(Klik på de enkelte billeder/fotos for stor udgave)

fredag den 24. maj 2013

Flere anholdelser

For et par uger siden, anholdt Kosovo Politi en Kosovo albaner, der var internationalt eftersøgt fra Bosnien for krigsforbrydelser. Umiddelbart en god fangst, men da Bosnien er et af de lande, der ikke anerkender Kosovo, er der selvfølgelig heller ingen aftale mellem landene om udlevering af eftersøgte. Retten var derfor nødt til at løslade den pågældende forbryder. Heldigvis har EULEX og Kosovo politi et godt samarbejde, så vi stod klar, da han blev løsladt. Han blev straks anholdt igen, denne gang af EULEX, og sigtet for en del forbrydelser, som vi har mandat til at efterforske. Han er derfor nu varetægtsfængslet.

Forhandlingerne i Bruxelles om implementeringen af aftalen fra april gik desværre ikke helt så smertefrit, som vi måske havde håbet på. Parterne kunne slet ikke blive enige og forhandlingerne brød sammen. Serberne forsøgte af politiske årsager at smide et par ekstra emner på bordet, hvilket Kosovo klart afviste.
Den 21. maj måtte de to premierministre så mødes for at se, om de kunne blive enige om en vej frem. Det tog et par dage, men i går aftes blev de så angiveligt enige, og skal mødes igen sidst på ugen for at underskrive aftalen. De har dog vist allerede forskellige udlægninger af, hvad de er blevet enige om, så det er vist ikke helt slut endnu. Catherine Ashton, som er forhandlingsleder, har ordentligt fået kam til sit hår!

De strandede forhandlinger fik desværre serberne til at aflyse det møde, Ole ellers havde fået sat i stand mellem Kosovo politi og Serbisk politi, hvilket var forståeligt nok, men også lidt ærgerligt. Parterne er dog stadig enige om at det er en god ide at mødes, så vi forsøger at arrangere mødet i juni i stedet for.

Der grilles......

I sidste uge fik jeg igen besøg hjemmefra, denne gang af Lisbeth og vores gode venner, Steen og Jeanette. De fik lejlighed til at hilse på nogle af de andre danskere i missionen, da jeg holdt danskeraften hjemme hos mig selv. Vejret var godt og vi fik gang i grillen. Det blev en rigtig hyggelig aften.
Weekenden gik med forskellige besøg rundt i Kosovo. Vejret var igen med os, så det var herligt. Også søndag, hvor vi lod bilen stå og gik en rigtigt lang og kuperet tur. En god tur, der kunne give ømme fødder.

.....og hygges

De tog desværre allerede hjem mandag formiddag, men det er til at leve med, da jeg selv skal hjem i næste uge.


Endnu en forholdsvis stille uge, der dog sluttede med en del opmærksomhed. Efter lang tids efterforskning anholdt EULEX i går 5 personer, herunder en borgmester og formand for et stort parti, en stationsleder for Kosovo politi samt primierministerens bodyguard og fætter. Derudover også en mand med efternavnet "Jashari". De, der kender lidt til Kosovo, ved også hvad dette efternavn betyder hernede. De er alle sigtede for krigsforbrydelser. I dag blev Kosovos ambassadør i Albanien så også anholdt, sigtet i samme sag.
Desværre har vi igen set, at mange på højt niveau ikke helt forstår "rule of law" eller at man ikke skal blande sig politisk i anklagemyndighedens arbejde. Regeringen har udtalt, at de er sikre på at disse "frihedskæmpere" er uskyldige, Vetevendosje mener at Serbien bruger EULEX som sin forlængede arm til at hævne sig, mens veteranforeninger truer med at angribe EULEX køretøjer med sten.
Ikke at vi frygter noget, men efter min mening et klart billede på, at man stadig har langt igen, før man kan nærme sig EU.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar