Så er jeg tilbage i Kosovo igen. Fik ikke lige afsluttet mit sidste indlæg med at fortælle, at jeg skulle på 3 ugers ferie i Danmark fra sidst i juli og til den 20. august. Havde en rigtig dejlig ferie, hvor Lisbeth og jeg startede med en cykeltur på Sydsjælland og Møn. Fint vejr, god mad og ømme baller. Feriens højdepunkt var naturligvis fejringen af Lisbeths 50 års fødselsdag. Rigtig god havefest, der strakte sig over hele weekenden.
Der er ikke sket det helt store i Kosovo, mens jeg var væk. Dog tog Lasse hjem lidt tidligere end planlagt. Grunden til dette er, at han er blevet udnævnt til Head of Mission i Sydsudan fra ca. 1. september i år. Fantastisk flot!
Kunne desværre ikke være med til hans Farvel-party, men vi nåede heldigvis at spise en god middag sammen som afslutning på et godt år sammen hernede.
Vores bestræbelser på at nå Zubin Potok i nord har båret frugt, i hvert fald delvist. Det sker stadig på serbernes betingelser. I starten måtte der kun køre én mand op, ugen efter to og i denne uge 3 mand. Vi må endnu ikke køre i egen bil, men bliver samlet op af Kosovo Politi fra Zubin Potok og kørt til stationen. I næste uge må vi så køre i vores egen bil, i hvert fald i følge "borgmesteren" i byen, der har dikteret betingelserne. I går forsøgte han at løbe fra aftalen ved at sige, at der ikke måtte komme 3 ad gangen, ligesom han vil diktere, hvilke personer der må komme. Det er selvfølgelig helt uacceptablet og bliver ikke fulgt. Torsdag blev patruljen blokeret, fordi vi kom i et EULEX køretøj, og det var man ikke tilfredse med. KFOR blokerede så omgående de store veje nordpå, hvilket betød, at ingen, heller ikke serberne, kunne komme rundt. Det virkede! Efter nogle timer bad man om at blokaden blev ophævet. Til gengæld fik vi så fri adgang til Zubin Potok. Så må vi se, hvordan det går de kommende dage og uger.
Ellers en stille uge at starte op på. Da Ole er på leave i Danmark i denne uge, har jeg god tid til at rydde op i de 650 emails, der ventede på mig. Heldigvis kan en meget stor del af dem slettes uden nærmere studier.
Varmen er meget intens hernede, lørdag var vi nogle steder oppe på 42grader, så det er lunt nok!
Og lad mig slutte med en lille historie, der viser at vi er i Kosovo. EULEX yder i øjeblikket en personbeskyttelse af en mand, der er i reel fare. Det betyder 24 timers beskyttelse af ham. Kollegaerne, der passer på ham, må betale 1 euro pr. vagt, hvis de vil benytte hans internet, hvilket de ikke er helt tilfredse med, men har dog betalt. Nu viser det sig, at manden har koblet sin elektriske installation op på EULEX - med andre ord stjæler han strøm fra os, samtidigt med at han pumper penge af kollegaerne, der passer på ham. Alene internetbetalingen har indbragt ham ca. 100 euro om måneden. Så er den internetforbindelse vist også betalt!
Ja, de er initiativrige, de albanere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar