Samtidigt er der udbrudt uroligheder i forbindelse med opførelse af nogle huse i den nordlige del af Mitrovica by. Her er man i gang med at opføre huse til albanere, der angiveligt boede der før krigen og nu ønsker at vende hjem. Det har virkeligt tændt nogle serbere af, og torsdag var det ved at gå helt galt. Flere hundrede var samlet i området og de begyndte at kaste med sten mod bygningsarbejderne. Kosovo politi havde meget svært ved at klare opgaven, som hele tiden var på kanten af at gå helt galt. Kosovo Politis indsatsstyrke, ROSU, som er forhadt i den nordlige del, var klar til at køre derop. De forsøgte faktisk, men blev i første omgang overtalt af KFOR til at vende om. Senere vendte de dog tilbage, og denne gang kørte de til stedet, men uden at involvere sig.
Pantic |
Samtidigt gik sirenen i gang i bydelen, hvilket er et signal til serbererne om at noget er galt og man skal forsamles.
Vi blev kørt op til stedet i pansrede køretøjer og med tæt beskyttelse af vores egne styrker. På selve "kamppladsen" mødte vi borgmesteren og et par andre officielle personer. Her udveklsede de og Guenther synspunkter, desværre med tv-kameraer og mikrofoner på tætteste hold, så det blev i høj grad politiske taler fra serberne, mens Guenther måtte passe på ikke at udtale sig til fordel for nogen.
Det lykkedes nu meget godt, og efter ca. 20 min blev vi eskorteret ind i bilerne igen og kørte sydpå.
I det hele taget ser det ud til, at der i denne tid sker en hel masse, der kan give anledning til uro og problemer. På onsdag er det Albansk Flagdag. Det er samtidigt 100 året for Albaniens selvstændighed fra Osmannerne, så det er en stor ting også her i Kosovo - selv om man altså er et selvstændigt land fra 2008. P.t. hænger der albanske flag overalt, og man ser næsten ingen Kosovo flag, hvilket for os internationale er lidt mærkeligt. Selv de steder, hvor der normalt hænger Kosovo Flag, hænger der nu albanske flag.
Vi forventer ikke uroligheder eller andet i forbindelse med flagdagen, men denne nationalistiske fest falder sammen med, at en meget populær politiker i weekenden blev fængslet af EULEX. Der er tale om Fatmir Limaj, som er den mest populære politiker i Kosovo. Han er samtidigt en populær kommandant fra KLA (Kosovo Liberation Army) og betragtes som en helt. Han har et par gange været tiltalt for krigsforbrydelser, men er sluppet hver gang. I foråret blev han frikendt på grund af mangel på beviser, efter et centralt vidne begik selvmord...! Retten afviste dengang at bruge vidnets dagbog som bevis i sagen.
Denne kendelse har en domstol, bestående af EULEX dommere, nu afvist og i weekenden blev Fatmir Limaj og et par andre fængslet i sagen. Det har vakt stor utilfredshed hernede og der er startet hvad bedst kan betegnes som en mediekampagne mod EULEX. Selv Statsministeren og parlamentets præsident har blandet sig og udtalt stærk kritik af fængslingen, blandt andet sagt, at "ingen, heller ikke EULEX, har ret til at sætte en plet på frihedskæmperne". Han kalder samtidigt fængslingen en skamplet og en fornærmelse mod staten Kosovo, hvilket selvfølgelig er en helt utilstedelig, politisk indblanding i en retsstat, som de så gerne vil være.
Oveni alt dette er vi altså i fuld gang med at implementere IBM (se forrige indlæg). Det har medført nogle ekstra vejspærringer, hvilket gør at vi er nødt til at køre en stor omvej gennem Serbien for at få det mest nødvendige udstyr op til gaten.
Om det er IBM, der er grunden, ved vi ikke, men i den forgangne weekend blev der endnu engang fundet en kastet, men ueksploderet, håndgranat på Gate 31. Den lå ved indgangen til et kontor, der ellers ligger beskyttet bag nogle store betonmure, såkaldte T-walls. Så endnu engang måtte gaten evakueres, mens KFOR tog sig af håndgranaten.
Så rigtigt meget tyder på, at vi går nogle spændende uger i møde!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar