Som tidligere nævnt har EULEX politi og Kosovo Politi indledt fælles patruljer og fælles kontrolposter i Mitrovica i et forsøg på at dæmme op for alle håndgranatepisoder. Det begyndte for en uge siden og har allerede haft to positive effekter. For det første er EULEX og kollegaerne på politistationen i Mitrovica Nord kommet tættere på hinanden og for det andet er det nu 10 dage siden, vi sidst har haft en episode med håndgranater (bank under bordet, 7-9-13 o.s.v).
Desværre har KFOR meldt sig lidt ud af kampen, eller i hvert fald det fælles intiativ. De mener ikke, at KP optræder professionelt nok, hvilket de klart har givet udtryk for, efter at den øverste chef for KFOR dukke uanmeldt op til en briefing. Efter min mening er det er nok snarere udtryk for komplet manglende forståelse for, hvordan politiarbejde udføres. De mener (og har givet udtryk for), at der skal væsentlige hårdere metoder til end denne lokalpolitiagtige tilgang til tingene, som vi mener er det mest fornuftige.
Dagen efter, at KFOR havde gjort sig bemærket, kunne vi konstatere, at en militærpatrulje, der skulle udføre vejkontrol, skyndte sig væk, da de blandt en gruppe serbere så en mand med noget, der lignede en AK47. Det er ellers det, de er der for; at sikre, at der ikke er våben i omløb i nord.
Kommer i tanke om det gamle bibelske ord om at se splinten i din broders øje, men ikke bjælken i dit eget!
Dansk sildebord! |
En dansk politikollega kom i sidste uge i fokus, sammen med det team, han arbejder med. De havde netop forladt Mitrovica tidligt om morgenen for at køre til grænsen mod Serbien i nord, da de blev standset af en våd og forkommen mand.
Den forulykkede bil |
Det viste sig, at han var passager i en bil, der var kørt gennem autoværnet og havnet i Ibar floden, hvor den nu stod under vand. Teamlederen fik hurtigt overblik over situationen og fordelt opgaverne mellem de 9 politifolk, der var til stede. To personer stod på taget af bilen, mens en 3. lå hårdt kvæstet i floden, mens han næsten bevidstløs holdt fast i en gren. Kollegaerne fik bjerget folkene og tilkaldt hjælp.
Det mest imponerende var måske, at på trods af, at de 9 politifolk kom fra forskellige lande, virkede teamarbejdet bare perfekt. Resultatet af god politiuddannelse!
Kollegaerne med deres "Certificate of Appreciation" |
Bedst som vi troede, foråret havde indfundet sig, gik vejret næsten amok i går. Vi havde ellers vænnet os til temperaturer på 12 - 14 grader, men i går satte et voldsomt regnvejr ind. Det regnede så heftigt, at broer styrede sammen, der var jordskred i nord og mange huse i Kosovo kom til at stå under vand og mange måtte evakueres. Redningsmyndigheder og KFOR blev sat ind for at begrænse skaderne. Desværre havde det også fatale konsekvenser, da en 8 årig pige druknede.
Her til morgen vågnede vi så op til 7-8 cm sne, som var faldet i løbet af natten. Hjælper ikke just på situationen rundt omkring.
Men foråret skal nok komme alligevel! Allerede i næste uge lover de 18 grader om dagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar