Så er vi flyttet "hjem"

Allerede mandag var der bid med hensyn til bolig. En hollænder hørte tilfældigvis om et ledig hus mandag morgen, som Svend og jeg så på samme eftermiddag.

Indgangspartiet fra haven

Det er et hus, der ligger i et stille område, langt fra biler og langt til nærmeste Moske. så man ikke bliver vækket kl. 04.30, når der kaldes til dagens første bøn.

Huset er med 3 værelser, stor stue og fint køkken. Dertil en lille have og en stor tagterrasse.
Det er omkranset af en høj mur med pigtråd på toppen og låst dør, så det er ganske godt sikret.

Med egne bananer i haven

Helt perfekt, så vi skyndte os at slå til.
Skønt at komme væk fra hotellet og ind i "vores eget", da vi flyttede tirsdag eftermiddag.

Det største problem var at skaffe en bil, så vi kunne flytte. Selv om vi er tilknyttet patrol-team, er det ikke bare sådan at få en bil. De, der sidder på kontorerne, har for længe siden beslaglagt en bil, så de kan køre frem og tilbage til arbejdet. Så må resten klare sig så godt, vi kan. Èn af de ting, vi skal have lavet om på!
Ellers var det bare at gøre klar til min første leave fra missionen, da jeg onsdag aften kl. 23.00 satte mig ind i flyet mod København via Paris.

Er de ikke smukke :-

Anledningen var selvfølgelig brylluppet mellem Rasmus og Pernille, som forhåbentlig ikke har noget imod at de også optræder her på bloggen :-)

Endelig nogen vished

Mens vi venter...

Hele ugen gik med det samme, som vi lavede mandag og tirsdag, nemlig ingenting! Vi blev hver morgen hentet foran vores hotel kl. 07.30 og kørt ud til lejren, hvor vi sad til kl. 17.45, hvor bussen kørte tilbage. Rimeligt kedeligt, men vi da læst noget og øvet en del fransk.
Fredag aften, lige før bussen kørte, blev vi så kaldt til møde med Chief of Staff, der ville fortælle os, hvor vi skulle gøre tjeneste i vores tid i Mali.
Henrik og Alex skal til Gao, Michael og Dennis til Mopti, mens Svend og jeg skal blive i Bamako. Og mit job var en gedigen overraskelse. Jeg skal være en del af et nyt patruljeteam, der sammen med politiet i Bamako skal køre patrulje. Den må jeg erkende, at jeg ikke havde set komme.
CoS sagde, at da vi generelt ikke kan fransk, kunne han ikke give os andre opgaver, herunder en lederopgave til mig, da personalet som udgangspunkt kun taler fransk.
Da vi skulle nå dagens sidste bus til hotellet, var der ikke tid til uddybende spørgsmål.

Traditionelt afrikansk hus, her på ø i floden Niger

Nå, indtil videre kaster jeg mig ud i opgaven og ser, hvordan det går. Lørdag rykkede vi så ud til vores enheder (Svend er samme sted som mig), men da chefen ikke var der, var der ikke nye oplysninger. Dog var der nogen der påstod, at patruljeteamet kun arbejder om natten? Det håber jeg ikke er rigtigt, men lad os se på mandag, hvor vi forhåbentlig får meget mere information.

Det betød så, at Svend og jeg brugte en stor del af søndagen på at lede efter et sted at bo. Desværre er jeg tilbage på Imodium, så jeg var ikke helt på mærkerne, men vi fik da set et par lejligheder. Ingen, der fik os op at ringe i begejstring, så forhåbentlig kan vi fortsætte jagten mandag.

Søndag aften havde vores "hotelmutter" inviteret os alle ud til et andet hotel, som hun er ved at restaurere. Det er langt fra færdigt, men allerede nu af betydeligt bedre standard, end det vi bor i nu.
Hun serverede kylling og kartofler, som blev indtaget på afrikansk maner, nemlig med fingrende - men heldigvis med eget fad/tallerken. Egentlig ville jeg helst blive hjemme på grund af mine maveproblemer, men da 3 andre også havde lagt sig, ja så tog jeg med. Håber det går alligevel - ellers er der kontant afregning i løbet af natten.

