(Klik på de enkelte billeder/fotos for stor udgave)

onsdag den 27. februar 2013

Selv håndgranater bliver hverdag....

Desværre ser det ud til, at håndgranatangrebene fortsætter i nord. Hver eller hver anden nat bliver der kastet en håndgranat et eller andet sted i Mitrovica nord for floden. Det sker på trods af, at både EULEX og Kosovo Politi har sat ekstra styrker ind til at patrulje i det forholdsvis lille område, hvor tingene sker.
Men det er altså op ad bakke, især når vi kan opleve, at en stationsleder ved Kosovo politi udtaler sig på en måde, der indkererer at han ved væsentligt mere om disse angreb, end han giver udtryk for.
Torsdag var Ole og jeg til møde i Mitrovica, hvor vi fik en snak med den regionale leder af Kosovo politi. Han har klart et ønske om at opklare disse hændelser, men kæmper både internt og eksternt med mange problemer. Han tog derfor gladeligt imod vores tilbud om at lave fælles patruljer og fælles vejkontroller. Om ikke andet vil det være et positivt signal fra vores side om at vi støtter det lokale politi.

Skulle egentlig være på besøg hos de danske soldater onsdag for at fortælle lidt om Kosovo og den politiske situation, men måtte aflyse for at tage til kontingentledermøde med Head of Mission. Han havde indkaldt kontingentlederne for at fortælle lidt om de personaleforflyttelser, der finder sted i øjeblikket for at sikre mandskab nok til de nye, fælles grænser til Serbien, der er ved at blive etableret. Det påvirker heldigvis ikke de danske kollegaer, men andre kontingentledere var knap så tilfreds med at deres kollegaer havde søgt og fået en bestemt stilling, for derefter at blive sat til grænskekontrol.
Torsdag fik jeg så lejlighed til at mødes med det andet hold danske soldater, som jeg, sammen med Brian, fortalte lidt om Kosovo, deres historie og øjeblikkelige situation. Tror de var ganske tilfredse med foredraget.
Bjergene udenfor Gracanica

Fredag aften havde jeg lavet lidt mad til nogle gæster. Beboerne i huset, Brian, Daniel og Siv samt Ole var på besøg, og vi havde en hyggelig aften med lidt godt at drikke til. Lørdag måtte Brian og jeg ud at gå en tur for at få lidt frisk luft. Vi tog en tur op i bjergene lidt udenfor Gracanica og blev blæst godt igennem. For en gang skyld var der en frisk vind hernede, så vi fik røde kinder.

Tirsdag eftermiddag havde jeg en ganske behagelig oplevelse. Jeg har i nogle dage døjet med ondt i ryggen, faktisk så meget, at jeg både mandag og tirsdag måtte tage hjem midt på dagen for at hvile. Tirsdag eftermiddag fik jeg en aftale med en massør, som gav mig en times massage. Det var vildt lækkert og i dag onsdag har det det betydeligt bedre. Det er absolut ikke sidste gang, jeg bruger penge på den fornøjelse.

mandag den 18. februar 2013

Kosovos uafhængighedsdag

Den ulmende uro i nord er desværre ikke aftaget, snarere tværtimod. I løbet af de sidste 2 måneder har der været 20 eksplosioner efter håndgranater, og i sidste uge var det uhyggeligt tæt på at gå ud over to børn. Forhandlingerne i Bruxelles mellem Kosovo og Serbien fortsætter, men ingen tvivl om at det bliver svært at nå til enighed.
I næste uge forventes der dog at komme en aftale ud af forhandlingerne, en aftale som uden tvivl vil blive fortolket forskelligt af de to lande. Sådan har det været hidtil.

Fra paraden i Pristina 17. februar
Næsten uanset indholdet er det opfattelsen hernede, at aftalen vil blive modtaget med stor utilfredshed blandt serberne i Nord. Der vil utvivlsomt også komme nogle reaktioner blandt dem. Hvor stærke de vil blive, er svært at spå om. Det må vi vente at se.

I denne uge har EU offentliggjort en rapport, der omtaler hvor langt Kosovo er nået i processen med Visa Liberalisation. Det er en proces, der skal sikre at Kosovarerne ikke behøver visa for at rejse til Europa, som de skal i dag. Rapporten viser, ikke overraskende, at Kosovo har meget langt endnu, før de opnår det, de så brændende ønsker sig. Især indsatsen mod korruption og organiseret kriminalitet mangler tydelige resultater. Sagen er, at Kosovo nok har det lovgivningsmæssige på plads, men slet ikke evner at føre loven ud i livet.
Premierministeren, Hashim Thaci, virker lettere ordblind, når han fortæller offentligheden om indholdet af rapporten. Hans eneste budskab til sine landsmænd er, at problemet stort set udelukkende handler om at 5 EU lande endnu ikke anerkender Kosovo som en selvstændig stat. Nå, ja, så giver han i øvrigt også udtryk for, at en del af problemet er at "nogle i Bruxelles" anser albanere for 2. klasses mennesker, og derfor ikke ønsker visa liberalisation.
Sådan taler en rigtig statsmand. Eller snarere en mand, der ønsker at fjerne fokus fra det ansvar, han ikke selv lever op til!

Den nye Head of Mission er tiltrådt og straks kastet ud i opgaverne, som man selvfølgelig kan forvente. At han samtidigt er røget ind i en influenza eller alvorlig forkølelse, gør ikke hans job lettere, men umiddelbart virker han som en fornuftig og venlig mand. Det bliver spændende, når han kommer så langt, at han kan begynde at sætte sit personlige præg på missionen.
"Newborn" med flag fra alle lande, der anerkender Kosovo

Også en ny Deputy Head of Mission er blevet udpeget. Det er en kvindelig oberst fra det franske gendarmeri, som har været på et kort besøg hernede. Hun starter i missionen om ca. 2 uger.

Mandag i sidste uge var jeg i lufthavnen for at sige farvel til 6 danske politikollegaer, der var færdige i missionen. Desværre er der kun kommet en kollega fra Danmark, så p.t. er det danske politikontingent noget decimeret. Det bliver der forhåbentlig rettet op på i forbindelse med det stillingsopslag, der er aktuelt lige nu.
Kosovo Security Force

Søndag var det 5 år siden, at Kosovo erklærede sin uafhængighed af Serbien og udråbte sig som en selvstændig stat. Det blev fejret på forskellig vis med masser af gæster fra de omkringliggende lande, arrangementer rundt om i hele Kosovo, selvfølgelig især i Pristina.
Det hele kulminerede med en meget stor parade gennem byen med militær, politi og redningsmyndigheder. De blev klappet igennem af et stort publikum. De forstår at hylde dem, der har valgt at arbejde for landets sikkerhed.

fredag den 1. februar 2013

Frisk luft i Norge.....

Efter flere forsøg på at nå de to nordlige grænseovergange med Kosovo politi og told, må vi stadig kontatere, at serberne i nord stadig ikke har tænkt at rette sig efter aftalen indgået mellem Kosovo og Serbien. Det fik så KFOR til at rykke ud natten mellem onsdag og torsdag og ryddede en vejbloklade. Fint signal, men nok heller ikke mere end det. I dag er man godt i gang med at genopbygge blokaden, mens vi stadig må flyve myndighederne fra Kosovo med helikopter til gaterne.

Den forgangne uge har især været præget af, at vores Head of Mission har været på vej ud og er i dag blevet afløst af en ny.
Tirsdag aften var jeg som kontingentleder inviteret til en restaurant sammen med en masse andre mennesker, herunder Kosovos præsident og premierminister, ambassadører m.v. Der var naturligvis pæne, men heldigvis også korte, taler og overrækkelse af medalje og hvad der ellers hører til en sådan lejlighed. Brian, Ole og jeg smuttede efter et par timer. Så havde vi været alle slags pindemadder igennem!

Og så bliver der igen et par ugers pause i opdateringerne her på bloggen. I eftermiddag flyver jeg hjem til Danmark for at fortsætte til Norge i morgen, hvor den står på skiferie. Det bliver dejligt at komme op i den norske, friske luft.