Episoden er også blevet udnyttet politisk. En 5-årig pige blev forældreløs ved lavinen, og det fik hurtigt den serbiske præsident til at love, at Serbien vil støtte pige med en fond, indtil hun bliver 18 år. Hensigten er selvfølgelig at vise, at Serbien står klar til at hjælpe "sine" indbyggere. Pigens slægtninge har imidlertid afslået tilbuddet og meddelt via pressen, at de er godt tilfreds med den støtte, de modtager fra hjemlandet Kosovo.
Ja, selv sne kan blive politisk hernede.
På jobbet bliver der i øjeblikket brugt meget tid på den strategiske fremtid for missionen. Eulex mandat udløber til juni, og skal fornyes. Der er ingen tvivl om, at missionen bliver voldsomt reduceret, og at indsatsen i højere grad bliver målrettet det strategiske niveau hos myndighederne, især hos politiet. Der er også tanker om grundlæggende at ændre strukturen, så den bliver "tværsektorialt projektbaseret", i stedet for som i dag, hvor Eulex består primært af 3 søjler, Politi, Toldvæsen og Justitsvæsen. Det er absolut ikke alle, der tror på projektbaserede model, men beslutningen skal træffes i Bruxelles i løbet af foråret. Ingen tvivl om, at vi alle kommer til at mærke ændringerne. Håber bare, at de bliver til det bedre!
Jeg fik lov til at være alene også i denne uge, men det er faktisk en fordel. Man lærer meget hurtigere de forskellige arbejdsgange at kende, når man er tvunget til selv at lave det. Og så får jeg som ventet rigtig stor hjælp fra de 3 albanere, der er ansat på forkontoret.
Midt på ugen gennemførte serberne i Nord en såkaldt folkeafstemning, som jeg tidligere har skrevet om. Resultatet blev, at ca. 75% af serberne i nord deltog i afstemningen, og 99,74% stemte "nej" til at acceptere myndighederne i Kosovo.
Resultatet var ikke overraskende i sig selv. Problemet er bare, at de ikke kan bruge det til noget som helst.
De slår selvfølgelig på tromme for, at det internationale samfund nu må lytte til dem og tage deres krav alvorligt, men bortset fra at gentage, at afstemningen var ulovlig, skal de ikke vente anden reaktion fra hverken Serbien eller det internationale samfund.
Gågaden i Pristina på uafhængighedsdagen |
Jeg gik en tur fredag eftermiddag ned i byen for at se, hvordan det blev markeret. Der var tusindvis af mennesker (og biler!) på gaden, og flag overalt. Også på bilerne, der næsten alle var udsmykket med især Kosovoflag, albanske flag og amerikanske flag.
En af de mange biler med flag |
Det ser også ud til, at vejret bliver mildere. I dag skinner solen og vi er oppe på -4 grader. Allerede i morgen sniger vi os lige over frysepunktet om dagen, hvilket ser ud til at fortsætte hen over næste uge, dog stadig med nattemperaturer ned til -10 grader.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar