Farvel til Afrika

Sikken dejlig fornemmelse! Mødte ind mandag morgen og gik straks ned til check out kontoret. Efter instruktion derfra kunne vi så starte med de 21 punkter,  vi skulle igennem for at blive"løsladt" fra missionen.  Og her blev vi positivt overraskede. Hele processen blev styret elektronisk og vi skulle kun møde på få kontorer for at afslutte et punkt. Og hele tiden blev vi med e- mail orienteret om, hvor vi var i processen.

Da der var god tid til denne proces, kørte vi mandag eftermiddag til den danske militærlejr. Lægen, Claus, havde hørt om min dårlige mave og mit sygdomsforløb, så han tilbød en konsultation.
Efter at have hørt lidt om mine symptomer og sygdomsforløb i øvrigt, var han ikke i tvivl om at jeg havde en infektion i maven, så jeg blev straks sat i behandling. Dette skete, og skulle resten af ugen ske, intravenøst to gange dagligt. Mens jeg sad og indtog medicinen, kunne han så behandle Dennis store vabler på begge fødder, som han havde pådraget sig til Danconmarchen.

Claus foran sit felthospital

De næste mange dage kørte jeg to gange dagligt til lejren for at få min medicin. Men intet er så slemt at det ikke er godt for noget. Det viste sig hurtigt, at Claus og hans to medhjælpere var nogle herlige gutter at være sammen med. Søde, rare, hjælpsomme og ikke mindst sjove at være i stue med. Det var næsten helt trist, da behandlingen var overstået.

Fredag var det tid til mere officielt farvel til missionen. Om eftermiddagen kørte Svend, Alex, Dennis og jeg ud til MINUSMA-lejren for sidste gang. Efter at have afleveret skydevåben til depot, mødtes vil i Police Commissioners mødelokale. Der var dækket fint op med mad og drikke, og der var mødt en del gæster. Afskeden var for Svend og mig samt yderligere en afrikansk kollega. De øvrige danskere havde haft deres afsked i regionerne. Som sædvanligt blev der holdt taler om hvor god og uundværlig vores indsats i missionen havde været. Derefter var det vores tur til, på fransk naturligvis, at fortælle om hvor glade vi var for at have tjent i missionen, men også at vi var glade for at vende hjem igen. Endelig kunne kan så kaste sig over maden.
Det sidste gjorde vi nu ikke. Vi havde travlt med at komme afsted, fordi ambassadøren, Winnie, havde inviteret os til afskedsmiddag i recidensen. Det blev som altid en rigtig hyggelig aften i selskab med Winnie og hendes mand, samt chef og næstkommanderende for de danske soldater i Mali.

Lørdag kørte vi ud til Ivan, som jeg tidligere har omtalt. Vi nød eftermiddagen i hans selskab, og nød samtidigt er par flasker vin og nogle afstikkere i hans swimmingpool. Det var til at holde ud. Ivan har lovet at tage sig at at sælge vores bil. Så er det problem også løst.
Om aftenen mødtes vil med nogle hollændere, tyskere og svenskere på er hotel, hvor vi i gårdhaven havde afskedsmiddag. Rigtigt hyggeligt. Vi blev fremragende underholdt at en afrikansk musik- og dansegruppe, der lavede de vildeste afrikanske danse til trommemusik. Det var vildt og enestående.

Søndag gik med at pakke. Det er en dejlig fornemmelse! Kan dog også se tilbage på er meget spændende år i Afrika. Har især nydt landet og den lokale befolkning, som er utroligt venlige, nysgerrige og hjælpsomme.

Smuk ung pige fra Mopti

Vi læste inden vi kom herned, at malierne er et stolt folkefærd, og det lyser ud ad dem. De er smukke og ranke, samtidigt med at de er nysgerrige og spørgende overfor os. Det har været en fornøjelse at bevæge sig rundt i Bamako og møde de lokale.
Men det er slut nu. Klokken 19.30 kommer MINUSMA transport for at køre os til lufthavnen, og klokken 00.30 er der afgang først mod Istanbul og derefter København, hvor vi lander 17.40 mandag aften. Så nu er missionen slut og dermed også slut med opdateringer på bloggen i denne omgang.
Tak fordi I læste med. Til jer og missionen siger jeg nu:

Sidste arbejdsdag

Vi har talt med vores landlord og nogenlunde aftalt, hvordan vi kommer ud af huset den 23. juli om aftenen. Det var egentlig meningen, at hans 2. hustru skulle bo i huset efter os, men det skal hun ikke alligvel, så vi hører os lidt omkring, om nogen leder efter et godt hus at bo i.
Normalt er han også rimelig hurtig til at reparere diverse skader, men i snart to uger  har vi levet uden vand i køkkenet. Vi har måtte lukke på hovedhanen udenfor køkkendøren, da vi ikke kan lukke på armaturet. Til gengæld er der masser af vand i vaskemaskinen. Den holder faktisk ikke op med at lukke vand ind, ikke engang hvis vi slukker for maskinen. Så tøjvask må klares ved at åben og lukke for vandet på hanen. Må se om han når at reparere det, inden vi forlader huset.

Efter at bilen (igen) er velkørende, har vi nu sat den til salg. Vi vil selvfølgelig prøve at få så meget som muligt for den, men det er svært, da vi er tvunget til at komme af med den. Bliver nok med pænt tab, men bare vi får den solgt. Så må vi glæde os over, at vi ikke har kørt shuttlebus i mange måneder nu. Det er dog ikke mange henvendelser, vi har fået indtil videre.

Søndag morgen var egentlig dér, hvor den ultimative test skulle være. Vi var 5 danske politifolk, der havde meldt os til Dancon-marchen. Det er en march, som det danske militær arrangerer, og som er en tur på 25 km med 10 ekstra kilo på ryggen. Men jeg blev igen ramt af dårlig mave og skal ikke være længere væk fra et toilet en ca. 5 m, så jeg måtte melde afbud. Jesper og Svend går lige nu rundt i huset på meget ømme stænger, men de gennemførte.
Dagen i dag (søndag) er så officielt også vores sidste arbejdsdag i missionen. I morgen skal Svend, Alex, Dennis og jeg i gang med udchekning af missionen. Det bliver en stille og rolig uge hen mod næste søndag, hvor vi forlader vores hus og kører til lufthavnen.

Ferie i Bamako

Landsby lige udenfor Siby

Da jeg havde en del leavedage til gode, som jeg ikke kunne nå at tage i Europa, tog jeg leave i sidste uge, som jeg afviklede her i Bamako. Det faldt sammen med, at Svend var kommet tilbage fra sin leave sammen med sin kæreste.

Markarbejdere på vejen mod Siby

Min ferie blev primært brugt til at slappe af og gå nogle ture i Bamako. Lørdag i sidste uge blev dog også brugt til den ugentlige hash-gåtur. Den var lagt bag lufthavnen, så vi skulle igennem et par sikkerhedscheck, før vi kom frem, så vi vurderede, at det var sikkert at gå turen. Der var desværre kun 1/4 af de sædvanlige deltagere, der dukkede op. Mange havde fravalgt det af sikkerhedsmæssige årsager. Arrangørerne har efterfølgende aflyst alle hash-ture, foreløbigt indtil september måned.

Tirsdag kørte vi alle 3 en tur til Siby, der ligger ca. 50 km vest for Bamako. Der skulle være et flot vandfald. Turen derned var rigtig fin, men vi havde noget besvær med at finde vejen til vandfaldet, da vi endelig nåede Siby. Da vi endelig fandt det, fik vi at vide, at vi ikke kunne komme dertil, da det krævede en 4-hjultrækker. Men en dejlig tur alligevel.

Heldigvis kender æslet turen til lossepladsen

Fredag gik jeg en tur i Bamako for at tage nogle fotos og i øvrigt nyde stemningen i byen, der som altid er hektisk, men også fuld af venlige mennesker. Havde besluttet mig for, at jeg måtte have fotos af de lokale renovationsvogne. Renovationen i Bamako virker - på en måde. Vi stiller vores affaldsposer ud på gaden, hvilket er en fest for byens rotter, som der er millioner af. Ud på natten eller tidligt morgen kommer skraldemanden i en en æseltrukket vogn forbi og samler affald sammen. De er faktisk gode til også at samle det affald, som rotterne har spredt ud over et større område.

Andre var mere friske

Når vognen er fuld, kører de ud af byen til nogle meget store lossepladser, hvor de smider affaldet.
Hver morgen kører vi forbi flere karavaner af skraldevogne på vej ud til lossepladsen. På trods af et formentlig ikke særligt eftertraget job, ser de egentlig ud til at hygge sig med hinanden. Og de var helt friske på at blive fotograferet - dem der altså var vågne og som jeg kunne spørge.

Byen er i det hele taget blevet synligt renere, end da vi kom herned for et år siden. Da flød affaldet i meterhøje bunker og rækker langs vejene. Det er blevet væsentligt bedre, og langs de større veje i byen er der hver dag masser af

Gadefejer i Bamako - helt tilfældigt udvalgt.....

gademedarbejdere, der fejer vejen for sand og støv.
Det betyder også, at vejene her i regntiden ikke er helt så fedtede, når det har væltet ned med regn.

Fredag aften havde Svend og jeg inviteret Maria ud at spise. Hun skulle på leave i Sverige søndag, så det var min sidste chance til at sige ordentligt farvel til hende, da hun først er tilbage igen, efter jeg er taget hjem.
Hun kendte en hyggelig restaurant nede ved floden, som lå helt fantastisk. Til gengæld var betjeningen fodslæbende og langsom, men vi fik da spist og sagt farvel til hinanden.

Lørdag var der kontingentdag for de danske politifolk. På nær én var alle i Bamako, og vi mødtes på hotel Onomo, hvor vi holdt vores møde. Også her var det sidste mulighed for at ses, i hvert fald for nogle af os, så mødet blev primært brugt til at se tilbage på det år, vi har haft sammen i Mali. Spændende at høre alles beretninger om deres oplevelser og opfattelse af Mali og missionen.
Mødet varede heldigvis ikke længere end nødvendigt, så vi fik også tid til at besøge et andet hotel, som har en stor swimmingpool. Dejligt at slappe af hele eftermiddagen.

Så gik den ikke længere i trafikken

For de fleste politifolk hernede virker det utroligt, at Malis politi endnu ikke har en opgørelse over, hvad terrorangrebet kostede af menneskeliv. Lige nu er der nogenlunde enighed om, at 10 blev dræbt, herunder 5 terrorister, mens en kvinde fortsat savnes. Af sårede har vi hørt mellem 10 og 20, men det er heller ikke helt fastlagt.
En gruppe, der kalder sig Al Qaeda in the Islamic Maghreb, har taget ansvaret for angrebet. De fik desærre fuldstændigt ødelagt La Campement, der er brændt helt ned. 41 blev efter flere timers kampe reddet ud fra området.
Angrebet har selvfølgelig medført skærpede sikkerhedskrav også til os danskere, men det er jo en relativ billig pris at betale.

Her er det ikke tandstangen, men hjulet, der faldt af under kørslen

Tiden under ramadanen har været en god tid hvad trafikken angår. Normalt holder vi i kø flere steder, især når vi kører hjem om aftenen, men også trafikken har "fastet", så det er gået let at køre frem og tilbage mellem hus og job. Dejligt.
Et problem har til gengæld været, at tandstangen på Mercedes er gået i stykker, så det kræver armkræfter at dreje forhjulene. I det hele taget har vi ikke været heldige med vores Mercedes. Der er snart ikke den ting, der ikke har været i stykker på den, så den har været et dyrt bekendskab. Svend forhørte sig om prisen på en tandstang her i Mali, og de forlangte næsten 20.000 kroner for en ny. Så han har bestilt en i Danmark i stedet for og tog den med tilbage til Mali, da han kom retur fra leave i onsdags. Nu er den lavet igen, og holder så forhåbentlig vores tid her i Mali.

Ramadanen sluttede forrige søndag, og der lugtede af grill over hele byen, da jeg kørte hjem fra arbejde. Kort tid efter, jeg var kommet hjem, dukkede naboens datter op ved porten. Hun havde en tallerken med kød, som lige var taget af grillen. Gætter på det var gedekød. Smagte i hvert fald helt fantastisk!

Kan i øvrigt godt mærke, at missionen er ved at være slut for mit vedkommende. Er begyndt at rydde op i papirerne og pc. Samtidigt er hollænderne, vi har brugt en del tid sammen med, rejst hjem, da de chekkede ud den 3. juli. Trist at skilles, men det er jo betingelserne. De inviterede til middag i sidste uge, som blev deres farewell-party.
De næste i rækken bliver så os.

I lørdags skete så det, vi har undgået. Vi blev involveret i et færdselsuheld. Jeg har tidligere beskrevet, hvordan motorcyklisterne kører som sindssyge hernede. De overhaler højre om, venstre om, kører foran bilen, bag bilen og gerne mod færdselsretningen. I lørdags holdt jeg og skulle dreje til venstre og afventede modkørende. Da de var forbi, drejede jeg, men alligevel var der en motorcyklist, der mente at han kunne nå at overhale venstre om, hvis han bare havde fart nok på. Det kunne han ikke! Men det skete heldigvis ikke så meget - kun en lille ridse i forskærmen. Men lidt forskrækket blev man jo.
Nårh, motorcyklisten? Jo, jo, han kom til skade, men det var hans egen skyld! Heldigvis slog han ikke hovedet, og sårene på armen og benet heler på et tidspunkt. Der er rigtigt mange motorcyklister, der kommer til skade hver dag i Bamako, især fordi de kører vanvittigt. Nogen mener at vide, at der er 16 fatale uheld om dagen i Bamako.
Vi håber at klare os igennem de sidste 3 uger.