Vi venter og vi venter

Så skyder det danske kontingent

Lørdag var så tid til den afsluttende test, før vi er "fuldbårne" FN-politier, nemlig skydetesten. Noget af det første der skete, da vi kom i missionen, var at vores pistoler blev inddraget. Man må nemlig ikke gå med pistol, før man har bevist, at man kan finde ud af at betjene den og nogenlunde ramme dét, man skyder efter.

Det er vel et eller andet sted meget rimeligt, selv om man som dansker synes det burde være rigeligt at være uddannet politimand. Men vi er flere gange blevet mindet om, at dette er en "multidimentional mission" med mange forskellige kompetencer, som det hedder, så ok at teste, også selv om man er dansk politimand.

Undervisning i det fri

Skydningen foregik på den nationale politiskole, og efter at have set denne, skal vi nok ikke klage over vores egen. 

Ved ankomsten gik en hel flok politirekrutter og fejede kørebanen, mens andre øvede i at gå i takt i grupper.

Andre igen, måske 50-60 mand, var i gang med klasseundervisning. Denne foregik i det fri, i skygge af træerne. Det var ikke fordi de var trukket udenfor i varmen, men fordi der simpelthen ikke er klasselokaler til alle. 

Resten af lørdagen (fra kl. 11.00) gik med at vente i vores egen lejr til vi havde fri kl. 17.00. I FN er regler nemlig til for at blive overholdt. Selv om vi intet skulle lave, skal man være på arbejdspladsen indtil kl. 17.00, hvor man har fri. Ren spild af tid, men det skulle kun blive værre.

Søndag havde vi igen fået ekstraordinært fri, og heldigvis for det. Frederik, vores major fra sidste uge, havde denne søndag arrangeret at vi skulle se Bamako igen, men denne gang fra floden Niger, der går gennem Bamako.

Nogle af os bænket i båden

Det var en stor båd, som vi havde fået for os selv. Vejret var, i hvert fald i starten, overskyet men dejligt varmt.

 Efter at have sejlet lidt rundt i en halv times tid, lagde vi til ved en lille ø, der ligger midt i floden. Her på øen bor en lille stamme, der har boet der i flere hundrede år. Især børnene var glade for at se os, og stillede gladeligt op til fotografering.
Det var både spændende, men også lidt grænseoverskridende. Vi gik nærmest som gæster i en zoo og tog billeder af de mennesker, der bor der.

Ok, denne lille fyr (?) var ikke helt tryg ved de
 mærkelige mennesker, der kom gående ned
ad stien, hvor han sad

Vi forsøgte at gøre det så diskret som muligt, og kun efter aftale, men alligevel.

Efter dette besøg satte vi kursen vestpå mod Badalodge. Undervejs var det tydeligt, at søndag er lig med vaskedag i Bamako. Næsten overalt, hvor vi kom frem, stod folk og vaskede ved flodbredden. Og overraskende nok var det ikke kun kvinder, der stod for vasketøjet. Rigtigt mange mænd deltog i denne begivenhed.
Når man ser vandet i floden, kan man godt blive lidt i tvivl om, hvor rent tøjet bliver, men vasket bliver det i hvert fald.

Der vaskes til den store guldmedalje

Samdigt var det desværre begyndt at regne og det blev forholdsvist koldt (ja, koldt). Heldigvis sad vi i tørvejr i båden, da vi skulle sejle et par timer endnu.

Vi lagde endelig til ved et resort, der ligger 12-14 km vest for Bamako. Det er et fristed, primært for udlændinge, hvor der er stor swimmingpool, bar, god restaurant og et stort område, hvor man bare kan slappe af. På trods af heftig regn, sprang vi i poolen og hyggede os i øvrigt med god mad og godt selskab.

Mandag var det så tilbage til arbejdet, men kun for at være der! Vi havde intet at give os til, men da vi som tidligere nævnt skal være til stede, skulle vi altså slå tiden mellem kl. 8 og 18 ihjel i en lejr, hvor der intet er at foretage sig. Derudover er internettet så dårligt, at vi ikke kan regne med at bruge det.

