lørdag den 29. oktober 2016
mandag den 24. oktober 2016
Sport i lejren
Mandag bød på endnu en ceremoni for en død soldat fra Bangladesh. Denne gang var det dog ikke en forbrydelse, men et færdselsuheld nordpå, der slog ham ihjel. Men kedeligt er det stadig at sende en ung mand på 29 hjem i en kiste, uanset hvor meget stads der så bliver gjort ud af det.
Huset var fyldt op i weekenden, da også Svend vendte tilbage. Han havde en kuffert med, der var pakket i bedste tetris-stil. Han havde blandt mange ting også fundet plads til en grill i kufferten. Enestående, hvad han havde fundet plads til.
Michael og Henrik skulle egentlig afsted til deres respektive regioner mandag, men begge deres fly var aflyst, så de fik en dag mere i Bamako.
Jeg er alene på kontoret de næste par uger. Maria tog på leave mandag aften, så jeg er nu eneste planning officer. Da Maria havde meget travlt før sin leave, sammenholdt med at det ikke lykkedes os at få et fælles drev på vores pc, gjorde at vi ikke fik lavet en egentlig overdragelse af opgaverne. Jeg er derfor kastet ud i totalt ukendte opgaver med en næsten ukendt personkreds, jeg skal indhente forskellige oplysninger fra. For første gang føler jeg mig lidt presset i missionen - arbejdsmæssigt. På en gang både spændende og frustrerende at kaste sig ud i.
Svend er endnu ikke helt så begejstret for sin nye stilling, men vi håber begge, at det bliver mere spændende, efterhånden som han kommer mere ind i jobbet. Det lyder til at kunne blive det, men indholdet skal selvfølgelig svare til indpakningen.
Tirsdag den 25. oktober er det den Internationale FN-dag. For at festligholde den, var lørdagen sat af til forskellige aktiviterer, primært fodbold, volleybold, basket og vægtløftning. For dem (!) der deltog, blev det en særdeles varm affære, men tror nu det var sjovt nok. Dog var der nogle, der gik mere seriøst til tingene end andre. Tydeligt, at ikke alle har det lige godt med at tabe en kamp, der i bund og grund kun var for sjov. Holdene blev sammensat på dagen, så ingen havde trænet på forhånd. Det skulle bare være en hyggelig dag, men det var desværre ikke alle, der havde den indstilling.
Nogle afrikanere havde sat sig for at peppe stemningen op, hvilket de gjorde med musik, sang og dans. Et festligt indslag.
Alle aktiviteter sluttede ved 12-tiden, og da der ikke er badefaciliteter i lejren, var det nødvendigt at køre hjem. Vores chauffør var en af dem, så jeg var "desværre" så også nødt til at køre tidligt hjem.
Det betød fri lørdag eftermiddag og god tid til at lave aftensmad. Svend stod i køkkenet og den nye grill blev taget i anvendelse til et par gode bøffer, som blev skyllet ned med lidt god vin. Senere kom en hollænder, der bor i nærheden, på besøg med en flaske rom under armen, så Preben og sengen havde rigtigt godt af hinandens selskab kl. 01.00. Jeg skulle jo også op og møde på arbejde igen kl. 09.00!
Huset var fyldt op i weekenden, da også Svend vendte tilbage. Han havde en kuffert med, der var pakket i bedste tetris-stil. Han havde blandt mange ting også fundet plads til en grill i kufferten. Enestående, hvad han havde fundet plads til.
Michael og Henrik skulle egentlig afsted til deres respektive regioner mandag, men begge deres fly var aflyst, så de fik en dag mere i Bamako.
Jeg er alene på kontoret de næste par uger. Maria tog på leave mandag aften, så jeg er nu eneste planning officer. Da Maria havde meget travlt før sin leave, sammenholdt med at det ikke lykkedes os at få et fælles drev på vores pc, gjorde at vi ikke fik lavet en egentlig overdragelse af opgaverne. Jeg er derfor kastet ud i totalt ukendte opgaver med en næsten ukendt personkreds, jeg skal indhente forskellige oplysninger fra. For første gang føler jeg mig lidt presset i missionen - arbejdsmæssigt. På en gang både spændende og frustrerende at kaste sig ud i.
Svend er endnu ikke helt så begejstret for sin nye stilling, men vi håber begge, at det bliver mere spændende, efterhånden som han kommer mere ind i jobbet. Det lyder til at kunne blive det, men indholdet skal selvfølgelig svare til indpakningen.
 |
| UNPOL i volleyball kamp |
 |
| Musikalsk ledsagelse til aktiviteterne |
Alle aktiviteter sluttede ved 12-tiden, og da der ikke er badefaciliteter i lejren, var det nødvendigt at køre hjem. Vores chauffør var en af dem, så jeg var "desværre" så også nødt til at køre tidligt hjem.
Det betød fri lørdag eftermiddag og god tid til at lave aftensmad. Svend stod i køkkenet og den nye grill blev taget i anvendelse til et par gode bøffer, som blev skyllet ned med lidt god vin. Senere kom en hollænder, der bor i nærheden, på besøg med en flaske rom under armen, så Preben og sengen havde rigtigt godt af hinandens selskab kl. 01.00. Jeg skulle jo også op og møde på arbejde igen kl. 09.00!
mandag den 17. oktober 2016
Igen ramt af Afrika!
Der har faktisk været nogenlunde stille nordpå i Mali de sidste par uger. Det er som om man har koncentreret sig om andre ting. I sidste uge var der således et angreb i Niger, ca. 35 kilometer fra grænsen til Mali, hvor 22 soldater, der bevogtede en flygtningslejr med flygtninge fra Mali, blev dræbt.
I forrige uge gik det så igen ud over Minusma, hvor to soldater blev dræbt i forbindelse med et angreb på Minusma Camp i Kidal.
Soldaterne var fra Tchad. De blev mandag fløjet til Bamako, hvor der i den lejr, hvor jeg arbejder, var en mindehøjtidlighed for dem. Den varede en halv times tid med få, korte taler, afspilning af nationalmelodi og æresvagter. Kisterne blev båret ind under ceremonien, hvorefter de blev kørt til lufthavnen og fløjet til Tchad.
Omend det var varmt at stå stille i en halv time i solen, var det en meget fin ceremoni.
Ellers er jeg ved at finde mig til rette i mine nye omgivelser. Noget af det første, der skulle på plads, var en ny emailkonto, da jeg ikke har en personlig email, men funktionsbestemt. I forlængelse af dette skulle vi have oprettet et fælles drev, så både Maria og jeg har adgang til alle dokumenter. Ja, vi er (nu) to i strategic planning, så der er vist nok at lave.
Desværre er der ikke rigtigt sket noget her en uge efter mit skifte, men det kommer vel?
En anden god nyhed er, at jeg har fået privatlærer til fransk, i hvert fald til Svend er tilbage, så er vi to. Anna, en sprogofficer fra hæren, har tilbudt at være vores fransklærer, så jeg har fået en hulens masse verber at læse på. Virkelig fornemt at kunne udfylde frokostpausen med undervisning. Vi har nemlig to timers frokostpause, som virkelig er dræbende at komme igennem. Der er intet at foretage sig i lejren, så folk sidder rundt omkring og sover, læser eller på anden måde får tiden til at gå.
Efter sigende er det ikke muligt at skære en time af frokosten og så gå hjem kl. 17 i stedet for kl. 18. De to timer er indført, så muslimerne kan nå at bede i frokostpausen. Al respekt for det, men.........
Nå, må enten indordne mig eller forsøge at ændre det bestående. Jeg vil prøve det sidste, men det er vist en håbløs kamp.
Vejret har ændret sig hernede. Hvor det for en måned siden regnede næsten hver dag, er det efterhånden sjældent. Tror vi har fået regn 3 gange de sidste 14 dage, så det er vist ved at være slut med det indtil maj måned næste år. Tingene er allerede begyndt at se tørre ud og det grønne er så småt på retur. Til gengæld kommer varmen, som i nogle dage nærmer sig 40 grader. Det er næsten værre om aftenen, når det er 30 grader kl. 22 eller for den sags skyld kl. 08 om morgenen. Tør dårligt tænke et par måneder frem, når den får 5-6 grader ekstra på kviksølvstermometret. Så skal de fede nok svede!
Huset blev fyldt op i løbet af weekenden. To danskere, Henrik og Michael, kom retur fra leave fredag aften og lørdag kom Svend tilbage igen. Jeg havde planlagt at kokkere til den store guldmedalje, men i stedet måtte jeg lørdag morgen lægge mig på langs og melde afbud til arbejdet.
Jeg havde tilbragt hele natten på toilettet. Mine to gæster gik overtalt mig til at kontakte lægen, der sendte mig ud på et fransk hospital, som Minusma bruger. Da jeg tog derfra igen, havde jeg ikke mindre end 5 forskellige medikamenter, som jeg skulle fylde mig med for at nedbringe feber og slå infektionen ihjel - og ikke mindst standse min diarre. Som lægen smilende sagde til mig: "This is Africa".
Også det må jeg vænne mig til på et tidspunkt.
 |
| Fra Minusma FB |
 |
| Fra Minusma FB |
Soldaterne var fra Tchad. De blev mandag fløjet til Bamako, hvor der i den lejr, hvor jeg arbejder, var en mindehøjtidlighed for dem. Den varede en halv times tid med få, korte taler, afspilning af nationalmelodi og æresvagter. Kisterne blev båret ind under ceremonien, hvorefter de blev kørt til lufthavnen og fløjet til Tchad.
Omend det var varmt at stå stille i en halv time i solen, var det en meget fin ceremoni.
Ellers er jeg ved at finde mig til rette i mine nye omgivelser. Noget af det første, der skulle på plads, var en ny emailkonto, da jeg ikke har en personlig email, men funktionsbestemt. I forlængelse af dette skulle vi have oprettet et fælles drev, så både Maria og jeg har adgang til alle dokumenter. Ja, vi er (nu) to i strategic planning, så der er vist nok at lave.
Desværre er der ikke rigtigt sket noget her en uge efter mit skifte, men det kommer vel?
En anden god nyhed er, at jeg har fået privatlærer til fransk, i hvert fald til Svend er tilbage, så er vi to. Anna, en sprogofficer fra hæren, har tilbudt at være vores fransklærer, så jeg har fået en hulens masse verber at læse på. Virkelig fornemt at kunne udfylde frokostpausen med undervisning. Vi har nemlig to timers frokostpause, som virkelig er dræbende at komme igennem. Der er intet at foretage sig i lejren, så folk sidder rundt omkring og sover, læser eller på anden måde får tiden til at gå.
Efter sigende er det ikke muligt at skære en time af frokosten og så gå hjem kl. 17 i stedet for kl. 18. De to timer er indført, så muslimerne kan nå at bede i frokostpausen. Al respekt for det, men.........
Nå, må enten indordne mig eller forsøge at ændre det bestående. Jeg vil prøve det sidste, men det er vist en håbløs kamp.
Vejret har ændret sig hernede. Hvor det for en måned siden regnede næsten hver dag, er det efterhånden sjældent. Tror vi har fået regn 3 gange de sidste 14 dage, så det er vist ved at være slut med det indtil maj måned næste år. Tingene er allerede begyndt at se tørre ud og det grønne er så småt på retur. Til gengæld kommer varmen, som i nogle dage nærmer sig 40 grader. Det er næsten værre om aftenen, når det er 30 grader kl. 22 eller for den sags skyld kl. 08 om morgenen. Tør dårligt tænke et par måneder frem, når den får 5-6 grader ekstra på kviksølvstermometret. Så skal de fede nok svede!
Huset blev fyldt op i løbet af weekenden. To danskere, Henrik og Michael, kom retur fra leave fredag aften og lørdag kom Svend tilbage igen. Jeg havde planlagt at kokkere til den store guldmedalje, men i stedet måtte jeg lørdag morgen lægge mig på langs og melde afbud til arbejdet.
 |
| Det lokale hospital |
Også det må jeg vænne mig til på et tidspunkt.
fredag den 7. oktober 2016
Fra den ene ende af skalaen........
Det er ikke kun det franske, der ind i mellem giver anledning til misforståelser. Og når det indebærer email, skal man være ekstra vagtsom.
Forleden skulle jeg bruge nogle oplysninger fra en hollandsk kollega, jeg kun lige havde hilst på en gang. Han bad mig sende ham en mail, så han havde min email-adresse. Hans mailadresse fik jeg fra en anden hollænder, der for sjov sagde: "Send him lots of kisses". Det gjorde jeg så. Problemet var bare, at jeg havde hørt forkert med et tal i mailadressen, så i stedet for at skrive til ham, sendte jeg mailen til hans chef!
Kort tid efter fik jeg så denne mail fra hollænderen:
Forleden skulle jeg bruge nogle oplysninger fra en hollandsk kollega, jeg kun lige havde hilst på en gang. Han bad mig sende ham en mail, så han havde min email-adresse. Hans mailadresse fik jeg fra en anden hollænder, der for sjov sagde: "Send him lots of kisses". Det gjorde jeg så. Problemet var bare, at jeg havde hørt forkert med et tal i mailadressen, så i stedet for at skrive til ham, sendte jeg mailen til hans chef!
Kort tid efter fik jeg så denne mail fra hollænderen:
You have just send a lot of kisses to my chief
PIO Patrice…
He asked me “ Who is Preben” ….
I told him that I dont know. After that he said…” I ‘m receiving a lot of
kisses??”
I told him … "lucky you!"....
Det fik vi grinet en del af den formiddag. Jeg tror stadig ikke, han ved, hvem jeg er.
Er nu alene i huset og det er da lidt kedeligt. Svend er på leave i Danmark, så indkøb, aftensmad m.v. må jeg selv sørge for. Kan godt være et problem, især hvis man er nødt til at køre med FNs shuttlebusser. Så går jeg hjemmefra kl. 06.50 og er først hjemme om aftenen kl. 19.15. Det sker, at nogle kører ud i frokostpausen og handler, hvor jeg så kan være med. Så er det da klaret.
Biler er et meget stort problem i missionen. Nogle mener, at de udleverede biler er til helt personlig brug, og beholder nøglerne i lommen. Det kan være svært at få vristet bilerne ud af dem. Endnu mere irriterede er det så at se mange køre hjem kl. 18.00 alene i bilerne, mens andre må tage shuttlebusser, som er særdeles ukomfortable og tager lang tid.
En af mine opgaver i Operations var at kontrollere FPU (Formed Police Units), som er en slags militære politistyrker, der alle består af 140 folk fra samme land. I øjeblikket er der 7 FPU i Mali.
I mandags var en hollandsk kollega og jeg hos FPU fra Bangladesh for at kontrollere, om de har styr på administration, udstyr m.v.
Bangladesh'erne er utrolig venlige, men også meget nervøse overfor autoriteter, og da vi kommer for at kontrollere dem, er de tæt på grænsen til panik.
De starter meget venligt med at byde på te i officersmessen. De foregår ved, at vi får en kop te, mens 5-6 officerer sidder og kigger på os, mens vi drikker den.
Efter teen var det så tid til inspektion. Vi startede med det administrative. Der er en del krav, de skal leve op til og have styr på. Det havde de - sådan nogenlunde. Der kom dog et par bemærkninger i vores rapport, og min hollandske kollega måtte hæve stemmen, da de for 3. måned i træk ikke havde fået oversat nogle papirer, som de havde fået besked på.
Efterfølgende var der så inspektion af materiel og udrustning. Det er alt fra våben, hjelme og køretøjer.
Disse inspektioner gennemføres en gang hver måned hos alle FPU for at sikre, at de er up to date. Vi sluttede inspektionen af med at sige til commanderen, at en gruppe demonstranter var ved at trænge ind i hovedkvarteret og at vi derfor skulle bruge deres udrykningsstyrke (QRF).
Han slog alarm og to minutter efter stod der 20 mand på række, iført vest og hjelm og bevæbnede. Et minut efter sad de i bilerne og klar til at rykke ud. Ganske imponerende, så vi afbrød øvelsen og gav den fortjente ros.
Da vi var færdige, blev vi inviteret på frokost. Som jeg tidligere har beskrevet, laver de rigtig god mad, så det ville vi da gerne. Det foregår så på samme måde som da vi fik te. Vi spiste, mens 5-6 officerer sad og så på og sikrede, at vi ikke manglede noget.
Hyggelig dag sammen med dem.
Da jeg kom hjem om aftenen, lå der en email i min private outlook. Det fremgik af denne, at jeg fra og med tirsdag morgen var re-deployeret fra FPU Operations til Police Commissioners Office, Strategic Planning. Kort varsel, må jeg sige, men alt andet lige mere begavet arbejde end at køre natpatrulje.
Spændende at komme i gang med. Og noget af et spring at gå fra Patrol Officer til pludselig at være med til strategimøder med Police Commissioner!
Er nu alene i huset og det er da lidt kedeligt. Svend er på leave i Danmark, så indkøb, aftensmad m.v. må jeg selv sørge for. Kan godt være et problem, især hvis man er nødt til at køre med FNs shuttlebusser. Så går jeg hjemmefra kl. 06.50 og er først hjemme om aftenen kl. 19.15. Det sker, at nogle kører ud i frokostpausen og handler, hvor jeg så kan være med. Så er det da klaret.
Biler er et meget stort problem i missionen. Nogle mener, at de udleverede biler er til helt personlig brug, og beholder nøglerne i lommen. Det kan være svært at få vristet bilerne ud af dem. Endnu mere irriterede er det så at se mange køre hjem kl. 18.00 alene i bilerne, mens andre må tage shuttlebusser, som er særdeles ukomfortable og tager lang tid.
En af mine opgaver i Operations var at kontrollere FPU (Formed Police Units), som er en slags militære politistyrker, der alle består af 140 folk fra samme land. I øjeblikket er der 7 FPU i Mali.
I mandags var en hollandsk kollega og jeg hos FPU fra Bangladesh for at kontrollere, om de har styr på administration, udstyr m.v.
Bangladesh'erne er utrolig venlige, men også meget nervøse overfor autoriteter, og da vi kommer for at kontrollere dem, er de tæt på grænsen til panik.
 |
| Inspektion af administration |
Efter teen var det så tid til inspektion. Vi startede med det administrative. Der er en del krav, de skal leve op til og have styr på. Det havde de - sådan nogenlunde. Der kom dog et par bemærkninger i vores rapport, og min hollandske kollega måtte hæve stemmen, da de for 3. måned i træk ikke havde fået oversat nogle papirer, som de havde fået besked på.
Efterfølgende var der så inspektion af materiel og udrustning. Det er alt fra våben, hjelme og køretøjer.
Disse inspektioner gennemføres en gang hver måned hos alle FPU for at sikre, at de er up to date. Vi sluttede inspektionen af med at sige til commanderen, at en gruppe demonstranter var ved at trænge ind i hovedkvarteret og at vi derfor skulle bruge deres udrykningsstyrke (QRF).
 |
| Kontrol af at vandkanonen virker som den skal |
Da vi var færdige, blev vi inviteret på frokost. Som jeg tidligere har beskrevet, laver de rigtig god mad, så det ville vi da gerne. Det foregår så på samme måde som da vi fik te. Vi spiste, mens 5-6 officerer sad og så på og sikrede, at vi ikke manglede noget.
Hyggelig dag sammen med dem.
Da jeg kom hjem om aftenen, lå der en email i min private outlook. Det fremgik af denne, at jeg fra og med tirsdag morgen var re-deployeret fra FPU Operations til Police Commissioners Office, Strategic Planning. Kort varsel, må jeg sige, men alt andet lige mere begavet arbejde end at køre natpatrulje.
Spændende at komme i gang med. Og noget af et spring at gå fra Patrol Officer til pludselig at være med til strategimøder med Police Commissioner!
Abonner på:
Opslag (Atom)