Farvel til Mike

Dagens interviews planlægges

Nogle uger er bare mere travle end andre. Denne har været helt vild. Missionen har modtaget et hav af ansøgninger til de flere hundrede stillinger, der skal besættes i løbet af de næste par måneder.
Det betyder, som jeg fortalte forleden, et masse interview til langt ud på aftenen med håbefulde ansøgere fra hele Europa.

De fleste er rigtigt gode, som det er en fornøjelse at tale med, men der er også ansøgere imellem, som er så dårlige, at man nærmest tror, at det er for sjov, de har sendt deres ansøgning.

2/3 dele af interviewpanelet, Marie fra Tjekkiet
og Christian fra Frankrig

Jeg har ikke lagt skjul på min mening, når ansøgerne har været dårlige, grænsende til det groteske, hvilket Marie ind i mellem har synes har været lidt for meget. Jeg tror, at hun synes, at jeg nogle gange er meget streng. Det synes jeg ikke selv, men omvendt gider jeg ikke være til grin, fordi nogen søger en stilling, som de på ingen måde er kvalificeret til, men blot mener at det nu er deres tur til at blive forfremmet!

Tror at jeg har haft 60-70 samtaler, så nu gider jeg sådan set ikke mere! Desværre er der mulighed for et "opsamlingsheat" i næste uge, med flere samtaler, men de fleste er nu overstået.
Til gengæld mangler vi nu at se på de lokalt ansatte, som skal i kamp om få stillinger. Det er også hårdt.
Flere af de lokalt ansatte har henvendt sig til mig og klaget deres nød og fortalt, hvorfor det vil være en katastrofe at miste deres job. Jeg er desværre bange for, at jeg også kommer med i det panel, der skal afgøre deres skæbne.

og den sidste trediedel......

Et par af de lokale har da også ændret attitude mod mig, efter jeg var med i det første panel. En enkelt, som jeg ellers havde et godt forhold til, ignorerer mig og er holdt op med at hilse, mens et par andre er blevet serviceminded i nærmest overdrevent omfang. Men udvælgelsen skal jo foretages, så der er ikke andet for end at udføre opgaven, selv om det på ingen måde er morsomt.

Ind i mellem alle interviews, som hele ugen er gået med, måtte jeg bruge lidt tid på at tage afsked med "Mike", Michael Ryder, som har siddet på mit kontor og været rådgiver for Kosovo Police, Operation Room.

Harry holder afskedstale for Mike

Mike er en særdeles sympatisk og rar kollega fra USA, som har været i missionen i 2 år. Han har spillet i et EULEX-band som bassist, men havde opgivet at tage sin bas med sig hjem og solgt skidtet. Vi havde derfor købt en lille gave til ham, så han dog havde et instrument at spille på hele vejen hjem til USA. Plus en anden lille gave, naturligvis.

Mike med sin nye guiitar

Vi sidder en flok på samme kontor, som til dagligt har det rigtigt godt og sjovt sammen, så det er kedeligt at måtte sige farvel til Mike. Men det er selvfølgelig også en del af missionslivet, at folk kommer og går.

Det er endeligt lykkedes mig at få plads i parkeringskælderen ved min lejlighed. Men der måtte nærmest trusler om at jeg ville blive nødt til at flytte, hvis det ikke snart blev klaret. Den er faktisk ikke helt klar, men porten er sat i, og viceværten, der går og maler i parkeringskælderen, sørger for at feje gulvet hver aften, så der ikke ligger søm eller andet, som jeg kan køre over med min bil. Foreløbigt er jeg den eneste, der må holde i kælderen - men det er også ok!

Sidder nu fredag aften, helt udkørt efter en hård uge, og glæder mig til weekenden.

I morgen bliver første gang i denne uge, hvor jeg får tid til at gå i motionscentret. Det bliver godt! Opvejer det så til gengæld i morgen aften, hvor jeg er inviteret ud til Lasse til en gang revelsben. Glæder mig!