Ankomst til Symi

Den sidste uge på Kos gik selvfølgelig med at pakke egen oppakning og alt det udstyr, vi har. Jeg havde i god tid forinden haft et møde med hotellets leder og fortalt ham om vores planer. Han blev selvfølgelig ikke begejstret, men gav dog udtryk for, at han var glad for vores selskab og den måde, vi havde været på hotellet det sidste år.

Fredag den 12. juni kørte en kollega og jeg fra hotellet kl. 04.00 for at komme med en færge til Symi. Vi havde to køretøjer med. Det var en tur, hvor færgen lagde til ved at par græske øer undervejs, så turen tog ca. 4 timer. 

I øvrigt imponerende at se, hvor hurtige og effektive færgerne lægger til, får sat passagerer, biler og varer af på kajen og læsset færgen igen. I løbet af 10-15 minutter var de færdige og afsted igen. 

På Symi tog jeg kontakt med de to hoteller, vi har booket, mens kollegaen gjorde sig klar til eksamen. Han havde en afsluttende, mundtlig eksamen til sin Master - som han i øvrigt gennemført med flot resultat.

I løbet af eftermiddagen ankom alle øvrige og blev fordelt på hotellerne - og så var vi installeret på Symi.

Sidst på eftermiddagen samlede jeg alle og bød velkommen til øen. Derefter i samlet flok til den græske kystvagts hovedkvarter, hvor vi mødtes med chefen dér. Det er meget tydeligt, at vi vil få et godt samarbejde med dem. De er alle meget åbne og lydhøre og i løbet af få dage har jeg haft mere kontakt med dem, end jeg havde med kollegaerne på Kos i al den tid, jeg var der.

Smalle og smukke gader i Symi

Symi er en lille, men meget smuk ø. Fra byen går det kun opad, og uanset, hvor man er på øen, er udsigten fabelagtig. På grund af Covid-19 er der meget få turister på øen, hvilket er dejligt for os, men knap så godt for økonomien for grækerne. De levet stort set udelukkende af turister på øen. De er derfor meget splittede i meningen om, hvorvidt de ønsker turister i større flokke i år. De vil selvfølgelig gerne tjene pengene, men omvendt er de meget nervøse for at få corona til øen. Der har ikke været nogen tilfælde på øen overhovedet. De ved godt, at sker det, så bliver øen totalt isoleret og det kan også have drastiske konsekvenser for øens beboere. Der bor kun godt 2000 mennesker på øen, og alle kender alle. 

Det betyder også, at alle kender os! Hyggeligt at så mange mennesker hilser på os, når vi bevæger os rundt i byen og flere vil rigtigt gerne snakke med os. Da der ikke er så mange seværdigheder i øvrigt på øen, må vi lære at komme ned i tempo og slappe af med kaffe og hyggesnak, når vi ikke er på patrulje eller arbejder med andre ting. 

Kos - Corona - Kos

Må nok sige, at tiden hjemme i Danmark kom til at forme sig noget anderledes, end jeg havde forestillet mig.

Heldigvis kom jeg hjem i rette tid, så vi nåede at komme på skiferie i Norge, inden Danmark lukkede ned. Det gjorde det praktisk talt, da vi rejste hjem fra ferien. 

Heldigvis nåede jeg også at se mit yngste barnebarn inden nedlukning, og det ældste på 2 år var med på skiferien, så alt i alt ganske god timing.

For at komme tilbage til Kos, skulle jeg i 14 dages karantæne før afrejse. Få dage før skulle jeg også testes for virusset for at få en attest med, der skulle garantere indrejse i Grækenland.

Rigspolitiet havde travlt med at arrangere rejsen derned, da der jo ikke fløj rutefly eller andet. Det betød, at jeg den 20. maj blev hentet af en ung soldat på min bopæl kl. 03.00 og sammen med et par andre kørt til Flyvestation Ålborg. Herfra skulle vi flyve i et challengerfly til Kos (dronningens fly). Ganske rar måde at komme derned på, også fordi det gik direkte, så den 20. maj kl. 13.15 var jeg igen tilbage på Kos.

Jeg fik heldigvis to dage sammen med den afgående leder, hvilket var rigtigt fint. Der var jo trods alt sket en del, de tre måneder, jeg ikke var dernede.

Da den afgående rejste hjem fredag, ankom samtidigt 4 nye politifolk, som jeg skulle tage godt imod. Heldigvis havde alle været her tidligere, så det var en overkommelig opgave.

Det var selvfølgelig en noget særpræget oplevelse at vende tilbage til Kos i disse Covid-19 tider. Langt det meste var lukket, så i starten var det med take-away mad, men gradvist begyndte nogle restauranter at åbne, så vi kunne gå ud at spise.

Min første og største opgave var at planlægge og forberede bidragets flytning. Grækerne havde anmodet om, at det danske bidrag blev flyttet fra Kos til Symi, hvor der i nogle måneder ikke havde været assistance fra noget andet land.
Noget af forarbejdet var gjort, men det var alligevel utroligt, hvor mange detaljer og aftaler, der skal være på plads, før man kan flytte 17 mand med udstyr og 2 fartøjer.
Den 28. maj (!) tog jeg, sammen med 2 ledere fra forsvaret, på tur til Symi for at mødes med vores fremtidige samarbejdspartnere og for at få endelige aftaler med de hoteller, vi skal benytte i den kommende tid.
Det var en god oplevelse og vi klart det indtryk, at man på Symi glæder sig til, at vi kommer for at assistere.