Også tirsdag var (næsten) spild af tid. Dog havde vi et møde med Chief of Staff kl. 14.00, hvor vi håbede, at han ville løfte sløret for, hvor vi skal arbejde og med hvad, men desværre ikke i dag.

Vi venter videre......

Dog var jeg så heldig, at jeg kender Chief of Staff personligt fra min tid i Kosovo. Det kom mig virkelig til gavn, da det viste sig, at min første leave, som jeg SKAL have i næste uge, faktisk er imod reglerne. Jeg klagede derfor min nød til ham, og i løbet af en halv time havde han klaret dette lille problem.
Det er godt med netværk :-)

Bamako

Undervisningen i denne uge foregik som sagt i en anden lejr, Log-base. De første par dage var "Death by powerpoints". Vi havde på de to dage måske 20 forskellige undervisere, der kom med egne powerpoints slides, som blev banket af. Og jeg skal love for, at det langt fra var alle, der var spændende i sig selv. Men vi overlevede.

Logbase er en lejr, opbygget af containerbygninger (i lighed med dem på første uge). Meget effektivt, men meget lidt hyggeligt. Der er et lille cafeteria, hvor man kan få noget at drikke og spise lidt mad til frokost. Den skal helst bestilles inden kl. 09.30 og det sker efter princippet "Order what you like - eat what you get". Tror ikke det lykkedes mig at få det bestilte hele ugen, men det, jeg så fik, smagte fint nok.

På vej til træning i Shuttlebus

Vi kommer frem og tilbage i byen med såkaldte Shuttle-busser, der kører i rutefart rundt i byen og samlet FN-ansatte op. For vores vedkommende betyder det, at vi bliver samlet op foran hotellet hver morgen kl. 07.30 og kørt til hovedkvarteret. Der skal vi så skifte bus, for at komme til logbase. Det fungerer fint om morgenen, men når vi skal hjem, er det helt håbløst. Som regel skal vi vente på logbase i 20-30 minutter for at komme til hovedkvarteret. Når vi kommer dertil, er bussen til hotellet kørt 5-10 minutter forinden, og defor skal vi vente knap 3 kvarter på den næste afgang.

Om vi er trætte af dette? Ja, det tror jeg, så nu er vi begyndt at tage taxa fra logbase til hotellet. Det koster ca. 20 kr, så det er til at klare.

Onsdag begyndte der endelig at komme "kød" på undervisningen. Nu blev det meget konkret i sikkerhed, sygdomsforebyggelse, 1. hjælp på skader efter sprængninger eller skud, kulturforståelse, mine-awareness, hvordan man skal opføre sig som gidsel og meget mere. Meget spændende og kompetente undervisere. Klassen består i øvrigt af mange nationaliteter, så derfor er kulturforståelse ikke bare mellem os og malierne, men sandelig også mellem nationaliterne i FN. 

Kulturforskelle viser sig også internt i FN

At det kan være nødvendigt, viser billedet, som er taget på toilettet på logbase, vist alt om :-)

Al undervisning lagde op til en stor øvelse, der skulle afholdes fredag. Vi vidste ikke meget, men havde dog fået besked på, at vi ville blive meget beskidte og at vi ville blive udsat for hård behandling. De bedyrede, at ingen ville komme til skade, men alligevel fandt de det nødvendigt at have en ambulance holdende stand by på øvelsesområdet, som var henlagt til den nationale politiskole.

Vi blev kørt derud i en minibus, og dårligt var vi kommet indenfor porten til øvelsesterrænnet, før vi blev angrebet af maskerede mænd, der med rifler tvang os ud af bilen og lagt på maven med hovedet i jorden og hænderne over hovedet. En masse larm og tvang af os, der skulle gå foroverbøjet og derefter lagt igen på jorden. Efter lidt tid fandt vi ud af, at de var forsvundet, og vi kunne gå videre med øvelsen. Og derfra gik det slag i slag med selvmordsterrorister, bomber, sårede personer (herunder mig), der skulle behandles, og andet.

Øvelsen sluttede med at vi igen blev angrebet, og denne gang igen lagt på jorden med hætter over hovedet. De tog alle vores ting og tvang os til at råbe forskellige slagord, mens de sprøjtede vand på os. Herefter blev vi tvunget ind i et hus. Efter kort tid blev vi heldigvis "befriet" af militær fra Bangladesh - som i øvrigt har ry for at være gode soldater!

Jeg håber, jeg på et tidspunkt kan få nogle fotos fra øvelsen.

At bevæge sig rundt i Bamako er noget af en oplevelse. Trafikken er helt enorm og tæt. Der er hundrede tusinder af motorcykler, der kører overalt og i alle retninger. Højre om, venstre om, på fortov, i venstre side og på tværs. Og bilerne er ikke meget anderledes. Her gælder kun den stærkes ret og ingen holder tilbage for andre. Og forureningen er nærmest absurd høj. Da jeg var i Pristina, havde jeg det svært med al den røg og os. Nu kan jeg næsten længes efter den friske luft dèr, sammenlignet med her. Seriøst, Pristina er en økologisk foregangsby sammenlignet med Bamako. 

Og midt i alt dette står tusindvis af gadesælgere hele dagen og faldbyder deres varer. 

Og gaderne er tæt på forfærdelige. Kun få af dem er asfalterede, men det betyder ikke, at de så er gode at køre på. Fyldt med små og (meget) store huller, især når det har regnet. Vi er jo landet hernede i regntiden, og det betyder, at det nogle dage regner, typisk i en times tid, for derefter at holde op igen, Men når det regner, så regner det!

Billederne er taget en aften i regnvejr, lige udenfor hotellet. 

Et andet indslag i trafikken er de grønne busser, som der er i tusindvis af i byen. Det er minibusser, eller rettere sagt gamle vrag af minibusser. Alle sæder er taget ud og erstattet af træbænke langs siderne. Sidedøre er der ingen af, så folk kan springe af og på uden større besvær. Disse busser kører bogstaveligt talt, til de bryder sammen, men det fungerer øjensynligt. Dem har vi dog ikke prøvet - og jeg er heller ikke sikker på, at jeg kommer til det.

Så ramte Afrika...

De næste par dage var lidt bedre planlagt. Skemaet passede faktisk, måske også fordi vi ikke skulle skifte lokation, men det var de samme tre instruktører, der stod for undervisningen. Det vanskelige var, at ham der havde hovedrollen, stort set kun talte fransk! Det gav visse udfordringer, men det gik faktisk ok.

Fredag aften, lidt sent, besluttede Svend og jeg at gå en tur for at finde en restaurant, som vi havde fået anbefalet. Den viste sig at være lukket, men ikke så langt derfra fandt vi en anden, der havde mexikansk mad. Det lignede en mellemting mellem en restaurant og en bar, så en anelse suspekt ud, men maden var da ok. Vi fik lidt mad og en øl hver. Under middagen gik det op for mig, at jeg havde glemt mine penge på hotellet, og da Svend lige præcist ikke havde nok, måtte jeg en tur tilbage for at hente pengene. Heldigvis ar der ikke så langt, men vi havde da en hyggelig aften.
Det med det suspekte skulle vise sig at være helt korrekt. Et par dage efter fik vi at vide, at FN's personale ikke må komme på den bar. Den er berygtet som tilholdssted for prostituerede. Vi havde godt nok også bemærket flere smukke bartendere, der talte indgående med gæsterne. Så blev vi da en erfaring rigere :-)

Lørdag fik vi så en opvisning i det bureaukrati, FN virkelig kan. Vi skulle i løbet af ugen udfylde 13 forskellige formularer, hvoraf der var samme oplysninger på flere af dem. Og ja, det foregik selvfølgelig på papir og ikke pc. Nu skulle vi så kopiere flere af dokumenterne og scanne dem ind på en usb-stik (vores egen, selvfølgelig, FN leverer ikke) og derefter logge ind på en side på pc'en. Her skulle vi så opdatere de samme oplysninger igen, og derefter oploade dokumenterne. Der var kaos omkring de 6 stationære, der var til politifolk. Det hjalp så heller ikke, at de tre instruktører gav forskellige meldinger om, hvad vi skulle og hvornår.
Men det lykkedes, så vi kunne køre hjem kl.17.00.

Både bruden.....

Lige overfor vores hotel ligger en frisør, der er meget populær blandt brude, der er på vej til at blive gift. Det så vi lørdag morgen, da vi stod at ventede på bussen, der skulle bringe os til lejren.
Foruden bruden var der et rend af bryllupsgæster og biler, der væltede rundt mellem hinanden.

Vi spurgte selvfølgelig, om vi måtte fotografere, og både brud og gæster stillede beredvilligt op. Malierne er meget på vagt overfor, om man fotograferer dem, uden at have spurgt først. Det kan de ikke lide.

og de smukke bryllupsgæser stillede op til fotos.

Det viste sig i øvrigt i løbet af lørdag eftermiddag, at jeg havde spist noget, jeg burde have undgået. Har mistanke om en grøntsagsret, jeg fik til frokost. Pludselig kunne jeg mærke, at jeg skulle på (det ret ulækre) toilet - og det skulle være nu! Heldigvis var der toiletpapir, hvilket ikke er en selvfølge. Det skal man som udgangspunkt selv købe og medbringe.
Det betød også, at jeg tilbragte lørdag aften på hotellet med cola, mens de andre gik en tur i byen.

Søndag blev vi hentet kl. 11 af Frederik, en dansk officer, der er stationeret i Mali. Helt usædvanligt havde vi nemlig fri søndag. I FN arbejder man alle 7 dage.
Frederik havde tilbudt at vise os byen. Han var ikke alene godt kendt i byen, men også en god fortæller, så det blev en rigtig god tur.

Nogle børn, der passerede os foran hotellet

Han tog os først til en katolsk katedral, men det blev kun til ethurtigt kig ind, da der skulle være bryllup. Derfor videre til nationalparken og til Zoologisk Have, som var overraskende flot. Når man ser al den elendighed og fattigdom, som Bamako er så rig på, så havde jeg ikke forestillet mig, at Zoo var så flot, som den var. Ikke så stor, men det, der var, kan sagtens måle sig med f.eks. Københavns Zoo.
Efter dette besøg skulle vi så opad. Frederik havde besluttet, at vi selvfølgelig skulle se byen ovenfra, så det betød en times vandring opad. Heldigvis var det overskyet hele dagen, ellers havde det være ulideligt.

Så går det bare opad

Det hjalp så heller ikke, at min mave på ingen måde var i orden. Havde ondt og besvær med bare at drikke vand, hvilket i høj grad var nødvendigt. Men jeg ville jo ikke gå glip af turen, og tog jo heller ikke skade af den :-)
Det sidste stykke af bjergvandringen gik ad trapper for at komme helt op. Men ja, udsigten var rigtig god, og man kunne se, hvor stor Bamako egentlig er. Der bor ca. 2 millioner i hovedstaden, og da de stort set ikke bygger højhuse, er byen helt naturligt meget stor i sin udstrækning.

Trætte og svedige, men tilfredse med os selv

Herefter en skrap nedstigning til byen igen. Han havde lige lyst til at vise os et stort marked,der er meget besøgt. Det blev en noget ulækker oplevelse. Det foregik ad små, mudrede stier, hvor hytterne, hvorfra man solgte alt muligt, lå næsten oveni hinanden. Værst var det ved indgangen, hvor de solgte fisk. Fiskene lå på jorden og var sorte af fluer og stanken var tæt på ulidelig. Menuen skulle bare ikke stå på fisk senere på aftenen!

Turen rundt i byen var ca. 7 timer og vi gik omkring 14-15 km har vi regnet os frem til. Så ja, det kostede også et par vabler på tæerne.

Et par piger i slumkvarteret, der synes det var ret sjovt,
at vi ville fotografere dem - og endnu sjovere
at se billederne bagefter

Det sidste stykke hen til restauranten foregik heldigvis i taxa. Det lykkedes mig at få lidt mad indenbords, så det går fremad.
I næste uge skal vi så til en anden lejr, hvor vi skal fortsætte vore træning.
Stadig intet om, hvor vi skal være eller hvad vi skal lave......