Krigsbarnet

Må vel hellere starte med at følge lidt op på min egen situation. Jeg har i et par måneder forsøgt at blive forlænget i missionen med henblik på at søge en ny stilling (min nuværende stilling). Dette er aftalt med Rigspolitiet, min egen politikreds og selvfølgelig, som den første, med Lisbeth!
Kort fortalt har vi oplevet nogen modstand i organisationen mod dette, ikke så meget på grund af min person, men fordi nogen højt i systemet holder af at genere politiet så meget som muligt. 3 forskellige ansøgninger er blevet skrevet, som alle er blevet afvist.
Det fik mandag aften Ole til at gå til Head of Mission og slå i bordet og forlange en ordentlig behandling af os. Han må have slået meget hårdt, fordi inden mødet var slut, havde hans kontor fundet min første af de 3 ansøgninger frem og Head of Mission omgjorde det afslag, han selv havde skrevet under på.
Det betyder, at jeg nu er forlænget med 3 måneder. Det giver rigelig tid til at få afgjort de ansøgninger, herunder min egen, som i øjeblikket er ved at blive behandlet i missionen. Jeg har derfor nu en forventning om, at jeg bliver hernede endnu et år!

Flija med salat og hjemmelavet ost

I søndags kørte Lasse, Mimoza og jeg en tur ned i skovene ved Gjilan for at besøge den familie, vi tidligere har været hos. Vi havde, som vi lovede sidste gang, ringet i forvejen. Moderen havde derfor lavet Flija til os.

Flija er en meget traditionel ret i Kosovo, som tager 3-4 timer at lave. Den laves som regel udenfor i det fri i en stor, runde pande på 50-60 cm i diameter. I den hældes et tyndt lag dej, og der lægges en særligt låg over, som på toppen er fyldt med varme kul. Efter lidt tid, fjernes låget og sættes hen over et bål, for at holde det varmt, mens der igen hældes et tyndt lag dej på, samt eventuelt lidt smør, hytteost eller lignende. Processen gentages mange gang, indtil man har et helt lag af "pandekager".Det smager fantastisk godt, men jeg er ikke sikker på, at vægtvogterne har det i deres diætopskrifter!

Familien sammen med Lasse og mig

Familien består af far og mor samt 4 børn, og ikke 3, som jeg skrev sidst. Den ældste er en stor dreng, der til dagligt bor i Gjilan og arbejder på en bilvask, som der er tusindvis af i Kosovo, bogstaveligt talt.
Mens vi sad og spiste, fortalte familien, at den yngste datter hedder "Fitore", som betyder "sejr" (Victory). Hun bliver samtidigt betegnet som familiens krigsbarn.Under krigen mod serberne i 1999 måtte familien flere gange flygte op i bjergene, hvor de gemte sig for serberne, der var i gang med at massedeportere albanere til andre, omkringliggende lande. Flere gange måtte de blive flere uger i skovene, før de turde gå tilbage til deres hus.

Krigsbarnet "Fitore"

En af disse gange i skoven blev Fitore født, bogstaveligt talt på skovbunden. De måtte rense hende og pakke hende ind med det, de kunne finde i skoven. Som man kan se på billedet, klarede hun skærene ganske fint.

Tirsdag morgen (ca. 03.50) var der en dramatisk episode ved en af grænseovergangene i nord. Ukendte personer kastede to håndgranater mod de containere, hvor personalet opholdt sig. Heldigvis eksploderede kun den ene, og ingen kom til skade.
Det skabte selvfølgelig hektisk aktivitet i hele missionen og sikkerhedsforanstaltningerne skal nu revurderes.
Det viser desværre noget om, hvor gale disse mennesker i nord er og hvor langt de vil gå i deres modstand mod myndighederne i Kosovo og de internationale organisationer.