Selv om forhandlingerne mellem Kosovo og Serbien går meget trægt, er der alligevel noget der tyder på, at forholdet mellem de to lande er blevet en anelse bedre. I forgårs var der en episode, der tidligere ville have udløst store avisoverskrifter og krise i regionen. Nogle Kosovo-albanere var i gang med ulovlig træfældning i skoven mellem Kosovo og Serbien og bevægede sig i den forbindelse knap 1 km ind i Serbien. Her blev de opdaget af det serbiske politi (MUP), og da de ville flygte, skød albanerne angiveligt mod MUP i et forsøg på at slippe tilbage til Kosovo. MUP besvarede ilden, og en albansk mand blev ramt i hånden og i brystet af skud. Alligevel lykkedes det dem af flygte tilbage til Kosovo.
De har efterfølgende erkendt, at de godt vidste at de var gået ind i Serbien, men mente nu alligevel at skoven tilhører dem. MUP gjorde det usædvanlige, at de bad om assistance fra EULEX og fra Kosovo Politi til at efterforske sagen. Ikke mindst assistanceanmodningen til Kosovo Politi er usædvanlig. Det har de ikke gjort tidligere, da de ikke anerkender politiet i Kosovo som en selvstændig institution.
Medierne i både Serbien og Kosovo har holdt dækningen af historien på et forholdsvis moderat niveau og ikke, som tidligere, blæst den ud af proportion.
På andre punkter kan vi dog konstatere, at vi stadig er i Kosovo, hvor snart sagt alt kan forekomme.
En EU-institution havde i denne uge, sammen med lokale myndigheder, arrangeret en konference om Organiseret Kriminalitet og korruption. En af hovedtalerne var en mand ved navn Florim Limaj. Denne person er af EULEX sidste år blevet sigtet for..........Organiseret kriminalitet og korruption! En sand ekspert til conferencen.
Han er i øvrigt bror til Fatmir Limaj, en særdeles berømt og populær politiker hernede, der af EULEX også er sigtet for blandt andet korruption.
Tragikomisk - med tryk på sidste del.
Nu vil jeg så forlade det spirende forår hernede og tage på påskeferie i det vinterplagede Danmark. Er tilbage i starten af april, så indtil videre stille her på bloggen.
..........og det gør jeg så ikke alligevel, i hvert fald ikke i dag. Er lige kommet retur fra lufthavnen. Flyet var aflyst "på grund af tekniske vanskeligheder" og første fly er i morgen eftermiddag! Dammit!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar