Flere medaljer og nødhjælp

Flere gange i de sidste par dage er det lykkedes EULEX at komme forbi vejspærringerne i nord og op til de politistationer, hvor kollegaerne arbejder.Et par af vejspærringerne er fjernet og pludselig var der håb om lidt mere normale tilstande. Det holdt så desværre ikke.
Tirsdag morgen var det meningen at en konvoj af russiske lastbiler skulle køre gennem Gate 1 og til Mitrovica med nødhjælp til serberne. Forinden havde den russiske ambassadør bedt om at EULEX stod for at eskortere lastbilerne gennem Mitrovica nord. Da de nærmede sig grænsen fra Serbien til Kosovo, kørte en konvoj af EULEX biler fra Mitrovica mod grænsen. Det fik serberne til igen at bemande vejspærringerne og nægte os adgang og vi måtte vende om igen. Til gengæld forbød vi så den russiske konvoj adgang til Kosovo.

Russisk nødhjælp ved grænsen........hvor de stadig står opmarcheret.

Det har medført store avisoverskrifter og den russiske ambassadør har forsøgt at tilbagekalde anmodningen om eskorte, men forgæves. Russerne har nu holdt stille ved grænsen i over to døgn og nægter at vende om. De vil heller ikke køre til en anden grænseovergang, så nu er der gået storpolitik i den. Deres adgang til Kosovo er nu løftet op til forhandlinger mellem russerne og EU.
Spændende at se udviklingen på denne fastlåste sag.

Onsdag havde vi et heldagsmøde, der dog måtte afbrydes midt på dagen. Det var nemlig tid til den officielle medaljeoverrækkelse til os, der har været i missionen i lidt tid.

Medaljeoverrækkelsen fandt sted i Police HQ midt i Pristina, hvor Head of Mission overrakte medaljer til os der skulle have. Det var såmænd meget hyggeligt og højtidligt. Og masser af gode pindemadder bagefter.

Torsdag gik så med at få gjort forskellig ting færdige før min juleferie. Som så mange andre steder, har vi travlt med at ordne en hel masse ting, der enten skal afsluttes i år eller være klar til det nye år.
I morgen fredag rejser jeg så til Danmark for at holde jul. Der bliver derfor igen en lille pause i bloggen.

Rigtig god jul og godt nytår til jer alle, 
der følger med her på bloggen.

Svenske medaljer og julefrokost

Min antagelse om Serbiens optagelse i EU kom til at holde stik. Serbien fik at vide, at der nok var sket fremskridt, men at de var for små og kom alt for sent til at det ville få nogen betydning for optagelsen i EU. De fik derfor ikke nogen dato for, hvornår processen med den egentlige optagelse skal gå i gang. Det blev i første omgang udskudt til marts 2012, under det danske formandsskab. Der har ikke været de store reaktioner på meddelelsen, som nok var mere ventet end man officielt gav udtryk for.
Det officielle Serbien har givet besked om at fjerne vejblokaderne i nord, men da 3 af de 4 parallel-borgmestre tilhører Serbiens oppositionsparti, er der stadig ikke sket det store. Lørdag morgen startede en militærkonvoj fra Mitrovica og kørte mod grænserne mod Serbien. I konvojen var desuden 15 køretøjer fra EULEX. Det betød, at konvojen blev standset af serberne og fik at vide, at KFOR kunne fortsætte, men at EULEX ikke fik lov til at køre igennem. Det endte med, at hele konvojen måtte vende om og køre tilbage igen. Så der er stadig langt, før vi kan tale om egentlige forbedringer.

Fredag eftermiddag besøg af min nye rengøringskone. Nå, ja, kone er måske så meget sagt. Pigebarnet er 22 år gammel, så selv om hun er gift, kan hun vel næppe betegnes som "kone".
Hun var meget grundig. Startede med at tømme mine køkkenskabe for at gøre rent i dem, ligesom jeg blev sendt i byen efter nogle flere rengøringsmidler.
Til gengæld måtte jeg lære hende at stryge. Det har hun aldrig prøvet før!! Ja, der kan man bare se. Skjorterne blev måske heller ikke helt så glatte, som de plejer, men hun må jo lære det.
Har nu fået lavet en rengøringsplan, som en af mine Language Assistents har oversat for mig. Hun skal jo ikke rengøre skabe hver gang, når nu vinduerne trænger til at blive pudsede :-).

Lørdag var jeg til medaljeparade i det svenske kontingent. Den blev afholdt på et hotel midt i Pristina, og Head of Police kom og overrakte medaljerne. Jeg var inviteret med som gæst, og det var en fin ceremoni.
På mit kontor sidder til dagligt 2 svenskere, hvoraf den ene er placeret lige foran et stort Dannebrog, der hænger på væggen. Vi har mange diskussioner om Danmark og Sverige, og jeg gør hvad jeg kan for at provokere dem. Desværre er de meget glade for Danmark, så de giver mig som regel ret, når jeg driller Sverige. Jeg må dog sige, at jo mere, jeg hører om Sverige, desto mere kommer jeg til at holde af landet. Det seneste jeg hørte er, at det nu er forbudt at fotografere Lucia-optog i Sverige. Af frygt for pædofile forældre, må du KUN fotografere dit eget barn, og ikke andres, med mindre du får forældrenes tilladelse. Det samme gælder i øvrigt ved fx. barnets første skoledag: KUN dig eget barn. Det er sgu da morsomt!!

Lørdag eftermiddag/aften står ikke lysende klar for mig. Vi havde julefrokost i det danske kontingent, og der var masser af god mad, øl og snaps.

Vandt Ota Solgryn og peanutbutter i pakkelegen.....

Dertil kom, at festudvalget havde brugt mange timer på at forberede forskellige konkurrencer, pakkeleg og andet, så det blev en fremragende aften i hyggeligt selskab!
Kom i seng kl. 01.30......og vågnede 06.30......! Havde en meget stille søndag, bortset fra at jeg fik klaret alt vasketøjet.

Afgørende dage - for flere...

Selv om julen ikke er nogen højtid i Kosovo, er der julepyntet flere steder både på gaderne og i forretningerne, men slet ikke i samme omfang som i Danmark. Det er faktisk helt rart! Og skønt at man kan gå ud at handle, uden at blive tortureret med al mulig elendig julemuzak. Den musik, de typisk spiller i supermarkederne, er nu heller ikke noget at stræbe efter, men det ødelægger i det mindste ikke julestemningen :-)

De sidste par uger har jeg levet af frugt og gulerødder til frokost, uden at det dog kan måles på vægten, desværre. Faktisk totalt urimeligt!!
I dag brød jeg så med princippet og gik ud for at spise frokost med to af mine Language Assistents, Artan og Shemsi. De kendte et sted, et cafeteria, i nærheden. Det var et godt sted med overraskende god mad, til en næsten latterlig lav pris. Artan inviterede mig, og jeg tror han betalte 5 euro for os begge, og der manglede intet. Artan har fået at vide, at han er ansat i sin stilling frem til sommeren 2012, mens Shemsi ikke er blevet forlænget og skal til interview i eftermiddag om en af de ledige stillinger. Han forsørger sin familie med hustru og 7 (syv!) børn, så han er selvsagt meget nervøs for at miste sit job.
Må håbe at interviewet går godt i eftermiddag.
Det viste sig, at jeg alligevel ikke kom til at sidde i panelet, der skal afgøre deres skæbne. Det er jeg på ingen måde ked af, men alligevel spurgte jeg ind til det, da det ikke forekommer logisk. Det viste sig, at der var udpeget nogle andre på grund af en misforståelse om afdelingsnavne, og at denne beslutning ikke var til at ændre nu. Det er heldigvis kompetente folk, der er udpeget, så det er helt i orden for mig!

I nord er der lidt opblødning i den fastlåste situationen, der har varet siden 25. juli. Serberne er begyndt at fjerne nogle vejspærringer, men indtil videre kun dem, der ligger indeklemt mellem andre vejspærringer.

Men det er da en start. Der lægges på ingen måde skjul på, at Serbien har ydet et vis pres på at få serberne i Kosovo til at fjerne blokaderne, fordi EU i morgen skal tage stilling til, om Serbien skal have kandidatstatus til EU. Selv om det bliver positivt modtaget, må vi så se, om indrømmelserne er "for lidt og for sent". Det er absolut heller ikke alle serbere i nord, der er glade for at "ordren" fra Serbien. De føler, at de nu bliver forrådt af Serbien.
Der er hverken i Kosovo eller i Serbien tvivl om, at den tyske kansler blev meget vred, da et par tyske soldater blev skudt i Mitrovica nord for et par uger siden. Det er derfor ikke usandsynligt, at hun vil spærre for at Serbien får en dato for optagelse i morgen, men at hun vil få udsat det endnu engang.
I de europæiske medier kan vi se, at EU-topmødet stort set kun handler om eurokrisen, men i Kosovo og i Serbien er det faktisk kun Serbiens status i forbindelse med EU, der skrives om.
Spændende at se reaktionerne i morgen, når EU træffer sin beslutning.

Nemt om rengøringen

Søndag aften fik jeg besøg af Rifat, viceværten her i ejendommen, sammen med sin kone, Teuta. Tidligere på dagen talte jeg med Rifat, der fortalte, at da garagen nu var færdig, var hans arbejde ikke mere så hårdt, så nu blev hans løn nedsat fra 300 til 200 Euro om måneden. Han spurgte derfor, om jeg kendte nogen, der havde brug for rengøring, som hans kone ville stå for. Aftalen blev, at hun for 50 euro om måneden kommer 5-6 gange om måneden og gør rent i min lejlighed og stryger mit tøj! Det er ok.

Mandag og tirsdag er især gået med at indhente det forsømte, efter en uges ferie og en uge med interviews. Der var masser af mails, desværre også nogen, som jeg burde have reageret på, men overset i travlheden i sidste uge.I morgen har jeg kun et møde. Så er der håb om at jeg kommer i bund med mailbunken.
Det er stadig en oplevelse at tale (og delvis tænke) på engelsk hele dagen, selv om der stadig er en del ord,  jeg ikke forstår. Må så klare mig med at forstå det i sammenhængen. Jeg er dog langt fra den, der har det sværest. Jeg er nogle gange forbløffet over, hvor lidt engelsk nogle kollegaer i missionen egentlig kan, både i opfattelse og tale. Desværre også enkelte ledere, hvor jeg har oplevet nogle, som nok kan gøre sig forståelig, men som forstår så lidt, at de til mange møder nærmest er helt fortabt. Heldigvis har de dygtige folk omkring sig, der er meget loyale og hjælper dem igennem så opgaverne bliver løst.
I det hele taget er den kulturelle forskel større mellem de internationale politifolk, end den er mellem os og albanerne!

Vejret hernede er meget omskifteligt. Lørdag sad jeg på altanen og nød både solen og varmen, og mandag havde vi 15 grader hele dagen. Her til morgen vågnede vi så til snevejr, der skabte glatte veje og selvfølgelig et hav af færdselsuheld. Apropos færdselsuheld, så har den nye motorvej krævet sine første to dødsofre. Men der gik da to uger, før det skete, hvilket var længere end de fleste havde troet.

Farvel til Mike

Dagens interviews planlægges

Nogle uger er bare mere travle end andre. Denne har været helt vild. Missionen har modtaget et hav af ansøgninger til de flere hundrede stillinger, der skal besættes i løbet af de næste par måneder.
Det betyder, som jeg fortalte forleden, et masse interview til langt ud på aftenen med håbefulde ansøgere fra hele Europa.

De fleste er rigtigt gode, som det er en fornøjelse at tale med, men der er også ansøgere imellem, som er så dårlige, at man nærmest tror, at det er for sjov, de har sendt deres ansøgning.

2/3 dele af interviewpanelet, Marie fra Tjekkiet
og Christian fra Frankrig

Jeg har ikke lagt skjul på min mening, når ansøgerne har været dårlige, grænsende til det groteske, hvilket Marie ind i mellem har synes har været lidt for meget. Jeg tror, at hun synes, at jeg nogle gange er meget streng. Det synes jeg ikke selv, men omvendt gider jeg ikke være til grin, fordi nogen søger en stilling, som de på ingen måde er kvalificeret til, men blot mener at det nu er deres tur til at blive forfremmet!

Tror at jeg har haft 60-70 samtaler, så nu gider jeg sådan set ikke mere! Desværre er der mulighed for et "opsamlingsheat" i næste uge, med flere samtaler, men de fleste er nu overstået.
Til gengæld mangler vi nu at se på de lokalt ansatte, som skal i kamp om få stillinger. Det er også hårdt.
Flere af de lokalt ansatte har henvendt sig til mig og klaget deres nød og fortalt, hvorfor det vil være en katastrofe at miste deres job. Jeg er desværre bange for, at jeg også kommer med i det panel, der skal afgøre deres skæbne.

og den sidste trediedel......

Et par af de lokale har da også ændret attitude mod mig, efter jeg var med i det første panel. En enkelt, som jeg ellers havde et godt forhold til, ignorerer mig og er holdt op med at hilse, mens et par andre er blevet serviceminded i nærmest overdrevent omfang. Men udvælgelsen skal jo foretages, så der er ikke andet for end at udføre opgaven, selv om det på ingen måde er morsomt.

Ind i mellem alle interviews, som hele ugen er gået med, måtte jeg bruge lidt tid på at tage afsked med "Mike", Michael Ryder, som har siddet på mit kontor og været rådgiver for Kosovo Police, Operation Room.

Harry holder afskedstale for Mike

Mike er en særdeles sympatisk og rar kollega fra USA, som har været i missionen i 2 år. Han har spillet i et EULEX-band som bassist, men havde opgivet at tage sin bas med sig hjem og solgt skidtet. Vi havde derfor købt en lille gave til ham, så han dog havde et instrument at spille på hele vejen hjem til USA. Plus en anden lille gave, naturligvis.

Mike med sin nye guiitar

Vi sidder en flok på samme kontor, som til dagligt har det rigtigt godt og sjovt sammen, så det er kedeligt at måtte sige farvel til Mike. Men det er selvfølgelig også en del af missionslivet, at folk kommer og går.

Det er endeligt lykkedes mig at få plads i parkeringskælderen ved min lejlighed. Men der måtte nærmest trusler om at jeg ville blive nødt til at flytte, hvis det ikke snart blev klaret. Den er faktisk ikke helt klar, men porten er sat i, og viceværten, der går og maler i parkeringskælderen, sørger for at feje gulvet hver aften, så der ikke ligger søm eller andet, som jeg kan køre over med min bil. Foreløbigt er jeg den eneste, der må holde i kælderen - men det er også ok!

Sidder nu fredag aften, helt udkørt efter en hård uge, og glæder mig til weekenden.

I morgen bliver første gang i denne uge, hvor jeg får tid til at gå i motionscentret. Det bliver godt! Opvejer det så til gengæld i morgen aften, hvor jeg er inviteret ud til Lasse til en gang revelsben. Glæder mig!