i Kosovo.
Adem Jashari |
Han flygtede fra landet i 1991, hvor han var eftersøgt af serbisk politi, og blev in absentia idømt 20 års fængsel. I 1997 vendte han tilbage til Kosovo, hvor han i UCK (modstandsbevægelsen) bekæmpede serberne. I 1998 blev han opdaget af en serbisk politipatrulje, og der udbrød ildkamp, hvor 4 serbiske politifolk blev dræbt. Adem Jashari flygtede hjem, hvor huset snart blev omringet af serbisk politi. Der udbrød ildkampe, der varede i 36 timer.Det hele endte med, at Adem Jashari blev dræbt, sammen med hele sin famile, 56 (!) i alt.
Huset står i dag som dengang, og der er lavet en stor og flot mindepark, hvor kisterne med de 56 lig står i dag. I disse dage er det 14 år siden, at han og familien blev dræbt, så albanerne samles i stor stil i mindeparken. Hver år er der flere, der kommer til skade på grund af skyderier, hvor der bliver skudt op i luften. Skaderne opstår, når kuglerne falder ned igen, så derfor skulle vi holde os fra "festlighederne".
I nord var der efterhånden en vis "freedom of movement" for EULEX, hvilket gør livet lettere ikke mindst for dem, der arbejder ved grænseovergangene. Det betyder nemlig, at de kan blive afløst efter 12-timers tjeneste, og ikke som nu efter 48 timer.
Desværre skete der det onsdag, at EULEX begyndte at dele foldere ud ved grænsen mod Serbien, der fortæller om de (serbiske) nummerplader, der efter den 1. juni bliver ulovlige i Kosovo. Det medførte øjeblikkeligt stor utilfredshed blandt "borgmestrene" i nord, der betragter det som en uhørt stor provokation fra vores side. Torsdag oplevede vi så konsekvensen, idet kolonnen, der var på vej med personale til grænsen i nord, blev blokeret og efter 5 timers forhandlinger måtte vende tilbage til Mitrovica. De måtte så flyves i helikopter til grænseovergangen. Vi prøver igen i morgen. Så må vi se, hvordan det går.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar