At der er brug for internationale politifolk og andre kompetencer i Kosovo, vidner et par episoder gennem de sidste par uger om.
For eksempel var der for et par uger siden der en kidnapningssag i Peja, hvor 6 gerningsmænd blev anholdt. Af de 6 anholdte var de to politifolk.
I sidste uge blev endnu 6 anholdt, denne gang af EULEX efterforskere, der i længere tid har efterforsket en sag om korruption og dokumentfalsk. 1 af de anholdte var en embedsmand fra Indenrigsministeriet, og 3 var ansatte i politiet, heraf to politifolk! Senest her i weekenden optræder en politimand på døgnrapporten, som vi får en oversat kopi af, denne gang dog "bare" for gadeuorden.
Jo, der er stadig problemer, som skal overkommes før Kosovo kan siges at være på Europæisk standard.
Ugen er indtil nu gået med at forberede den omstrukturering, der træder i kraft på mandag den 17. oktober. Det er en ikke uvæsentlig omstrukturering af hele politikomponentet hernede, og det har da også givet anledning til frustrationer, som minder meget om dem, dansk politi oplevede i forbindelse med politireformen i 2007. Men jeg tror nu, vi kommer lettere over dem hernede.
I dag var jeg til møde indtil kl. 19.00 med Head of Police (Ole Madsen) og Head of Special Policedep. Anledningen er, at "man" har besluttet at starte et renoveringprojekt i den nordlige del af Mitrovica, som går ud på at renovere/genopbygge 30 boliger, tilhørende albanske familier, som blev ødelagt under krigen. Til dette har man hyret et albansk byggefirma. Husene skal genopføres i et område, der domineres af nogle ekstremistiske, serbiske grupperinger. Aktionen starter i morgen tidlig, så EULEX, KFOR og selvfølgelig Kosovo Politi er oppe i højeste alarmberedskab.
Forhåbentlig bliver der ikke den store uro.........
Ingen kommentarer:
Send en kommentar