Nyt kontingentbesøg og kontingentmøde

Ja, det er jo ikke blevet koldere, siden jeg kom tilbage forrige tirsdag. Dagtemperaturen ligger fortsat på 40-42 grader og nattemperaturen kommer ikke meget under 35 grader. Det er selvfølgelig til at holde ud, fordi vi har aircondition, men strøm er meget dyrt hernede, så vi forsøger at bruge det så lidt som muligt. Det er så heller ikke altid muligt at bruge AC. Netop fordi så mange mennesker køler huse af, har vi relativt ofte strømafbrydelser på én til to timer dagligt, primært om aftenen. Så gælder det om at sidde helt stille og bare holde varmen ud!

Har fået fuld fart på jobbet. Vi er normalt fire personer på kontoret, men det er lykkedes de tre at drage på leave samtidigt, så lige nu keder jeg mig på ingen måde. Foruden at følge op på nogle af deres projekter, kommer der hele tiden nye til, så man skal holde tungen lige i munden. Heldigvis er der en god special assistant til Police Commissioner, der kender hele missionen og dens arbejdsgange, så han assisterer i høj grad.

På anden vis måtte jeg konstatere, at jeg er tilbage i Afrika. Da Svend og jeg lørdag var ved at gøre klar til at køre hjem for at deltage i Hash, kunne jeg godt mærke på maven, at der var andet, der pressede sig på. Det endte med, at Svend måtte deltage alene i gåturen, mens jeg tilbragte det meste af lørdagen på toilet. Irriterende, men faktisk første gang på et par måneder, så mon ikke maven har tilvænnet sig alligevel.

Siden jeg kom tilbage fra Danmark, har jeg mest af alt haft fokus på planlægning af en ny delegation fra Rigspolitiet, der kom på besøg i missionen. Det var igen Rigspolitiet, Politiforbundet og en psykolog, der ville hilse på os. De ankom torsdag eftermiddag i sidste uge (med den efterhånden sædvanlige forsinkelse fra Air France), hvorefter jeg kørte dem til deres hotel. Da de var indkvarteret gik vi en tur i nabolaget, så de kunne få indtryk af Bamako. Det fik de så, ikke mindst af varmen og forureningen fra de mange biler og motorcykler. Da vi skulle have kontingentmøde lørdag, var kollegaerne fra regionerne også begyndt at ankomme til byen, så vi endte alle på Bafing, en afrikansk restaurant, der heldigvis er bedre end den umiddelbart ser ud.
Fredag var helliget møder med ledelsen i UNPOL (United Nations Police) og med den danske ambassadør på ambassaden. Ikke mindst det sidste møde var både hyggeligt og informativt. Da ambassadøren hørte, at alle danske politifolk i Mali var i Bamako i weekenden, inviterede hun straks på en drink i hendes residens søndag, så hun kunne møde os alle. Det tog jeg selvfølgelig imod!

Fredag aften var der kontingentmiddag, hvor Rigspolitiet står for maden og Politiforbundet for drikkevarerne. Det blev en hyggelig aften, der heldigvis ikke sluttede alt for sent.
Svend gik desværre glip af den del, da han fredag aften rejste på leave.

Lørdag havde vi et møde med Chief of Staff (COS). For godt to måneder siden fik vi en ny COS, hvor en tysker blev skiftet ud med en anden tysker. Uden at jeg her behøver at beskrive den tidligere COS, er den nye særdeles venlig, nærmest rar, imødekommende og forstående. Han var meget åben under mødet og lagde ikke skjul på hvad han mente om missionen og de udfordringer, der er med at få visse folk til at lave noget og indfri de kompetencer, de i deres ansøgning påstod at have.

Tale og overrækkelse af medaljer

Efter at jeg som den sidste havde en snak med psykologen, var det tid til kontingentmødet, hvor forskellige emner blev vendt. Mødet sluttede med overrækkelse af medaljer til to kollegaer. Hvor vi andre tidligere havde fået overrakt vores medaljer i forbindelse med medaljeparade, var der to, der "bare" havde fået dem udleveret mod kvittering. Det mente vi nok kunne gøre en anelse mere højtidligt, så efter en kort tale af mig og en chefpolitiinspektør (Søren) fra Rigspolitiet, fik de overrakt medaljerne af Søren. Det var en fin måde at afslutte kontingentmødet og fint at de fik deres medaljer under lidt mere højtidlige former.

Delegationen og "yours truly"

Så var det tid til delegationens sidste måltid i Afrika i denne omgang. Vi kørte ind til byen og besøgte en populær restaurant, der især er kendt for deres gode pizzaer.
Efter dette var det retur til lufthavnen for at sætte delegationen på flyet mod Europa og Danmark igen.

Da der var planlagt strømafbrydelse i lejren søndag, havde jeg min pc med hjem, så jeg kunne arbejde hjemmefra. Det var ikke ubehageligt.
Inden mødet med ambassadøren måtte jeg lige en tur til lufthavnen for at hente Jesper, der kom tilbge fra leave. Selvfølgelig var Air France forsinket, så det blev vi så også til ambassadøren. Men igen et rigtigt hyggeligt besøg hos hende, hvor der blev talt om mange forskellige ting, både tjenestelig og private forhold.
Jesper skulle overnatte hos mig, før han næste dag skulle til Timbuktu, så vi besluttede at gå på en fransk restaurant for at få klaret aftensmaden. Det blev den så med frølår og pizza, alt skyllet ned med et par kolde fadøl. God weekend!

Efter at have sat Jesper af i lufthavnen fik jeg en opringning fra Henrik, der efter kontingentmødet var på vej tilbage til Gao. Han var imidlertid smidt af flyet, da en stor delegation var presset ind foran dem, og dermed taget hans plads. Han måtte så overnatte i vores hus, hvilket kun var hyggeligt. Han kom heldigvis til Gao tirsdag, så nu er der to dage, før de næste overnattende gæster kommer (de to medaljemodtagere).

Lisbeth på besøg

Jeg har flere gange skrevet om varmen, og den er stadig for opadgående. Det er samtidigt meget tørt, og støvet i Mali. Vi er selvfølgelig også langt fra regnssæsonen, men alligevel kan vejret overraske. Omkring 20. marts blev det meget overskyet og luftfugtigheden steg, og pludselig begyndte det at regne. Kun få dråbet men alligevel. I løbet af natten fik vi et ordentligt regnskyl, så det var helt frisk at komme udenfor næste morgen, hvor vandet stadig løb i nogle af gaderne. Det er langt fra hvert år, at det sker i tørken, men er på den anden side heller ikke helt usædvanligt. Dejligt var det i hvert fald.

Lørdag den 25. marts tog jeg ud til lufthavnen. Lisbeth havde taget beslutningen om at besøge mig i Mali for at se, hvordan vi bor og lever hernede. Det blev en rigtig hyggelig uge. Jeg havde taget leave fra om søndagen, så vi kunne være sammen hernede.
Søndag morgen havde vi møde på kontoret, hvilket var blevet henlagt til et hotel, der ligger lige op ad floden. Her sad vi så og fik morgenmad, hvor Lisbeth kunne hilse på alle mine kollegaer, jeg arbejder med til dagligt. Det var faktisk et arbejdsmøde, men under hyggelige former. Efter mødet kørte vi så hjem. Eftermiddagen blev brugt til at gå en tur i nabolaget og lave en dejlig lammekølle til aftensmad.

Frisk mango til morgenmad på terrassen

Mandag brugte vi meget passende på at køre en tur til Le Campement, som ligger i byens udkant. Det er et fint sted, med flere swimmingpools, hiking områder og forskellige sportsbaner - og restauranter. Ren afslapning ved poolen. Svend havde halv fridag, så vi tog afsted alle 3.
Aftensmaden blev indtaget på byens mest populære italienske restaurant.

Kan godt røbe, at denne mus ikke har mange sekunder tilbage

Tirsdag kørte Lisbeth og jeg til en nationalpark, der ligger i Bamako. Et rigtigt hyggeligt sted, hvor der er helt fred fra byens konstante larm. I parken ligger også landets nationalmuseum. Det er ikke særligt stort, men absolut et besøg værd.
Efter frokost gik vi en tur i zoo, der ligger lige op ad parken. Den er ikke særlig stor, men overraskende pæn og velholdt. Det var midt på dagen, så de fleste dyr var ikke særligt aktive, bortset fra de slanger, der blev fodret med levende mus, mens vi stod og så på.

Svend havde en fotoopgave i Timbuktu, så han forlod os allerede kl. 04.00 om morgenen for at nå sit fly.

Onsdag blev brugt på en tur ud af byen. Foregik mest i bilen, hvor der var aircondition. Havde en fin tur, hvor vi fandt en (for mig) ukendt vej tilbage til Bamako. På den måde vi fik begge set noget helt nyt.

Samme aften var Lisbeth og jeg inviteret til middag hos ambassadøren. Hun havde meget venligt inviteret til en hyggelig "familiemiddag" med hende og hendes mand. Det var rigtigt hyggeligt og blev halvsent, før vi gik hjem. Ambassaden ligger kun 20 minutters gang fra vores hus. Det kom til at foregå i mørke, da strømmen i bydelen forsvandt, netop da vi var ved at gå fra ambassadøren. Normalt varer en strømafbrydelse under en time, men ikke den aften. Den varede ved i flere timer, så det var stinkende varmt at lægge sig til at sove. 35 grader i soveværelset! Efter et par timer kom strømmen tilbage, kun for kort tid efter at forsvinde igen. Og sådan fortsatte det hele natten. Godt man ikke skulle på arbejde dagen efter.

Udsigt fra liggestolen

Torsdag kørte vi til Badalodge. Det er ren luksus at ligge i en solseng og slappe af i skyggen af palmerne. Efter tjeneren havde været forbi med menukortet, så vi kunne bestille frokost, bestod vores aktivitet primært i at springe i poolen.
Badalodge ligger i udkanten af byen, helt nede ved floden, og er et refugium for især internationale, der vil væk fra Bamako i weekenden. Til hverdag bliver det heldigvis dog også brugt af de lokale (der har råd til det).

En del af ruten lå under mangotræerne

Fredag var så sidste dag i Bamako (troede vi). Vi havde billetter til fly hjem om aftenen, så en del af dagen blev brugt til diverse indkøb, herunder ca. 20, solmodne mangoer, som vi ville have med hjem. Vi havde planlagt gæster om søndagen i Nr. Dalby, så vi regnede med at cocktails med frisk mango ville falde i god jord.

De er altså sjove og spændende, sådanne hvide mennesker...

For at forberede os på flere timer i et fly, besluttede vi at køre ud af byen og gå en tur. Vi gik samme rute, som Hash House Harriers havde lagt til os ugen forinden. Det var varmt, men dejligt at gå turen, hvor en del af ruten lå i skyggen af mangotræer. Det vakte som altid opmærksomhed, når to hvide kommer gående i sådanne områder, men primært i form af venlighed og nysgerrighed. Man føler sig helt tryg, også selv om vi er langt fra byen og mobildækning.

Efter at have pakket, kørte Svend os til lufthavnen, hvor vi tog afsked med ham. Det gik mistænkeligt let med at chekke ind, så ikke lang tid efter sad vi i afgangshallen, klar til afgang.
Lisbeth gik for at hente noget vand, hvor hun overraskende mødte en tidligere kollega fra Cowi, som hun har arbejdet meget sammen med. Det var meget hyggeligt at møde ham igen. Han er oprindeligt franskmand, og opfattede derfor straks, hvad der pludselig blev sagt i højtaleren: "Air France flyet til Paris er desværre aflyst"!
Det blev selvfølgelig kun sagt på fransk og uden yderligere forklaring. Det korte af det lange er, at jeg måtte ringe efter Svend, der hentede os tilbage til huset. Vi fik at vide, at et andet fly ville komme til Bamako og tage os med lørdag kl. 13.00, så lørdag morgen var vi igen i lufthavnen. Det betød 2,5 timer i kø, før vi endelig var tilbage i afgangshallen. Vi nåede ikke vores flyforbindelse til København fra Paris, så igen i kø til Air France for at få hotelovernatning, så vi dog kunne få 3,5 timers søvn i en rigtig seng. 24 timer forsinket kom vi så endelig til København søndag formiddag, hvor jeg skulle på leave de næste 10 dage (nå, nej, 9 dage.....).
Og ja, vi havde gæster søndag, en time efter vi kom hjem. De dejlige mennesker havde sørget for indkøb, bagning m.v., så vi skulle stort set bare sørge for mango-cocktails. Rigtigt hyggeligt.