Den sidste måned hernede har været rigtig varm, flere dage op mod 40 grader om dagen og 30 om natten. Vores aircondition især på fartøjet har haft svært ved at følge med og er også gået ned flere gange. Er så nødtørftigt repareret, men lunt er det!
Corona spøger hernede, som det jo gør i hele Europa. Alligevel er de ikke hysteriske med de regler, den græske regering udstikker. Der er for eksempel krav om, at alle, der går i supermarkeder og andre butikker, skal have mundbind på. Det er nu de færreste her på Symi, der følger dette. Dog har personalet alle mundbind på, da de ellers risikerer heftige bøder. Men det er faktisk lidt af det hyggelige ved denne lille ø. Her beslutter man selv, hvilke regler, man skal efterleve og hvilke der blot er vejledende.
Man må jo tage det sure med det søde |
Turisterne er i væsentligt større tal begyndt at indfinde sig, selv om det jævnfør indbyggerne stadig er meget lavt. Men det har givet en del liv i byen og gør selvfølgelig også, at vi andre ændrer en lille smule adfærd, for ikke at komme for tæt på dem. Vi ved jo ikke lige, hvor de kommer fra og hvad de slæber med sig af dårligdomme.
Forholdet til Tyrkiet er normalt tåleligt her på øen, især fordi der i normale år kommer mange turister fra Tyrkiet. Lige nu er grænsen dog lukket, og ingen, der kommer fra Tyrkiet (heller ikke turister fra andre lande), må komme ind i Grækenland eller lægge til i græske havne. Derudover er der i øjeblikket en konflikt mellem Tyrkiet og Grækenland. Tyrkiet anerkender ikke dele af den internationalt fastsatte søgrænse mellem de to lande og har besluttet at iværksætte undersøgelser i havbunden efter olieforekomster. Dette sker så i græsk farvand, men som Erdogan altså ikke anerkender som græsk. Det græske militær er i højeste alarmberedskab og ferie m.v. for ansatte er inddraget. Konflikten foregår syd for en græsk ø, Kastellorizo, hvor både græske og tyrkiske krigsskibe er til stede og vogter på hinanden. Lige nu holder alle vejret og håber på, at ingen pludselig laver en eller anden tåbelighed, der kan eskalere den spændte situation.
Konflikten har heldigvis intet med os eller Frontex at gøre, så vi mærker ikke det store til det. Vi skal bare være klar til at reagere, hvis konflikten udvikler sig - hvad ingen af parterne heldigvis har interesse i.
Min tid hernede lakker nu mod enden efter endnu 3 måneder i Grækenland. Opholdet på Symi har været helt fantastisk, både i forhold til samarbejdet med de græske myndigheder og med befolkningen i øvrigt. De er meget venlige overfor os og glade for at vi er hernede for at assistere deres kystvagt.
I morgen kommer min afløser. Vi har et par dage sammen, hvor jeg kan overdrage til ham og derefter kursen mod Danmark. Bliver dejligt at komme hjem igen!
Tak for denne gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar