(Klik på de enkelte billeder/fotos for stor udgave)

onsdag den 8. juli 2020

Jordskælv

Som sagt er Symi en meget lille ø og der er ikke mange forretninger på øen. Beboerne tager derfor jævnligt til Rhodos for at handle, mens færgerne også, hver gang de lægger til, har masser af varer til levering på øen.

Solopgang over Tyrkiet
Da jeg mente, at vi ikke kunne leve uden vores egen projektor, tog jeg efter aftale en tur til Rhodos, hvor der ligger nogle store elektronikforretninger. 
Det betød, at jeg skulle med færgen fra Symi kl. 05.15 onsdag morgen. Meget tidligt....!
Til gengæld kunne jeg sidde på dækket og nyde en fantastisk solopgang over Tyrkiet på min tur til Rhodos. 

Fik en dejlig dag på Rhodos, men desværre ingen projektor. Det fandtes ikke til salg på hele øen, men skulle bestilles til levering mange dage senere. Så retur til Symi igen om aftenen, 6 vabler under fødderne rigere, men desværre uden det, jeg kom efter.

Forrige søndag var vi en tur oppe i bjergene, hvor vi besøgte en anbefalet restaurant. De bar ind med mange forskellige lokale retter, og det var absolut gåturen derop værd. Derudover en fantastisk udsigt over Symibugten. 
Mens vi spiste, begyndte stolene at vakle under os. Og nej, det var ikke på grund af for meget mad, men et jordskælv. Centret for jordskælvet lå syd for Marmaris, 38 km fra hvor vi sad, og målte 5,5 på Richter skalaen. Der skete nu ingen skader og middagen fortsatte uanfægtet. De er slet ikke uvante med den slags jordskælv hernede.

Fra byvandringen
Der er stadig meget få turister på Symi, hvilket selvfølgelig er dejligt for os, men hårdt for øen. Omkring 85% af beboerne lever af turister og de sidste 15% lever af de, der lever af turister, så det er en hård tid for de lokale.

Nogen er dog begyndt at dukke op, især de, der har huse på øen. Et par af dem er et dansk ægtepar, der har et fantastisk hus på øen og har haft det i mange år. Manden kender øen og dens beboere rigtigt godt, så han tilbød os en bytur, hvor han fortalte historier om byen, øen og hans egen historie. Det blev et par spændende timer, som sluttede i deres smukke hus med en fabelagtig udsigt.

Varmen er virkelig begyndt at slå igennem. Ikke fordi temperaturerne er vanvittigt høje, men dog 30-32 grader om dagen og 26-28 grader om natten, men især fordi luftfugtigheden hernede er høj. Så føles varmen ekstra hård. 

Jeg ved godt, at det hele lyder som en længere ferietur, og sandt er det, at vi da også har en del fritid, hvor vi kan nyde sol og varme. Men som tidligere beskrevet, kan og må jeg ikke fortælle noget om, hvad vores arbejde i det daglige går ud på og hvad vi oplever, når vi sejler patrulje.
Men jeg kan jo indsætte en faktaboks, som forsvaret har på deres hjemmeside. 
Det er jo så åbenlyst, at deltagelsen er fortsat også efter marts 2020 :-).