Hvor er der dog mange småting, der skal lægges i en kuffert, når man skal fra en lejlighed. Jeg troede egentlig, at jeg havde fået langt det meste hjem, da jeg kørte hjem i juni, men der er godt nok meget tilbage. Har to kufferter, som er pakket helt til vægtgrænsen, og jeg forventer det samme, når jeg kommer tilbage for en kort bemærkning i august måned.
Vores farvel-tur fortsatte torsdag, hvor vi var rundt til resten af enhederne i "Executive Police" for at sige uformelt farvel til dem, vi har samarbejdet med i vores tid hernede. Hyggeligt, men også lidt underligt, ikke mindst fordi der er mange rigtigt gode mennesker og kollegaer, som man ved, man aldrig kommer til at se igen. Men sådan er det jo.
Torsdag aften var det så Oles tur til at holde et Farewell Party. Omkring 50 mennesker deltog og der var selvfølgelig mange, gode taler, der helt fortjent roste Ole for hans indsats som Head of Police og Head of Executive Police.
Kunne så lige nå at pakke det sidste torsdag aften, så jeg fredag morgen bare skulle sætte mig på kufferterne for at få dem lukket.
Og så er det tid til 3 ugers ferie i Danmark, inden jeg skal tilbage i 3 dage i august for at checke ud af missionen.
God sommer til jer alle!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar