(Klik på de enkelte billeder/fotos for stor udgave)

onsdag den 7. juli 2021

Kort tid efter ankomst var der påske i den græsk-ortodokse kirke. Det bliver fejret forskelligt på øerne i Grækenland. På Symi har de tradition med fyrværkeri og kanonslag. Det vil sige, med kanonslag mener jeg også dynamit! I flere dage op til påsken var der jævnligt øredøvende brag og især 2. påskedag var det slemt. Vi blev advaret mod at bevæge os i særlige områder, da der faktisk var fare for stenskred på grund af eksplosionerne.

Bidraget blev også inviteret til en lokal kirke for at være med til at fejre påsken. Desværre skulle jeg modtage en ny besætning samtidigt, så jeg kunne ikke deltage. Det var der heldigvis andre, der gjorde. 

En kedelig ændring fra sidste år er desværre de unge, der har fået en ny dille. Mange har monteret udstødningsrør uden lyddæmper på deres små motorcykler, så der er meget ofte en infernalsk larm. Det er mig helt ubegribeligt, at de lokale finder sig i det.

En forklaring er dog, at politiet er magtesløse. Giver de en bøde til en af de unge, ringer deres forældre bare til borgmesteren på øen, der så ringer til politiet. Så bliver bøden annulleret. Det er virkeligheden på en lille ø i Middelhavet!

Ellers er det dejligt at komme ned til Symi halvanden måned tidligere end sidste år. Det hele er ikke udtørret endnu og øen er forholdsvis grøn og blomstrende. 

tirsdag den 8. juni 2021

I'm back


Så blev det sør'me til endnu en tur til syden og tilbage til Symi. Blev spurgt, om jeg havde mod på endnu en tur, og lagde så billet ind på perioden maj-juli, hvilket jeg fik. Efter at have taget både jul/nytår for halvandet år siden og sommerferieperioden i 2020 stod jeg også i en god position til selv at vælge min periode denne gang 😄

Den 25. april var der således afgang med Aegan til Rhodos via Athen. Det gik smertefrit og tidlig aften kom jeg til mit hotel på Rhodos, hvor jeg skulle overnatte. Der traf jeg så en besætning, der også var på vej til Symi. Det viste sig, at vi havde rejst sammen fra København, uden at se hinanden.

Dagen efter tog vi færgen til Symi og ankom en time efter, hvor vi blev modtaget på havnen. Heldigvis havde man samme uge afskaffet kravet om covid-test ved ankomst ("næsetest"), så det slap vi for.

Det var ikke meget, hverken øen eller bidraget havde ændret sig siden sidst. Dog var butikker og restauranter knap nok åbnet endnu efter lockdown, men ellers ikke meget forandret. Det var således relativt let at gå i gang med arbejdsopgaverne igen efter et par dage med den leder, jeg skulle afløse.