Fra plus til minus

Desværre viste det sig, at terroranslaget i Gao i sidste uge var værre end først antaget. Dødstallet steg i løbet af dagen til 77, mens antallet af sårede kom op på godt 100.

Heldigvis havde man dagen forinden kørt alle børnesoldater til en anden lejr, så der var ingen børn blandt de tilskadekomne.
Til gengæld ser det foreløbigt ud til, at de ramte grupper har besluttet at fortsætte med fredsprocessen, hvilket vil være helt fantastisk, hvis det holder. Så er der håb for fremtiden alligevel.

I lørdags var der en fredelig demonstration i Bamako, dels for at demonstrere mod terrorisme og dels for at vise sin opbakning og sympati med ofrene i Gao.

Svend og jeg har længe talt om vores transportproblem, som vi desværre selv kommer til at løse. Der er ingen vilje andre steder til at løse det, så vi bliver nødt til at købe en bil til de sidste 6 måneder, vi er i missionen. Urimelig udgift, men eneste udvej, hvis vi vil undgå de såkaldte shuttle-busser, der dels er ubehagelige og dels et oplagt terrormål, hvis nogen vil MINUSMA noget ondt i Bamako.
Vi har derfor brugt et par dage på at besøge bilforhandlere, ikke mindst for at få en ide om prisniveauet. Så må vi se, hvad vi ender med at købe.

Lejren, jeg arbejder i, er i løbet af de 6 måneder, vi har været her, blevet voldsomt udbygget. Desværre kniber det stadig med at få welfare på plads. Butikken, vi ofte handler i (PX), ligger stadig i en anden lejr, ca. 30 minutters kørsel fra vores.

Branddam, som forhåbentlig snart er klar 

Dette på trods af, at de fleste afdelinger dér nu er flyttet til vores lejr. Også motionsrum mangler stadig. Det har godt nok stået der i mange måneder, men man havde ved opførelsen glemt, at der også skal stå tunge maskiner, hvilket et blødt gulv i en containerbygning ikke kan bære. Nu er der så kommet fast gulv på, men man har så glemt at bestille de måtter, maskinerne skal stå på, så vi venter stadig.
Vi venter også på, at den lokale branddam bliver færdig. Der er lavet en stor brandam, som det officielt er, men den er lavet som swimmingpool, så vi måske kan bade i den to timer lange frokostpause, vi er tvunget til at afholde midt på dagen.

Desværre bød sidste uge på et trist farvel til gode kollegaer. Da vi kom herned for 6 måneder siden, ankom vi sammen med blandt andre nogle hollandske kollegaer, som vi har haft det rigtigt sjovt sammen med. At vi de første 4 måneder også boede næsten ved siden af hinanden gjorde, at vi så hinanden dagligt og at vi ofte kørte sammen med dem, i deres bil, til og fra arbejde.

Police Commissioner holder afskedstale for hollænderne

Nicole, en kvindelig kollega, arbejdede i personaleafdelingen, hvor hun blev meget populær, dels fordi hun arbejdede meget og dels fordi hun var særdeles hjælpsom overfor alle, der bad om hjælp. Roberto (i lyserød) er en ualmindelig rar og hyggelig kollega, der kørte natpatrulje i det halve år, han var her, og havde det rigtigt godt med det. Ærgerligt, at de skulle hjem efter 6 måneder, men det er jo betingelserne i en mission.
Billedet er fra deres afskedsreception, hvor der traditionelt er masser af taler, fine ord og god mad bagefter.

Nu vil jeg så glæde mig til min næste leave. Der var desværre nogle problemer med at få den godkendt før jul, da Maria og jeg skulle på leave samtidigt, hvilket normalt er no-go. Problemet var bare, at vi begge havde planlagt og betalt for vores ferie, før jeg kom til Strategic Planning, så vi havde et problem. Heldigvis viste Police Commissioner sig som en fornuftig mand, da vi havde sørget for afløsning på kontoret, så han godkendte min leave. Det betyder, at jeg i aften (onsdag) kl. 23.40 sætter mig i flyet mod Paris og København, så vi efterfølgende kan tage på skiferie i Norge. Bliver koldt at gå fra plus 30-32 grader til minus 10-15 grader, men det bliver fantastisk med noget frisk luft i lungerne.
Glæder mig.

Bloggen holder pause indtil jeg er tilbage i Mali igen den 6. februar.

Foto fra skiferien i 2015

Kæmpe anslag mod fredsprocessen i Mali

Lige siden vi kom til missionen, har vi hørt om et topmøde, der skulle finde sted i januar måned i år. Det er et såkaldt "French-African Summit", som består af frankofone lande og som mødes et eller andet sted i verden hvert andet år for at diskutere udvikling og samtidigt styrke det franske sprogs udbredelse. Der er ca. 3000 deltagere med den franske præsident i spidsen.
Mali har forberedt sig længe og især i Bamako har man gjort en kæmpe indsats for at forskønne byen de steder, hvor mødedeltagerne vil køre og opholde sig.

Mødet blev gennemført fredag og lørdag i sidste uge. Det betød blandt andet, at den mest trafikerede bro over floden Niger, der deler Bamako i to, blev lukket for almindelig trafik, ligesom hele vejen mellem lufthavnen og et centralt område i byen blev spærret af.
Det medførte selvfølgelig trafikale udfordringer i resten af byen i en sådan grad, at langt de fleste af os blev bedt om at arbejde hjemmefra fredag til søndag, hvilket ville sige åbne sin pc og holde telefonen tændt.
Vi var en del, der frygtede at terrorister ville benytte sig af lejligheden til at markere sig i hovedstaden, men mødet forløb uden større problemer og hændelser. Et stort cadeau til de lokale myndigheder, der har gjort et kæmpe arbejde for at det skulle gå godt.

Weekenden blev blandt andet brugt til at hygge sig med lækkerier hjemmefra. Svend vendte tilbage til Bamako og havde tasken fuld af udstyr til masser af højbelagt smørrebrød.

At han også er fantastisk til at lave dem, gjorde at jeg kunne læne mig tilbage og udfylde den smørrebrødsliste, han havde udarbejdet til lejligheden.
Vi inviterede Ivan, som jeg tidligere har fortalt om, til middag og vi havde en rigtig hyggelig aften, der sluttede en kende sent. Men hvad, der var jo også øl og gammel dansk (i mangel af snaps) til maden, så stemningen var helt som den skulle være.

Hvad vi desværre ikke har fundet en løsning på, er vores transport hernede. FN har ikke køretøjer nok, så vi har ikke eget køretøj, Der er desværre heller ikke den store lyst til at kaste sig ud i en kamp med de, der har nøgler til køretøjerne, så alle får nytte af bilerne, så indtil videre har vi måtte køre med shuttlebusser, der morgen og aften kører ad samme ruter og samler ansatte op.
Det er i virkeligheden mod FNs egne anvisninger, der netop siger, at vi af sikkerhedsgrunde bør køre ad forskellige ruter og på forskellige tidspunkter.
Jeg har klaget et par gange over forholdene, men bliver afvist med, at vi jo ikke er de eneste, der har det problem! Rigtigt godt argument.
Vi har nu givet op og har besluttet at se på brugte biler hernede. Selv om det er urimeligt, bliver vi nødt til at købe en bil, så vi ikke behøver løbe den risiko det er at køre med disse shuttlebusser.

Desværre blev Mali i går (18. januar) ramt af det måske værste terrorangreb nogensinde. Som led i fredsprocessen, er der indgået aftaler mellem nationale og internationale parter, at give frit lejde til terrorister, der vil nedlægge våbnene og i stedet indgå i nogle fælles patruljer, der skal mindske fjendskabet mellem dem og i stedet anvende deres "evner" til at skabe en form for lov og orden. En del terrorister er gået med på dette (også fordi de bliver betalt for det). Alle har henvendt sig til en militær lejr i Gao, hvor blandt andet danske politifolk har været med til at registrere dem og fratage dem deres våben.
I går kørte en bil, der lignede en lokal politibil, ind i lejren og udløste en selvmordsbombe. Endnu ikke bekræftede tal siger, at 72 blev dræbt og 134 såret. Der var heldigvis ingen internationale politifolk til stede i lejren på det tidspunkt.

Foto fra France24.com efter terrorangrebet

Der er selvfølgelig en stor efterforskning i gang, og en terroristgruppe, Al Mourabitoune, der er allieret med Al Qaida, har påtaget sig ansvaret. Det er nemlig langt fra alle, der har lyst til at få fred i Mali. Det vil ødelægge lukrative "forretninger" for dem, mens andre kæmper for at indføre sharia i hele landet, så de vil heller ikke have fred eller aftaler med nogen.
Nu håber alle, at angrebet vil få de forskellig grupper til at stå sammen, men samtidigt frygter man, at de i stedet vil have hævn og igen begynder at bekrige hinanden. Hvad der sker, vil de nærmeste dage vise.
Men det er desværre også en klart eksempel på, hvor skrøbelig hele fredsprocessen er i Mali og at der er en grund til, at FN og andre er til stede i landet.

Tildeling af medalje

Det blev en relativ stille periode hen over jul og nytår. Julen blev som sagt holdt i den danske militærlejr i Bamako. Det viste sig, at portugiserne havde overtaget kommandoen over lejren, så det forlød, at and og flæskesteg var erstattet med fisk, som er den traditionelle spise i Portugal. Men kokkene havde heldigvis sørget for, at alle fik præcist den slags kød, man gerne ville have. Og der var masser af det!
Svend kom tilbage før nytår, så jeg ikke længere var alene i huset. Havde selvfølgelig medbragt diverse lækre ting fra moderlandet.

Snacks og Cava til nytårstalen

Nytårsaften havde vi planlagt til at sidde med en flaske "champagne" og se dronningens nytårstale, da DR havde meddelt, at de til den lejlighed ville fjerne udlandsspærringen på direkte streaming. Nå, jeg behøver ikke skrive her, hvad der skete derhjemme, men selvfølgelig brød DRs server sammen, da rigtigt mange ville streame via nettet.
Det var nu også en fin oplevelse at sidde at høre talen i radioen.

Nytårsaften var vi inviteret ud til en tysk kollega, der bor i et stort hus i Bamako. Der var vi sammen med nogle tyske og hollandske kollegaer og havde en rigtig hyggelig aften. De kiggede godt nok lidt, da Svend og jeg kl. 23.00 (kl. 24.00 dansk tid) rejste os og sang med på "Vær velkommen, Herrens år". Endnu har ingen været så ufine at lægge de videoer ud på de sociale medier, som blev optaget af os!

På kontoret fik jeg lidt ekstraopgaver, da min makker lagde sig med lungebetændelse og malaria. Som hun sagde: "Kan lige så godt få det hele overstået på en gang". Barsk omgang.
Der var til gengæld ikke mange til at forstyrre i arbejdstiden. Rigtigt mange er selvfølgelig på leave hen over jul og nytår.

Svend begyndte på sit nye job i PIO (Police Information Office). Han blev kastet hårdt ind i det, da han skal planlægge medaljeparade på lørdag og sikre indbydelser og planlægning, så alt klapper. Samtidigt skal han slås med en ansat på kontoret, som mildt sagt ikke har været samarbejdsvillig, siden Svend blev udpeget. Hun mener selv, at hun burde være leder af kontoret. Det er der så mange grunde til, hun ikke skal.
Oven i alt det er han nødt til at tage hjem til Danmark i nogle dage. Hans mor har været meget syg i 2016, og på 3. dagen i det nye år gav hun op og sov stille ind. Han skal selvfølgelig hjem til begravelsen, men kunne heldigvis nå at være med til den medaljeparade, han selv har så travlt med at arrangere.

Le Campement - udsigt fra baren mod swimmingpool og svævebane

Mandag eftermiddag fik vi lidt tid til rekreation (efter nytårsaften), så vi kørte ud til et resort, Le Campement, der ligger lidt oppe i bjergene i udkanten af Bamako. Der er flere swimmingspool, restauranter og barer, forskellige sportsbaner, og afmærkede ture til hiking og mountainbiking. Et dejligt område, hvor man kan overnatte i små, runde hytter, hvis man skulle have lyst til det.

Onsdag i sidste uge tog vi så retur til Gao, stadig for at efterforske "skudsagen" fra begyndelsen af december. Desværre nåede vi ikke ved første besøg at afhøre flere af de involverede, så det blev gjort i sidste uge.
Hyggeligt at være deroppe og bruge aftenerne sammen med de danske kollegaer der. Henrik sørgede første aften for masser af rugbrød, spegepølse og ost, så det var en ren fest.
Heldigvis blev vi færdige med efterforskningen og kunne rejse retur til Bamako igen fredag formiddag.

Lørdag havde nogle af os fået besked på at møde tidligt. Der var medaljeparade, hvor 27 politifolk skulle have medalje.

Tildeling af medaljen af min chef, Police Commissioner

Som jeg tidligere har beskrevet, er det ikke bare noget, der lige foregår. Der har været 2 prøver på arrangementet, hvoraf jeg kun kunne deltage i den første på grund af mit besøg i Gao. Kl. 08.30 skulle alle medaljemodtagere stå klar på paradepladsen. På grund af trafikkaos i Bamako, kom mange gæster senere end planlagt, så vi fik lov til at stå en time i solen, før ceremonien kunne starte.

Det hele blev udført på militaristisk vis med æresparader, sjove marcher og militær kommandoer, som vi som europæiske politifolk ikke er så vant til, men vi formåede nogenlunde at følge kommandoerne.

Sammen med et par æresvagter

På paradepladsen stod også et æreskompagni fra Bangladesh og et politiorkester fra Bamako. De stod selvfølgelig for musikken, hvilket var en oplevelse i sig selv. Uden at overdrive kan jeg sige, at de spillede så piv-falsk, at det var svært ikke at komme til at grine ad dem. Vi holdt selvfølgelig pænt masken og lod dem spille så godt de kunne.
Herunder kan du se en lille video og få en smagsprøve på musikken.