Landing på Gate 31 |
Det store samtaleemne hernede er de genoptagede forhandlinger mellem Kosovo og Serbien, med EU som facilitator. Emnerne er så forskellige som Integrated Border Management (IBM), forsvundne personer fra krigens tid, den parallelle struktur i nord, beskyttelse af historiske, kulturelle og religiøse monumenter, vejforbindelser landene imellem samt åbning af forbindelseskontorer i Beograd og Pristina. Det går lidt trægt med forhandlingerne, men så længe de taler sammen, er der håb fremadrettet.
Ikke alle i Kosovo er tilfredse med at forhandlingerne foregår. Især Vetevendosjo (politisk parti) ser helst, at enhver forhandling med Serbien om "Kosovos indre anliggender" øjeblikkeligt hører op - og i øvrigt at alle internationale organisationer, herunder EULEX, hurtigst muligt pakker sammen og forsvinder ud af landet.
Det største problem p.t. er indførelse af IBM, som både Kosovo og Serbien nu er blevet enige om at gennemføre. Det betyder bl.a., at man på 4 grænsestationer, herunder de to i nord, kun skal have én grænsestation, der klarer opgaven på vegne af begge lande. To af dem skal ligge på Serbisk jord og to på Kosovo grund. Der er stadig praktiske og juridiske problemer med at få det gennemført, men det kommer formentlig allerede i næste måned.
En af de berørte grænsestationer |
Og ja, jeg ved godt, at det er nogen tid siden, jeg sidst opdaterede denne blog, men jeg har i mellemtiden været i Danmark til forskellige begivenheder, der faldt sammen i den uge. Men der blev også tid til at forberede julen: sylte, lammerullepølse og bornholmsk ristepølse er lavet og ligger i fryseren - Lisbeth havde klaret alle spegesildene, så nu kan julen bare komme an!
Og tænk sig: da jeg kom tilbage til Kosovo, opdagede jeg, at nissen havde sneget sig ned fra loftet derhjemme og lagt en pose med adventsgaver i min kuffert :-). Sød nisse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar