Medaljeparade - uden medalje

Som det nok er de fleste bekendt, var der et jordskælv i Norditalien for ca. 10 dage siden. Efter nogle dage var der så et nyt jordskælv, denne gang i Bulgarien. Det var heldigvis ikke noget, vi mærkede i Kosovo. At det er interesant for os alligevel skyldes, at trækker man en linje mellem de to jordskælv, går stregen lige gennem Kosovo.... Nu venter vi så på, om vi også kan få del i spændingen.:-)

Der er stadig en vis mathed i hele organisationen EULEX på grund af omstruktureringen. Alle "Local Staff" går til sprogtest i øjeblikket og er efterfølgende indkaldt til interview. Samtidigt har alle fået besked på at afvikle al tilgodehavende frihed (ferie) inden den 14. juni, idet den ellers er tabt. De har forståeligt svært ved at koncentrere sig om andet i øjeblikket. Også hos de internationale er der en stemning af, at mange ikke ved, hvad de skal lave efter den 14. juni, hvis de overhovedet skal være her. Så folk har mere travlt med at redde sig selv end at passe deres arbejde. Det er nok prisen for en så drastisk nedskæring.

I torsdags var jeg endnu engang til medaljeparade, men denne gang i min egenskab af kontingentleder og ikke som modtager af nogen medalje. Der var der til gengæld nogle danske kollegaer, der skulle have, så de fik de så.

Medaljeparaden. Ved siden af mig står Brian

Det er en lidt formel procedure, med afspilning af EU-hymne (EU`s "nationalsang"), tale af Head of Mission og overrækkelse af medaljer på scenen. Men det er vel, som det skal være.

Fredag var der endnu engang kontingentledermøde med Deputy Head of Mission, Andy Sparkes. Og endnu engang handlede det kun om de kommende ændringer og mulighederne for at få et job i den nye organisation. Jeg deltog selvfølgelig i mødet, sammen med Brian Richard. Han er den danske kontingentleder for de civile i missionen og refererer til Udenrigsministeriet, mens jeg refererer til Rigspolitiet.
Det er faktisk relativt nyt, at der er to kontingentledere, en for politiet og en for de civile. Men det fungerer rigtigt godt, især fordi Brian og jeg har et super godt samarbejde og afløser hinanden ved ferier, møder og lignende.

Mig og Miklos på hans sidste arbejdsdag

Lørdag inviterede Ole til middag hjemme hos sig. Han havde en bunke kød, der skulle spises og en stak grøntsager til at ledsage. Vi var 5 stykker i alt, og da vi alle var høflige og havde medbragt en flaske vin, blev det en utrolig hyggelig aften.
Efter middagen gik vi en tur på Hamam Jazz klub i Pristina, hvor der var noget godt og kendt blues musik. Det blev lige sent nok, før vi vendte snuden hjem.
Jeg havde godt nok været i motionscentret lørdag morgen, men kunne godt mærke i løbet af søndag formiddag, da jeg begyndte at blive menneske igen, at luften ville have godt af mig, så jeg gik en tur på 2 1/2 time ud af Pristina. Det var helt skønt - og godt for mig.