Så ramte Afrika...

De næste par dage var lidt bedre planlagt. Skemaet passede faktisk, måske også fordi vi ikke skulle skifte lokation, men det var de samme tre instruktører, der stod for undervisningen. Det vanskelige var, at ham der havde hovedrollen, stort set kun talte fransk! Det gav visse udfordringer, men det gik faktisk ok.

Fredag aften, lidt sent, besluttede Svend og jeg at gå en tur for at finde en restaurant, som vi havde fået anbefalet. Den viste sig at være lukket, men ikke så langt derfra fandt vi en anden, der havde mexikansk mad. Det lignede en mellemting mellem en restaurant og en bar, så en anelse suspekt ud, men maden var da ok. Vi fik lidt mad og en øl hver. Under middagen gik det op for mig, at jeg havde glemt mine penge på hotellet, og da Svend lige præcist ikke havde nok, måtte jeg en tur tilbage for at hente pengene. Heldigvis ar der ikke så langt, men vi havde da en hyggelig aften.
Det med det suspekte skulle vise sig at være helt korrekt. Et par dage efter fik vi at vide, at FN's personale ikke må komme på den bar. Den er berygtet som tilholdssted for prostituerede. Vi havde godt nok også bemærket flere smukke bartendere, der talte indgående med gæsterne. Så blev vi da en erfaring rigere :-)

Lørdag fik vi så en opvisning i det bureaukrati, FN virkelig kan. Vi skulle i løbet af ugen udfylde 13 forskellige formularer, hvoraf der var samme oplysninger på flere af dem. Og ja, det foregik selvfølgelig på papir og ikke pc. Nu skulle vi så kopiere flere af dokumenterne og scanne dem ind på en usb-stik (vores egen, selvfølgelig, FN leverer ikke) og derefter logge ind på en side på pc'en. Her skulle vi så opdatere de samme oplysninger igen, og derefter oploade dokumenterne. Der var kaos omkring de 6 stationære, der var til politifolk. Det hjalp så heller ikke, at de tre instruktører gav forskellige meldinger om, hvad vi skulle og hvornår.
Men det lykkedes, så vi kunne køre hjem kl.17.00.

Både bruden.....

Lige overfor vores hotel ligger en frisør, der er meget populær blandt brude, der er på vej til at blive gift. Det så vi lørdag morgen, da vi stod at ventede på bussen, der skulle bringe os til lejren.
Foruden bruden var der et rend af bryllupsgæster og biler, der væltede rundt mellem hinanden.

Vi spurgte selvfølgelig, om vi måtte fotografere, og både brud og gæster stillede beredvilligt op. Malierne er meget på vagt overfor, om man fotograferer dem, uden at have spurgt først. Det kan de ikke lide.

og de smukke bryllupsgæser stillede op til fotos.

Det viste sig i øvrigt i løbet af lørdag eftermiddag, at jeg havde spist noget, jeg burde have undgået. Har mistanke om en grøntsagsret, jeg fik til frokost. Pludselig kunne jeg mærke, at jeg skulle på (det ret ulækre) toilet - og det skulle være nu! Heldigvis var der toiletpapir, hvilket ikke er en selvfølge. Det skal man som udgangspunkt selv købe og medbringe.
Det betød også, at jeg tilbragte lørdag aften på hotellet med cola, mens de andre gik en tur i byen.

Søndag blev vi hentet kl. 11 af Frederik, en dansk officer, der er stationeret i Mali. Helt usædvanligt havde vi nemlig fri søndag. I FN arbejder man alle 7 dage.
Frederik havde tilbudt at vise os byen. Han var ikke alene godt kendt i byen, men også en god fortæller, så det blev en rigtig god tur.

Nogle børn, der passerede os foran hotellet

Han tog os først til en katolsk katedral, men det blev kun til ethurtigt kig ind, da der skulle være bryllup. Derfor videre til nationalparken og til Zoologisk Have, som var overraskende flot. Når man ser al den elendighed og fattigdom, som Bamako er så rig på, så havde jeg ikke forestillet mig, at Zoo var så flot, som den var. Ikke så stor, men det, der var, kan sagtens måle sig med f.eks. Københavns Zoo.
Efter dette besøg skulle vi så opad. Frederik havde besluttet, at vi selvfølgelig skulle se byen ovenfra, så det betød en times vandring opad. Heldigvis var det overskyet hele dagen, ellers havde det være ulideligt.

Så går det bare opad

Det hjalp så heller ikke, at min mave på ingen måde var i orden. Havde ondt og besvær med bare at drikke vand, hvilket i høj grad var nødvendigt. Men jeg ville jo ikke gå glip af turen, og tog jo heller ikke skade af den :-)
Det sidste stykke af bjergvandringen gik ad trapper for at komme helt op. Men ja, udsigten var rigtig god, og man kunne se, hvor stor Bamako egentlig er. Der bor ca. 2 millioner i hovedstaden, og da de stort set ikke bygger højhuse, er byen helt naturligt meget stor i sin udstrækning.

Trætte og svedige, men tilfredse med os selv

Herefter en skrap nedstigning til byen igen. Han havde lige lyst til at vise os et stort marked,der er meget besøgt. Det blev en noget ulækker oplevelse. Det foregik ad små, mudrede stier, hvor hytterne, hvorfra man solgte alt muligt, lå næsten oveni hinanden. Værst var det ved indgangen, hvor de solgte fisk. Fiskene lå på jorden og var sorte af fluer og stanken var tæt på ulidelig. Menuen skulle bare ikke stå på fisk senere på aftenen!

Turen rundt i byen var ca. 7 timer og vi gik omkring 14-15 km har vi regnet os frem til. Så ja, det kostede også et par vabler på tæerne.

Et par piger i slumkvarteret, der synes det var ret sjovt,
at vi ville fotografere dem - og endnu sjovere
at se billederne bagefter

Det sidste stykke hen til restauranten foregik heldigvis i taxa. Det lykkedes mig at få lidt mad indenbords, så det går fremad.
I næste uge skal vi så til en anden lejr, hvor vi skal fortsætte vore træning.
Stadig intet om, hvor vi skal være eller hvad vi skal lave......