(Klik på de enkelte billeder/fotos for stor udgave)

lørdag den 2. marts 2013

Smuttur til Grækenland

Brian og jeg havde aftalt at tage på en lille tur til Grækenland. Måske lidt skørt at køre 735 km til sydkysten bare for at overvære en koncert, tage en overnatning og derefter retur, men det gjorde vi altså. Anledningen var, at Kasper skulle på turne i området, og når han nu var så "tæt på", måtte vi jo høre det.

Torsdag morgen kl. 04.05 kørte vi så fra Pristina i Brians private Audi A6. Dejligt at køre, hvor der ingen trafik var. Allerede kl. 07.00 krydsede vi grænsen til Grækenland og kunne indtage vores morgenmad på et cafeteria. Elendig mad, men vi fik da stillet sulten.

Undervejs måtte vi ind på et græsk værksted for at få skiftet en pære til bremselyset. Det blev en fornøjelig affære, der krævede ikke mindre end 4 mand til at skifte pæren: Brian til at forklare problemet, to mekanikere til at se på bilen samt en mand, der blev fremskaffet fra en nærliggende forretning til at agere tolk. Han talte et udmærket tysk.
4 mand til at skifte en pære 
De var morsomme og meget venlige, især da de fandt ud af, at vi kommer fra Danmark og ikke tyskland (Brians bil er på tyske plader). Det tog godt nok et kvarter for at få skiftet pæren, fordi de måtte hente en sådan et eller andet sted fra. Det havde de ikke selv. Da mekanikerne fandt ud af, at vi ikke tilhørte "Merkels tyskere", fik vi skiftet pæren uden beregning. Merkel er ikke så populær på de kanter.
Udsigt fra hotelværelset


Vi nåede frem til vores hotel i Mesologgi kl. 14.00, så køretiden var altså ti timer. Efter frokost en lille powernap på værelset og derefter ud at se på byen. En lille, men hyggelig by. Vidste ikke lige, hvor Kasper skulle spille, men tjeneren på den restaurant, hvor vi tilfældigvis valgte at spise aftensmad, kunne fortælle at det var lige ved siden af restauranten. Når vi nu var ved Middelhavet, måtte vi have noget seafood, så vi nød en meget lækker grillet blæksprutte.
Kasper og Georgios

Spillestedet var en hyggelig bar, hvor Kasper havde sørget for at reservere bord til os og til Georgios forældre. Georgios, der også studerer på konservatoriet i Haag, er fra en nærliggende by og bassist i Kaspers kvartet. Selv om hans forældre ikke var så skrappe til engelsk, fik vi dog talt med dem og hygget os sammen.

Koncerten var måske den bedste, jeg har overværet med Kasper. Publikum var meget tilfredse og fordi jeg nu var Kaspers far, fik Brian og jeg også gratis drinks.
Vi var af flere grunde noget trætte, da vi kom tilbage til hotellet og gik til køjs ved to-tiden.
Friske appelsiner

På vejen hjem dagen efter købte vi friske citroner og appelsiner, som man var i gang med at høste fra de lokale plantager. Fandt også et sted, hvor de solgte friske jordbær. Skønt.

Turen hjem gik uden problemer og kl. 20.30 var vi retur i Pristina. God og hyggelig tur.
Tak til Kasper for en god koncert!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar