Regeringen i Kosovo var meget hurtig til at lave en plan over, hvordan aftalen skal implementeres og nok også for hurtig. Den var på ingen måde realistisk at gennemføre, og det skal naturligvis aftales med Serbien. Det er man så i gang med nu, altså nye forhandlinger, der måske er lige så svære at gennemføre som det var med selve aftalen. Men det skal nok lykkes.
Serberne i nord er særdeles utilfredse med aftalen og har truet med at erklære sig uafhængige. Det er der selvfølgelig ingen, der vil tage seriøst, men de kan nå at lave en masse uro i denne forbindelse.
Serbien har tydeligt sagt til indbyggerne i nord, at denne aftale holder og skal gennemføres. De er endda gået så langt som til at true med at stoppe enhver økonomisk hjælp til nord, hvis de modarbejder aftalen! Så nye toner fra Serbien.Men de er også tvunget af omstændighederne. For det første er de som tidligere nævnt ved at gå bankerot og for det andet skal de have gennemført og implementeret en aftale med Kosovo, hvis de vil videre i deres vej mod EU.
Kosovo er også blevet belønnet af EU for at have indgået aftalen. De har fået en såkaldt Stabiliserings og Associeringsaftale med EU, hvilket er det første, spæde skridt i vejen mod EU.
Torsdag i sidste uge fik jeg besøg fra Danmark. Rasmus og Pernille kom hernede for at bruge nogle dage i Kosovo.
De havde en dejlig gave med til mig: et friskbagt rugbrød, et rødløg, en pakke fedt, en pakke sky og en stor stærk ost, som de havde købt i den lokale ostehandler. Skønt!
Vi havde nogle rigtigt hyggelige dage sammen hernede, hvor vi var rundt at se på forskellige seværdigheder. Det lykkedes faktisk at strikke et program sammen, som også var nyt for Rasmus, selv om det er anden gang, han er hernede.
Pernille og Rasmus |
Og det gode vejr holder indtil videre, ja vi har faktisk et par dage rundet de 32 grader, så det regn og tordenvejr, vi fik i forgårs aftes, var helt befriende.
Håber det bliver lige så godt vejr, når jeg igen får besøg om knap 14 dage.
I går var jeg til farvel-party på restaurant Pinnochio i Pristina. Det var rigtigt hyggeligt og sjovt, selv om anledningen selvfølgelig er lidt trist, da vi skulle sige farvel til en rigtig hyggelig mand, Torben, som har fået en god stilling i den nye mission i Libyen.
Men det er jo konditionerne i en mission. Man møder en masse gode mennesker, knytter venskaber og skilles så igen, når enten de eller en selv rejser hjem eller videre til andre missioner.
Nu har jeg så et par fridage foran mig. Mandag er helligdag hernede i Kosovo (ortodoks påske). Må se hvad jeg kan finde på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar