Da jeg mødte ind på arbejde tirsdag morgen, var alle i gang med at pakke kontoret sammen.
Trappeopgang i min nu tidligere arbejdsplads |
Det var i sidste uge besluttet, at politikomponentet skulle flytte ud til en camp, der ligger i udkanten af Pristina, ud mod lufthavnen. Så der var jo ikke andet at gøre, end at komme i gang med at pakke.
Det hele er et led i den omstrukturering, der trådte i kraft fredag den 15. juni. Den indebærer også, som tidligere beskrevet, en reducering af både lokale og internationale. Derfor var det beskæmmende at høre, at de lokale endnu ikke havde fået besked på, om de var fyrede eller havde et arbejde også om 3 dage! Det fik de faktisk først at vide onsdag aften. Det har været så dårligt planlagt, at det trodser enhver beskrivelse. Og med tanke på, at vi er hernede for at udføre "European best practice", så kan processen kun betegnes som en eklatant fiasko!
Tirsdag gik jeg til HR for at høre til en dansk kollega, der stadig ikke havde fået besked på, om han havde et job efter tordag. Det fik jeg så at vide, at det har han. Til gengæld fik jeg så samtidigt at vide, at mit job var slettet, og at jeg ikke havde et job og skulle rejse hjem! Ja, det var da ikke for tidligt at fortælle, at der var problemer i den retning.
Ole henvendte sig til HR for at få at vide, hvordan den situationen skulle klares, og for en sikkerheds skyld også til Chief of Staff, der bekræftede fremgangsmåden. Papirer blev derfor skrevet i hast og sendt afsted. Da jeg ikke fik skriftlig besked på at mit job var væk, begyndte jeg selvfølgelig ikke at checke ud, men fortsatte mit arbejde uanfægtet. På trods af, at vi havde undersøgt fremgangsmåden på forhånd, blev min ansøgning så alligevel afvist fredag, så i skrivende stund ved jeg faktisk ikke, hvilket job, jeg besidder - hvis noget overhovedet.
Der er virkelig styr på det hernede!
Udenfor egen bygning sker der da også noget. Myndighederne i Kosovo er fast besluttet på at åbne et officielt kontor i Nord Mitrovica. De har udpeget huset, der er ved at blive gjort klar. Serberne i nord har allerede advaret alle, der måtte søge job i det kontor og det er spændende at se, om det bliver muligt at åbne det. Bygningen er bevogtet døgnet rundt, og forleden nat blev der skudt på den politibil fra Kosovo politi, der holdt foran bygningen med to politifolk i. Der skete heldigvis kun skade på bilen, og ikke på kollegaerne.
Det viser noget om de metoder, man vil gøre brug af hernede for at få sin vilje. Forleden nat blev der også afbrændt to biler, der tilhørte en civil ansat i Kosovo politi. Han er godt nok serber, men har et bijob for myndighederne i Kosovo, så det var formentlig årsagen til, at hans biler blev afbrændt.
Fredag (job eller ej :-) ) afholdt vi tjenesteskydning for det danske kontingent. Det kunne vi gøre på en skydebane lidt udenfor Pristina. Vi fik hjælp af en svensk skydeleder til at gennemføre, og det blev en hyggelig formiddag. Efter skydningen kørte vi til en mexicansk restaurant, hvor vi holdt kontingentmøde. Ikke at der var det store på programmet, men altid godt at sætte sig ned og tale mere formelt sammen om de problemer, som nogle oplever.
Fredag aften mødtes vi med hele det civile kontingent, der også havde kontingentmøde, til middag i restaurant Rennaissance. Det blev ud på de små timer, før "mødet" var overstået.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar