Turen i Kosovo slut!

Det at checke ud af en mission kan være en langstrakt og vanskelig affære, selv om processen er meget skemalagt og faktisk veltænkt og organiseret.

Mimoza

Heldigvis havde vores to language assistants, Mimoza og Amella, gjort et godt forarbejde i sidste uge, så en stor del af det administrative var allerede klaret. Dertil kommer, at Amella havde lavet en lille spiseseddel, som jeg blot skulle følge, så det hele gik ganske let. Halvdelen mandag og resten tirsdag. Tirsdag tog faktisk kun 1 time, så allerede kl. 11 var jeg klar til en tårevædet afsked med Mimoza.
Amella var i Makedonien, så hende tog jeg allerede afsked med i lufthavnen for 3 uger siden.

Pludselig stod jeg så dér, uden ID-kort, telefon, bil m.v. og var ude af missionen. En meget mærkelig følelse efter to år i EULEX. Som som mange før mig, er det med blandede følelser, at jeg tager afsked. Jeg glæder mig til at komme hjem, men det er trist at tage afsked med så mange gode mennesker. Det er selvfølgelig en del af missionslivet. Det blev til nogen kopper kaffe og juice i løbet af eftermiddagen og masser af farveller.
Hen mod aften besøgte jeg Rifat og Teuta, min rengøringshjælp og hendes mand, til endnu en kop kaffe og masser af kram og gode ønsker om fremtiden.

Det sidste af pakkeriet

Nu mangler jeg så bare at pakke det sidste. Det bliver måske først i morgen formiddag, da jeg lige er blevet inviteret til grill m.v. hos min ovenbo.

I morgen kl. 13.15 er det så endegyldigt slut, hvor jeg forlader Pristina med SAS direkte til København.
Det betyder så også, at det er slut med denne fortælling om mit liv i Kosovo.

Tak til alle jer, der har læst og kommenteret på mine opdateringer.

Tanker på vej tilbage

Efter 3 ugers ferie i skønt vejr i Danmark, rejste jeg søndag aften tilbage til Kosovo for at checke ud af missionen.

Så smukt og rent kan det se ud

På vej ned tænkte jeg meget på de to år, jeg har haft i Kosovo. Jeg har haft utroligt mange oplevelser, mødt mange gode kollegaer, både lokale og internationale, og også mødt nogle få mennesker, jeg vil gøre meget for hurtigt at glemme. Der er mange forskellige personligheder i en international mission, og desværre også et par ubehagelige. Men det bliver heldigvis ikke dem, der kommer til at præge mit billede af disse to fantastiske år i udlandet.

Besøg hjemmefra

Det bliver helt klart alle de gode mennesker, jeg har mødt og indtrykket af et smukt land - så glemmer jeg lidt hvor beskidt og rodet det også kan være. Også besøgene hjemmefra af familie og venner har været en dejlig oplevelse, dels at få besøg og dels at have nogen at dele minderne med.

Har også mødt flere lokale, der ikke er tilknyttet missionen, som hver især har bidraget til den opfattelse, jeg nu har af landet, dets historie og indbyggere.
Umiddelbart før jeg rejste hjem til sommerferie, blev Brian, Mira og jeg inviteret over til genboen, som ville hilse på os. Egentlig var det genboens bror, der bor ved siden af, der inviterede, efter at vi var faldet i snak tidligere på ugen, hvor han fortalte sin personlige historie.
Han fortalte, at han på grund af psykiske problemer var arbejdsløs og ikke kunne passe et arbejde. Han er en lille mand, der fremstår lidt "uplejet", men virker meget rar. Han fortalte, at hans problemer opstod under krigen i 1998-99, hvor serbiske militser kom til hans hus, hvor han boede sammen med sin mor og sin søster.
Han blev holdt op af to militser, der stod med geværløb under hagen og baghovedet af ham. Imens dette foregik, dræbte de hans mor og voldtog søsteren, hvorefter hun også blev skudt.
Han gav udtryk for, at han er glad for, at EULEX er i landet og hjælper Kosovo, men mente samtidigt, at vi gjorde for lidt for at fange og straffe de serbiske krigsforbrydere.
Vi forsøgte efter bedste evne at forklare lidt om vores muligheder, missonens mandat og manglende retsgrundlag til at anholde krigsforbrydere i Serbien, men med den histore er det vel kun naturligt, at han mener vi bør gøre mere.
Han så i hvert fald ikke helt overbevist ud, da vi forklarede, at EULEX gør hvad vi kan for at straffe alle krigsforbrydere, uanset om de er serbere eller albanere.
Heldigvis var han altså heller ikke mere forbitret end at vi blev inviteret over til en kop øl og hyggelig snak med hele familien, der var samlet fra ind- og udland.

Ved ankomsten søndag aften blev jeg hentet i lufthavnen og kørt hjem til en gennemvarm lejlighed. Måtte have aircondition kørende et par timer, før jeg overhovedet kunne lægge mig til at sove. Nu venter så et par dage med alt det administrative, før jeg vender tilbage til Danmark på onsdag.